22. søndag efter trinitatis

Dato: 27. oktober 2024 kl. 10.

Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.

I denne søndags prædikentekst optræder lignelsen om manden med de hundrede får, der leder efter det ene, som er faret vild i bjergene. (Mattæus 18,1-14). Den tilsvarende lignelse findes også hos Lukas. Her er der tale om en mand med ligeledes hundrede får, men her er det ene får ikke vildfaret, men mistet. Hos Lukas forklarer Jesus lignelsen: “Således bliver der mere glæde i himlen over een synder, som omvender sig, end over ni og halvfems retfærdige.” Her kan man spørge om, hvem de retfærdige mon kan være. Hvem tør selv kalde sig retfærdig, måske bortset fra farisæerne? Men udsagnet om de retfærdige kan også være hypotetisk ment – i det tilfælde at man kunne forestille sig, at der var nogle retfærdige.

Lignelsen har været et yndet motiv for mange billedkunstnere. Præsten Carl Koch, der har skrevet en bog om Jesu lignelser, ytrer betænkelighed, hvis motiverne er udført på en for direkte måde, altså at det er Jesus, der afbildes som fårehyrden. “Det er egentlig en afvej,” skriver han, “som fører til den forestilling, at Jesus havde en særlig forkærlighed for får. Der foreligger her en sammenblanding af billedet og det, som skal afbildes. Og de to sider må, netop for at kunne sammenlignes, holdes skarpt ude fra hinanden. Den rette måde at benytte lignelsens motiv kunstnerisk må bestå i enten at fremstille en jødisk hyrde, der leder efter fåret, eller at fremstille Jesus, der tager sig af et faldent menneske, hvilket da atter er åbenbaring af Guds kærlighed.”

Om trosbekendelsen
Trosbekendelsen er en fast bestanddel af gudstjenesten. Tidligt i de kristne menigheder kunne trosbekendelsen lyde ganske kort: Jesus er Herren, men med tiden er den blevet mere ordrig. Tidligere biskop W. Westergård Madsen skriver i bogen ‘Den danske højmesse’, at den nuværende form ikke må forstås som et krav, der som en byrde lægger sig over den enkelte. Den er ikke et stykke dogmatik, men en lovsang, menighedens taknemmelige bekendelse af Guds store gerninger fra skabelsen til fuldendelsen.

Bente Hansen, forfatter, ungdomsoprører, aktiv i kvindebevægelsen, politisk aktiv på venstrefløjen, medlem af menighedsrådet i Københavns Domkirke mm.) har også skrevet om trosbekendelsen. Som socialist og troende kristen, har hun ofte været i en situation, hvor hun over for fritænkere skulle forsvare sin religiøsitet. I bogen ‘Gud og hvermand – en bog om tro og politik’ fra 2008 – forklarer hun, at det ofte var trosbekendelsen, hun skulle forsvare. Hendes gennemgang munder også ud i, at hovedindholdet er: Tror du på Gud , og at Jesus er Kristus? – altså netop den helt korte trosbekendelse. Herunder gives et udpluk af hendes argumentation.

Djævelen
Først siges der nej til at tro på djævelen, fortolket som det onde. Det kan være nemt nok at sige nej til. Det er ganske vist lettere sagt end gjort, men man kan da prøve – selvom man ikke altid kan vide, hvad der er godt og ondt.

Gud
Hvad troen på Gud angår er bevisførelse ikke muligt, hverken med fornuften eller videnskaben. Her må man bare tro.

Jomfrufødslen
Er Jesus født af en jomfru? Det mener Bente Hansen ikke er så vigtigt i dag. Det må være nok, at han er født af et menneske, af kvinden Maria. At hun skulle være jomfru, kan skyldes oversætteren af den hebraiske tekst, som har ment, at der skulle være orden i sagerne, og Maria var jo nu engang trolovet med Josef. (Hvis dette synes lige kort nok fortalt, har jeg tilføjet en uddybende forklaring i sidste afsnit.)

Undfangelsen
Det vigtige spørgsmål er, om vi tror på undfangelsen ved Helligånden – det helliges indgriben. Her siger Bente Hansen, at hun har svært ved at forholde sig til livets mirakel uden at forestille sig en indgriben fra Helligånden. Er ikke alt levende skabt ved den Højestes kraft? Og med Jesusbarnet er det noget helt særligt. Et menneske hvis korte liv ændrede menneskets historie. Det er svært at forestille sig historien forfra, uden det barn, skriver Bente Hansen.

Ved Guds højre hånd
Det er et stærkt billedskabende, at sige at Jesus sidder ved Guds højre hånd. Opstandelsen og evigheden kan ingen forestille sig. Dette har vi ikke et sprog for, så vi må lade billedet overtage. Og om evigheden findes der også for Bente Hansen lykkelige forestillinger, hvorimod hun ikke kender til moderne kristne, der slæber rundt på bastante fantasier om en dom til helvede til evig tid. Måske fordi der er dom og helvede nok her på jorden i forvejen, som hun udtrykker det. “Måske synes de bare, som jeg, at vi ikke at sat her i verden for at afgøre om nogen (af de andre!) skal dømmes til helvede. At Jesus skal dømme levende og døde er uløseligt forbundet med frelsen og nåden. Der tales om dom og fortabelse, for det er jo alvor, men nåden er et tilbud til alle.”

Kødets opstandelse
Her pointerer Bente Hansen, at det ikke handler om kødets opstandelse i bogstavelig forstand, men om menneskets opstandelse – hvilket selvfølgelig ikke gør det mindre utroligt.

Syndernes forladelse
Det ville være betænkeligt, hvis vi bare synes, at vi er så gode, at vi hverken har fejl eller skyggesider, vi skal prøve at gøre op med. “Enhver som kigger i sit sinds dyb ved, at vi er fulde af bagtanker, misundelse, smålighed, beregning og andet unævneligt.” Her kan vi et kort øjeblik forlade Bente Hansen tekst og inddrage Johannes Møllehave. I bogen ‘Møllehave Kort & Godt’ sætter han trumf på, hvis nogen stadig ikke har forstået , at mennesket har brug for syndsforladelse: “Hvis et hvilket som helst menneske ville skildre sit indre liv, og vel at mærke gjorde det sådan, at han ikke kun skildrede, hvad han ikke ville sige til noget menneske, men også hvad han ville kvie sig ved at tilstå for sig selv, så ville disse tilståelser fylde verden med sådan en stank, at vi alle måtte kvæles.” Det er barske ord fra den rare Møllehave, så lad os skynde os tilbage til Bente Hansens tekst.

De helliges samfund
Udtrykket ‘de helliges samfund’ har Bente Hansen det lidt svært med. Skal man være hellig for at være en del af dette samfund? Man er jo dog en synder. Derfor henviser hun til et forsøg af Ebbe Kløvedal Reich på at forklare udtrykket. Han kommer frem til at foreslå, at de hellige er alle os syndere, som modtog Guds nåde, og den nåde kender ingen grænser.

‘Bonusoplysninger’ om jomfrufødslen
Den hebraiske tekst, Bente Hansen omtaler, må være Det gamle Testamente på hebraisk. Det gamle Testamente, som forfatterne af teksterne i Det ny Testamente kendte til, var en græsk oversættelse heraf. Teksten på hebraisk har ordlyden (Esajas 7,14): “Se, den unge kvinde skal blive med barn.” Det bliver hos Mattæus og Lukas med brug af den græske oversættelse til “Se, jomfruen skal blive med barn” (Mattæus 1,23) og englen Gabriel sendes “til en jomfru” (Lukas 1,27). Alle tre steder er citeret fra den danske bibeloversættelse fra 1992. Niels Willert har i sin bog ‘Kommentar til Lukasevangeliet fra 2022 følgende kommentar til Lukas 1,27: “Det græske ord (…) betyder en ung kvinde/jomfru (12-13 år gammel), der er ugift, men der ligger ikke nogen bestemmelse om jomfruelighed i selve ordet. Det er alene sammenhængen i fortællingen om bebudelsen af Jesu fødsel, der gør det oplagt at oversætte ordet med jomfru.”

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft