16. søndag efter trinitatis

Dato: 20. september 2026 kl. 10

Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.

Opstandelsen og livet
Denne søndags prædikentekst er Johannes 11,14-45: Opvækkelsen af Lazarus, Maria og Marthas broder. Dette under omtales kun af evangelisten Johannes. Episoden finder sted kort tid før Jesu indtog i Jerusalem, dvs. kort tid før hans egen opstandelse. Til Martha, der kommer til ham for at fortælle om broderens død, siger han: “Jeg er opstandelsen og livet, den, der tror på mig, skal leve, om end han dør.”

Han ligger på fjerde dag
Ovenstående billede er et nordgræsk ikon fra 1611. De løftede hænder viser de tilstedeværendes forundring over Jesu under. Maria og Martha ses knælende foran Jesus. Martha har advaret Jesus, da han beder folkene om at fjerne stenen fra graven: “Herre, han stinker allerede. Han ligger jo på fjerde dag.” At dette er tilfældet ses på manden, der i væmmelse vender sig bort i portåbningen, og personen under Jesu fremstrakte arm, der dækker sit ansigt. Jesus opvækker Lazarus alene med ordene: “Lazarus, kom herud!” “… og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om sit ansigt.” Der er dog en afvigelse i billedet i forhold til prædikenteksten. Den døde ligger ikke i en grotte, men i en kiste stillet på højkant.

Med ryggen til
I bogserien Kristendommen ifølge … har forfatteren Jens Christian Grøndal skrevet bogen Min svage tro. Til en start indrømmer han, at han har levet sit liv med ryggen til kristendommen, stort set uden kontakt til dens sprog og ritualer, men da han er gift med en præst og hans døtre er både døbte og konfirmerede, er det efterhånden blevet sværere for ham at vende ryggen til.

At kommes i møde bagfra
De bibelske tekster bliver ved med at tale til ham, selvom han ikke har været god til at høre efter. Dog har nogle af dem været i stand til at trænge igennem hans modvilje, fx ‘Lad de små børn komme til mig. Dem må I ikke hindre.’ Når han lytter til bibelordene, føler han det som om, Guds søn kommer ham i møde gennem kristendommens lange historie. Altså bagfra. Det billede, skriver han, afføder en helt konkret betydning af ordet omvendelse: “At jeg vender mig om, fordi han kalder på mig.”

Det er Gud, der bekræfter
For Grøndal giver det kun mening at sige ‘Gud’, hvis man minder sig selv om, at man ikke med sin fornuft og bevidsthed vil kunne begribe, hvad eller hvem ordet refererer til. “Jeg kan ikke nærme mig Gud. Det er Gud, der nærmer sig, hvad enten jeg er opmærksom eller ikke.” Gennem samtaler med datteren ud fra hendes konfirmationsundervisning gik det op for ham, hvad der ligger i, at troen er en gave: “Det er ikke det unge menneske, der bekræfter sin tro på Gud, men Gud der bekræfter sin tro på hende.”

Den uhæmmede vilje lægger alting øde
Grøndal skriver, at ånden i Vestens forbrugersamfund af mange kan ses som en excentrisk luksus, som er til at at undvære – den befinder sig altid længere nede på tjeklisten, end de materielle symboler på drømme om det gode liv: “Man har alt, hvad hjertet kan begære, men sjælen står gabende tom. (…) Et liv uden modstand bliver goldt. Den uhæmmede vilje lægger alting øde.” Manglen på modstand kan være, når man har styr på tingene, så de formes uden modstand efter ens ønsker og vilje. “Omgivelserne bliver et spejl for selvet, og man føler sig hjemme i verden, fordi man har taget den i besiddelse. (…) Sådan kan man leve lykkeligt, indtil man måske, måske ikke, får fornemmelsen af, at der mangler noget.” Men sandhedens øjeblik kan indtræffe, for de færreste kommer igennem livet uden at miste, opleve nederlag eller at miste kontrollen.

Troens mulighed
“Måske forstår man først i den dybeste sorg eller angst, hvad det vil sige at håbe og tro, men selv når man bare går omkring i sit liv, giver det mening at se en frihed i at erkende sin afmagt. Give afkald på at styre, vælge og mestre, afstå fra at fælde dom over andre eller over sig selv. Der er jo også den moralske afmagt, når man igen har fejlet, svigtet nogen eller trådt på dem, glemt sit ansvar eller overset et menneske, der havde brug for en håndsrækning eller bare en smule opmærksomhed.

Når man har levet længe nok, bliver de forskønnende fortællinger, man har fortalt om sig selv, efterhånden tyndslidte og forvaskede. Måske kan verden bedrages lidt endnu, men inden længe vil man stå med bar røv på Herrens mark.”

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft