Dato: d. 6. september 2026 kl. 10.

Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.

Betesda
Denne søndags prædikentekst er Johannes 5,1-15. Jesus er draget til Jerusalem og kommer forbi dammen Betesda, hvor en mængde syge mennesker håber på helbredelse, når Herrens engel til tider skaber røre i vandet. Den første, der når ned i vandet, bliver helbredt. Her ser Jesus en lam mand, der har ligget og ventet i mange år, og han spørger ham: “Vil du være rask?” Den lammes svar tyder på, at han ikke ved hvem Jesus er, men Jesus siger uanfægtet: “Rejs dig, tag din båre og gå!” Og manden tager sin båre og begynder at gå omkring.

Jesu autoritet
Her siges ikke noget om, at ‘din tro har frelst dig’. Manden kender ikke Jesus (eller i det mindste genkender han ham ikke), så da jøderne spørger ham om, hvem der har frelst ham, kan han ikke umiddelbart svare dem. Men de anklager ham for at bryde sabbatten. På sabbatten må man ikke bære sin båre. Nu kunne det lyde som om, han sladrer til jøderne om Jesus: Det var ham, der gjorde det – det er ikke min skyld, at jeg bryder sabbatten. Og senere, da han finder ud af, at det var Jesus, der helbredte ham, vender han tilbage til jøderne og fortæller det. Men det er nok en misforståelse at opfatte den helbredte som en, der sladrer. Han sætter blot Jesu autoritet højere end lovens autoritet. Jesus siger heller ikke ved denne lejlighed, at han ikke må fortælle andre om sin helbredelse, så den helbredtes hensigt er nok blot at udsprede kendskabet til Jesus. Desuden fungerer anden gang den helbredte ‘sladrer’ som overgangen fra underet til Jesu efterfølgende konfrontation med jøderne, som ligger ud over prædikenteksten. Jøderne anklager her Jesus for både at bryde sabbatten og for at gøre sig sig lig med Gud.

At forvalte en gave
Anden gang den helbredte møder Jesus, siger Jesus disse ord til ham: “Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.” Det kunne umiddelbart lyde som en trussel. Det kunne også lyde som en forklaring på, at manden var blevet syg: Han havde syndet. Det skulle han fra nu af holde op med. Han havde fået en ny chance. Det er nu ikke en rar kristendom, der forklarer sygdom med synd, så mon ikke salmedigteren Jens Rosendal har en bedre udlægning i sin evangeliesang for 14. søndag efter trinitatis: Vil du være rask? Her forbindes det ikke med konkret sygdom, men med et mere alment eksistentielt problem: “… det der er er lammet og blindt og dødt. Det skal rejses til glæde igen (…) en engel der rører dit sind og din hånd …” Fjerde vers lyder således:

Det sker. Det skete. Du møder
den Herre som råder hver eneste sag
Om søndag, om mandag, nu spørger han dig
Vil du være rask nu i dag?

Det er et tilbud om en gave. Det er op til den enkelte at tage imod gaven og forvalte den til gavn og glæde for sig selv og næsten.

En falanks af kroppe og et harmonisk cirkelslag
Maleriet Englen rører vandet i Betesda Dam får følgende beskrivelse i Henrik Wivels afsnit i bogen Joakim Skovgaard: “Englen ses som et lysende fikspunkt i billedet, da det som et hvidt vinget lyn mælker vandet. Effekten er udtalt, fordi Joakim Skovgaard netop skaber en konfrontation mellem to grundformer i billedet: den arkitektoniske og den dynamiske. Rammen i billedet udgøres af en romersk loggia, hvis søjler, rundbuer og tag udgør den arkitektoniske klassik. Selve sceneriet derimod er strømmende som dammens vand, ja mere end det. De syge i billedets venstre side udgør et tumultarisk felt, en formidabel malet falanks af kroppe, hvis masen sprænger arkitekturens mønster og uimodståeligt presser sig ind i billedets arkitektoniske ro og dvælende lys. Hermed åbenbarer Joakim Skovgaard endnu en effektfuld modsætning: mellem denne overvættes fysiske tilstedeværelse af mennesker, rytmisk flukturerende, vrængende, vanvidsgrebne og bulne i ansigterne, og så den metafysiske, der udgøres af englens blændende vingefang. Englens åbenbaring skaber uro i den menneskelige sjæl tydeligvis, men englen – og dermed det religiøse- er ikke selv karakteriseret ved uro, men som det ses, ved orden. Således lader Joakim Skovgaard englens strålekrans udgøre et stort harmonisk cirkelslag, der suverænt lukker det guddommelige inde i sin egen sfære.”

Det kan ikke forties
Som nævnt tidligere i indlægget siger Jesus ikke til den heldbredte, at hans tro har frelst ham. Det siges heller ikke – som evangelisterne ofte skriver i forbindelse med helbredelser – at det ikke må fortælles videre. Eksempelvis lyder det et sted: “Og han forbød dem strengt at lade nogen få dette at vide.” Jesus siger selv et andet sted “Sig det ikke.” Men det sker dog alligevel: “Des mere han forbød dem det, des ivrigere forkyndte de det.” Et sted siges det modsatte: “Gå hjem til dine egne og fortæl dem, hvor store ting Herren har gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig.”

Frygt ikke, tro kun
Med hensyn til troen siges det ikke altid åbenlyst, at den er afgørende for helbredelsen, men det ligger som regel underforstået i sammenhængen. “Vær frimodig min søn, dine synder forlades dig.” (Jesus så deres tro.) Men ofte pointeres det, at troen skal være der: “Det skal ske jer som I tror.” “Kvinde, din tro er stor, det ske dig som du vil.” “Frygt ikke, tro kun!” “Alt er muligt for den, der tror.” “Hvis du tror, skal du se Guds herlighed.” “Ikke engang i Israel har jeg set så stor en tro.”

På et tidspunkt har disciplene forsøgt at helbrede en månesyg dreng, uden det er lykkedes, og de spørger Jesus, hvorfor de ikke kunne helbrede ham. Han svarer dem: “Fordi I har så lidt tro; thi sandelig siger jeg jer: Hvis I har tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: ‘Flyt dig derfra og derhen,’ så skal det flytte sig …”

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft