Dato: 30. august 2026 kl. 10

Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.

For at tjene
Denne søndags prædikentekst er Matthæus 20,20-28. Her siger Jesus disse ord til sine disciple: “Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” Jesus stiller således tingene på hovedet, for disciplene er ellers vant til det modsatte: De, der har magt og indflydelse, misbruger den til at undertrykke andre.

Nardusmysteriet
Indlægget til 11. søndag efter trinitatis beskæftigede sig med Maria Magdalene. Om hende er der meget mere at fortælle, så her kommer en lille fortsættelse. Anledningen er Poul Hoffmanns bog Nardusmysteriet – den virkelige Maria Magdalene fra 2008. Mysteriet består i de to spørgsmål: Hvem var kvinden, som salvede Jesus med den kostbare nardussalve? Og hvordan havde denne kvinde haft råd til at anskaffe sig en krukke med salve, der i værdi svarede til en almindelig arbejders årsløn?

Inden forfatterens argumentation berøres, skal det for overskuelighedens skyld opsummeres, hvad der står i de fire evangelier om salvningen.

Synderinden
Det er kun Lukas, der nævner, at kvinden er en synderinde.

Geografien
Det er kun hos Lukas, at det ikke finder sted i Betania, men snarere i Nain.

Navns nævnelse
Det er kun hos Johannes, at kvindens navn, Maria, nævnes.

Salvningen
Hos Markus og Matthæus salver kvinden Jesu hoved. Hos Johannes og Lukas salves Jesu fødder.

Adressen
Hos Lukas foregår scenen hos farisæeren Simon. Hos Markus og Matthæus er det hos Simon den spedalske. Hos Johannes er de hos Maria, Martha og Lazarus i Betania,

Tidsfastsættelsen
Hos Markus og Matthæus er det to dage før påsken, hos Johannes seks dage før påsken, og hos Lukas er det placeret længe før påsken rent tekstmæssigt.

Er fire lig med én
Bibelteksterne antages ikke i bred almindelighed at give tilstrækkelige oplysninger om Maria Magdalene til, at der kan tegnes et autentisk billede af hende, men den antagelse er forkert, skriver Poul Hoffmann. De fire episoder vil han derfor gerne slå sammen til én og samme episode, hvilket, som det kan ses af ovenstående, kræver, at der klippes en hæl og hugges en tå, og på den måde kan man bevise mange ting, som ikke altid har stor sandhedsværdi. På den anden side kan det jo heller ikke nagelfast fastslås, at Hoffmanns konklusion er forkert. Hoffman har ret i, at episoderne ligner hinanden så meget, at man kunne fristes til at tro, at mødet finder sted, hos en mand, der hedder Simon. Og da kvinden ét sted betegnes som synderinde og tre andre steder som fra Betania og et enkelt sted nævnes ved navnet Maria, konkluderer Hoffmann, at Maria fra Betania er synderinden (=skøgen). Her skulle vi så have fået svaret på, hvem synderinden er.

En landsbypiges vilde luksus
Så mangler vi at få svar på det andet spørgsmål: Hvordan har Maria haft mulighed for at anskaffe Nardussalven – en vild luksus, som en almindelig landsbypige aldrig kunne drømme om at komme i besiddelse af? Her siger Hoffmann så: Måske var Maria ikke så almindelig alligevel. For hvorfor undrede Judas sig ikke over, at hun havde den dyre salve. Han bebrejdede hende kun, at hun ikke havde solgt den, så de kunne bruge pengene på de fattige. Måske vidste han noget om Maria, som ikke bliver nævnt i teksten?

Hoffmann finder forklaringen i byen Magdala, som han beskriver som en blomstrende by på Jesu tid, hvor mange tjente store penge – fiskere, vævere, farvere og dueavlere. Altså et sted hvor umoralen havde gode betingelser for at florere. “Hvad kunne en landsbypige (Maria), som havde en syg bror (Lazarus) og en forslidt søster (Martha), have at gøre i Magdala? spørger Hoffmann og peger på den nærliggende by Tiberias, som var blevet centrum for den hellenistiske kultur, en slags riviera for den romerske overklasse. Her kunne der være gode indtægtsmuligheder for luksusskøger. Kommet hertil i sin tekst indskyder Hoffmann: “Dette skal ikke være en roman, hvor oplagt stoffet end kan være til det brug. Hvis der spørges til, hvad Maria i Betania kunne have at gøre i Magdala, behøves der ingen fantasi for at give svaret …” Måske er Hoffmann alligevel kommet til at skrive en roman. Han konkluderer i alle tilfælde, at Maria fra Betania er synderinden og identisk med Maria Magdalene – altså Maria fra Magdala.

For hun elskede meget
Som nævnt i indlægget til 11. søndag efter trinitatis var pave Gregor den Store kommet til samme resultat: Synderinden hos Lukas var Maria Magdalene. Fra Lisbet Kjær Müllers bog Maria Magdalene – Fra apostel til prostitueret skal to uddrag af pavens prædikener gengives:

Maria Magdalene, der var en synderinde i byen, vaskede af kærlighed til sandheden sin forbrydelses pletter bort med tårer, og Sandhedens ord gik i opfyldelse, hvor det hedder: “De mange synder er tilgivet hende, fordi hun elskede meget. Hun, der engang var blevet kold af synd, brændte nemlig senere heftigt af kærlighed.”

Når jeg tænker på Marias anger, vil jeg hellere græde, end sige noget. For hvis nok så stenhårde hjerte vil denne synderindes tårer ikke gøre blødt, så det følger hendes eksempel og angrer? Hun overvejede nemlig, hvad hun havde gjort, og ville ikke lade sig hindre i, hvad hun ville gøre. Mens de holdt måltid, gik hun ind og kom uden at være indbudt, og under måltidet udgød hun tårer. Forstå af hvilken smerte hun, der ikke skammer sig over at græde selv under måltidet, brænder. Lukas kalder denne kvinde for synderinde, men Johannes kalder hende Maria; vi tror, at hun er den Maria, af hvem Markus bevidner, der blev uddrevet syv dæmoner. Og hvad er det, der bliver betegnet som syv dæmoner, andet end alle lasterne? Da nemlig al tid indbefattes i syv dage, er det med rette, at helheden betegnes med syvtallet. Maria, der var fyldt med alle laster, havde altså syv dæmoner. Men se, da hun så sin skændigheds pletter, løb hun til barmhjertighedens kilde for at vaske sig …”

Som man kan se af Georges de La Tours maleri, har Maria Magdalene været indbegrebet af anger lige siden; dvs. lige indtil 1969, hvor den katolske kirke fjernede teksten om skøgen i liturgien til hendes helgendag. Herefter kunne man skelne mellem Maria Magdalene og den bodfærdige skøge.

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft