Dato: 9. august 2026 kl. 10

Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.

I dansede ikke
Denne søndags prædikentekst er Matthæus 11,6-24. Her revser Jesus dem, der har hørt ham og ikke har taget imod hans budskab. Han sammenligner det med børnenes lege. De spillede fløjte, men I dansede ikke. De sang klagesange, men I sørgede ikke. Og når Johannes fastede, var det forkert – og når Jesus spiste og drak, var det også forkert. I de byer, hvor Jesus havde gjort undere, troede de ikke på ham. Det ville de dog have gjort, hvis det havde været i de syndige byer Tyrus, Sidon og Sodoma. Dette må være én måde at forstå denne tekst på.

Kirkekvader og kløvet kamp
I 1100 og 1200 tallet blev der bygget et stort antal stenkirker spredt over hele Danmark. Over 700 af dem blev bygget af kvaderhuggede sten eller kløvet kamp. Mange af dem, der er bygget af rå eller blot kløvede marksten, er overkalkede. Stenene i begge slags kirker er overvejende gnejs og granit. Da Vejstrup Valmenighedskirke blev bygget i 1874/75 valgte man, at den også skulle bygges af kvadersten (fig. 1) – bortset fra tårnet, der er muret op med teglsten. I bogen Kirkekvader og kløvet kamp – en verden af sten skriver forfatteren, Arne Noe-Nygaard, at man har talemåden, at når bjerget ikke vil komme til profeten, må profeten komme til bjerget – i form af sten fra bjergene i de nordiske og baltiske lande. Sten, som er ført hertil med istidens istunger.

Kløvningen
Stenmaterialet har således i mange tilfælde været de forhåndenværende marksten. Skulle man bruge kvadersten, måtte man samle tilstrækkeligt mange store marksten og kløve dem og derefter hugge dem plane på mindst fem af siderne. Bagsiden kunne godt være uforarbejdet og i nogle tilfælde stikke langt ind i muren – i andre tilfælde kunne stenen være forholdsvis tynd, kompenseret af opfyldet i murkernen. Noe-Nygaard forklarer, hvordan kløvningen blev grebet an: Med en spidshammer hugger man nogle kilehuller ud, derefter sætter man en kile i hvert hul med blikkers på hver side. Blikkers er forholdsvis bløde jernstykker, der ikke springer op, når der slås på kilerne. Kilerne er ikke skarpe og må ikke gå i bund, da de udelukkende skal skabe det pres, der får stenen til at dele sig, når der slås på kilerne. Hvis kilerne går i bund, skal de tages op, så der kan indsættes flere blikkers. Når stenen er kløvet, hugges resterne af kilehullerne væk. Det sker dog ikke altid. I så tilfælde vil mærkerne kunne ses i muren. Det er sandsynligvis det, der kan ses et eksempel på i underkanten af stenen på fig. 2. Stenen sidder i muren på valgmenighedskirken. På fig. 1 og 3 kan findes lignende mærker.

Stenmesteren
Martin A. Hansen har i sin bog Orm og Tyr skrevet om de tidlige byggerier af stenkirkerne. “Nu kommer vi til kampestenen. Den store gråsten, som ligger på de danske marker og gemt i jorden, hvorfra intet grundfjeld rager op og forklarer dens herkomst, har nu i mange årtusinder fængslet sindene. (…) Nu oplever da gråstenen sin sidste forvandling, og nu får den endda lov til at vise sine indre, rige farver, tit en glimten som sad der tusind ædle stene i fladen. Sådan sidder kampestenene i kvaderkirken.” Men det kræver folk, der ved hvordan man arbejder med stenene. Derfor skal man have fat i stenmesteren: “Og omsider kommer han med sit slæng, og folk begriber jo ikke at drømmen ikke står skabt næste dag, men at tværtimod stenmesteren og hans huggere bare går og diskuterer, måler lidt, men snakker mest, i dagevis. Vandrer ustandselig rundt og kikker på kampestenene, spytter på dem og gnider det fugtige ud. Omsider forstår menneskene da, at denne herre og hans svende uden videre vil kende alle stenene, hver og en, med farver og stennatur, lige så godt som man kender mennesker.

Mesteren skærer en model af kirken i egetræ, som han har tænkt sig den, i størrelse passende, så det er et rummeligt hus for sognets beboere. Men har præst og bylav studeret modellen, så tilføjer mester, at det er meget muligt, kirken bliver anderledes, nu får man se, hvad stenene siger. En hemmelighedens mand, en forseglet person, det må man sige, skønt han højt diskuterer næsten alt med sine håndværkere, men i afgørelsen er han ene, forklarer sig ikke. Et problem, de andre finder nemt at løse, gør ham langvarigt galsindet. Han går da rundt på stenpladsen med et farligt blidt smil i det store ansigt, der underst har et pynteligt hageskæg, flettet i spidserne, men foroven er dygtigt arret af springende sten, det ene øje sidder dødt som en blyklump i sin hule, han er en Odin, og han går rundt på pladsen og leder efter lejligheder til at være uretfærdig. Finder dem let. Han kasserer kvadre, ja, en stor sokkelsten, ugers arbejde for huggeren, bare fordi hans overnaturlige skarpe øje mener, at profilen er for slap. Men har han også fundet sin egen løsning på problemet, lad det være korets længde i forhold til skibet, så er ingen i tvivl om, at det er det eneste rigtige, og nu går han ikke mere om med sin onde blidhed, men stram og vredladen, hænger som en tordensky over pladsen, men et lystigt uvejr, buldrende. Glade dage.”

Valgmenighedskirken
Kvadrene til ydermurene, skriver Martin A. Hansen, gav håndværkerne arbejde nok i årevis, men i 1874, da byggeriet af Vejstrup Valgmenighedskirke påbegyndtes, gik det anderledes stærkt. Det blev aftalt, at Vejstrup, Aaby, Brudager og Holmdrup skulle køre de kampesten, kirken skulle opføres af. Størstedelen blev hentet i Aaby langs åen på gårdejer Hans Nielsens mark, og en del hentedes fra gårdejer Rasmus Rasmussens mark i Brudager. Allerede 3. pinsedag d. 18. maj var det første læs grundsten kørt ind på pladsen af Kristen Hansen. Alene til grunden skulle der bruges flere hundrede læs. På 17 dage kørte han ca. 100 læs. Som bygmester havde man fået fat i Anders Nielsen fra Høve på Sjælland. Han var specialist i at bygge med med kampesten. D. 17 juni blev grundstenen lagt, og i starten af november stod det ydre af kirken færdig. Disse oplysninger om byggeriet er hentet fra Anders Nørgaards bog Vejstrup Valgmenighed og dens forhistorie.

Skibets sider har 12 skifter over sokkelstenene. En typisk sten har en længde på omkring 37 cm, men der er stor variation. Den længste sten, når der ses bort fra sokkelstenene, er omkring 60 cm. Der er også brugt helt små sten til at udfylde mellemrum, som det kan ses på fig. 3.

Højden på kvaderstenene er omkring de 30 cm. Dog aftager de i højde i de højereliggende skifter. Helt øverst mod tagskægget er der afsluttet med nogle skifter med teglsten.

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft