Vejstrup Valgmenighed er en fri grundtvigsk menighed inden for Folkekirkens rammer.

I efteråret 1873 besluttede en kreds af mennesker på Vejstrup-egnen at danne en valgmenighed. Der var gået mange initiativer forud for beslutninger, idet der allerede i 1856 var oprettet en friskole og senere, i 1867 en højskole på egnen.

Hovedmanden bag alle disse tiltag var bonden Christen Hansen, der lige siden sine unge år havde været en stærk modstander af den fornuftsprægede undervisning og forkyndelse, som prægede henholdsvis skolevæsenet og kirkerne på egnen. Hans far var Hans Christensen, der i 1835 blev indvalgt i Stænderforsamlingen og i 1848 i Den Grundlovgivende Rigsforsamling.

I sommeren 1874 kunne 126 familier fra en halv snes sogne gå sammen om at bygge deres egen kirke, bogstavelig talt med deres egne hænder. Den 17. juni blev grundstenen nedlagt på en mark i Vejstrup, og efter 9 måneder var kirken bygget færdig, så den stod klar til indvielse Palmesøndag den 21. marts 1875.

I Ryslinge havde man allerede dannet en fri menighed i 1865. Dér havde formålet været at beholde menighedens præst. I Vejstrup var det ønsket om at få sin egen frie menighed, der drev initiativtagerne, og først derefter begyndte man at søge efter den rette præst. Derfor blev det i enestående grad menighedens egen kirke, og efterhånden fandt man så også præsten. Han hed Rasmus Pedersen, født og opvokset på egnen og ansat som kapellan i Nordsjælland (Slagslunde-Ganløse). Han virkede i 27 år for valgmenigheden. Da han trak sig tilbage i 1902, blev den 32-årige Laust Jeppesen Laursen valgt til hans efterfølger. Laust Jeppesen Laursen søgte sin afsked efter 7 år med den begrundelse, at han ikke havde kræfter til arbejdet i den efterhånden stærkt voksende menighed. Han blev afløst af Aage Brandt Døcker, der havde været kapellan ved Københavns Valgmenighed. Han var stærkt engageret i politik, og i en retning, som flere af valgmenighedens medlemmer ikke brød sig om. Af samme grund skabte det en del furore i menigheden. Døcker fratrådte stillingen i maj 1917, hvorefter der blev rettet henvendelse til præsten for valgmenigheden i Skanderup, Anders Nørgaard. Han sagde ja til opgaven og fortsatte i stillingen indtil sin pludselige død i 1943.

I spørgsmålet om, hvem der skulle blive menighedens nye præst, var der stor opbakning bag et forslag om at rette henvendelse til Nørgaards ældste søn, Svend Aage Nørgaard, der havde virket som præst i Uldum i en kort årrække. Svend Aage Nørgaard sagde ja til opfordringen og blev den 5. december indsat og flyttede med sin familie ind i sit gamle hjem. Her kom han til at virke i 37 år, indtil han trak sig tilbage i 1978 i en alder af 68 år.

Herefter blev der rettet henvendelse til Per Fisker, der var præst i Vigerslev på Nordfyn. Han tog opgaven på sig og fortsatte, loyal mod sin forgængers linje, men også med nye tiltag i overensstemmelse med tidens udfordringer. Et af disse tiltag var oprettelsen af Vejstrup Foredragsrække, et andet var udsendelsen af et kirkeblad, fire gange årligt. Desuden arrangerede han højskoleophold og udflugter til forskellige egne af landet. Hvad gudstjenesterne angår, blev der forsøgsvis afholdt hverdagsgudstjenester, som medlemmer af menigheden fik frie hænder til at give form og indhold.

Da Per Fisker fratrådte stillingen i 1995, faldt valget for første gang i valgmenighedens historie på en kvindelig præst, Mette Marslund, der havde uddannet sig til præst, efter blandt andet at have virket som gymnasielærer i nogle år. Hun fortsatte med mange af de aktiviteter, der var i gang i menigheden, med sit eget personlige præg.

Mette Marslund fratrådte stillingen i 2009 og blev afløst af Anders Carlsson, der kom fra en sognepræstestilling i Sct. Nicolai kirke, Rønne på Bornholm.