Dato: 4. oktober 2026 kl. 10

Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.

Denne søndags prædikentekst er Johannes 15,1-11. Jesus siger til disciplene: “Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har fortalt jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer.”

Undrager sig forståelse
I indlægget til d. 16. søndag efter trinitatis blev Jens Christian Grøndals bog Min svage tro omtalt. Den indeholder dog stof nok til, at det giver mening at omtale den endnu engang. Grøndal kalder kristendommen for et sprog for vores liv med hinanden og for det, vi ikke forstår. Og den er et sprog, hvori vores afmagt på en gang udtrykkes og vendes til noget andet. Kristendommen unddrager sig forståelse, skriver Grøndal: “Man bliver aldrig færdig med ikke at forstå.”

Det springende punkt
Med syndernes forladelse er vi sat fri, men det springende punkt må ifølge Grøndal være, om vi i den frie ansvarlighed anser os selv for at være autonome. Hvis man i Jesus vil se den første humanist, glemmer man, hvad humanismens guddommeliggørelse af mennesket kan udarte til i form af revolutioners blodbade. Bevægelser, der drømmer om et bedre samfund, udarter ofte, når magten opnås, for magten korrumperer og får os til at forråde idealerne. Grøndal er tilbøjelig til at give Paulus ret, når han (altså Paulus) skriver: “For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” De farligste mennesker er stadig dem, der ikke selv synes, at de har behov for tilgivelse, tilføjer Grøndal. Og det kan Paulus minde os om.

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft