Dato: 18. oktober 2026 kl. 10

Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.
Vikar for Anders Carlsson: Jesper Hougaard Larsen.
Vikar for Mads Klindt Poulsen: Anne Kirk.

Hvad mener I?
Denne søndags prædikentekst er Matthæus 21,28-44. Jesus fortæller her to lignelser med vingården som ydre ramme. Umiddelbart før prædikenteksten har ypperstepræsterne og nogle af folkets ældste henvendt sig til Jesus, for at få ham til at forklare, hvorfra han har retten til at undervise. I stedet for at svare, stiller han dem et modspørgsmål, som de ikke tør svare på. Derpå fortæller han dem to lignelser. Han starter med ordene: Hvad mener I? Og med deres svar komme de uafvidende til at dømme sig selv.

Ovenstående billede er Eugene Burnands (1850-1921) illustration til lignelsen om vingårdsejerens søn. Det viser de forpagtende vinbønders fjendtlige indstilling over for vingårdsejerens søn, som de planlægger at slå ihjel, så han ikke kan modtage høsten.

Jeg var ikke værd at elske
Sidste søndags indlæg fik lige introduceret Anne-Cathrine Riebnitzskys bog Tro i hverdagen, men indlægget kom mere til at handle om to andre bøger, så her vil der blive fokuseret på netop denne bog, dog med en indledende afstikker til hendes i høj grad selvbiografiske roman Forbandede yngel, hvor hun beskriver sine forældre således:
– Om moderen: “En af min mors største forbrydelser var, at hun aldrig var glad (…) Men det værste var, at jeg ikke var god nok til, at hun ville leve. Jeg var ikke værd at elske.”
– Om begge forældre: “Min far var en afstumpet sjæl i en hårdtslående krop. Min mor var ikke afstumpet. Hun valgte bare at lukke øjnene. Hun var en kujon. Og det er hun stadig.”

Tilgivelse
For Anne-Cathrine Riebnitzsky var kristendommen en hjælp til at komme helskindet ud af en svær barndom. En vigtig hjælp var kravet om tilgivelse. Hun skriver, at tilgivelse er noget, du gør for din egen skyld, når man ikke vil leve med bitterhed. Hvis du skal vente på, at du holder op med at hade, kommer du formentlig til at hade i en meget stor del af dit liv. Men tilgivelse er ikke det samme som at sige, at det der skete var okay. Tilgivelse er: “Jeg bruger nu ikke flere kræfter på denne sag. Det sætte mig fri til at leve mit liv (…) At nægte at tilgive svarer nogenlunde til at drikke gift og forvente, at din fjende dør af det.” At nægte at tilgive og bære nag er også en insisteren på at klare problemet selv, så Gud ikke kan få lov at komme til, tilføjer hun. Og ligesom man skal kunne tilgive andre, er det også vigtigt at kunne tilgive sig selv.

Vrede
Vrede er godt, pointerer Riebnitzsky. Det er sundt og klogt, at vi kan blive vrede, når der sker noget ondt, eller noget der overskrider vores grænser, men man skal lægge vreden fra sig, når man skal løse problemet. Her citerer hun Paulus: “Bliv blot vred, men synd ikke.” Vrede er en alarmlampe, ikke et værktøj.

Skyld og ansvar
Det kan godt være nogle andres skyld, at noget dårligt er sket, og det kan også være vedkommendes ansvar at gøre det skete godt igen. Men hvad hvis den vedkommende løber fra sit ansvar? Her mener Riebnitzsky, at det er ens eget ansvar at komme videre og ikke gå rundt og være bitter og forpeste sit eget og andres liv med beklagelser. Så må man selv påtage sig ansvaret for at rette op på det skete. “Man kan bede både Gud og mennesker om hjælp. men man må selv gøre sin del af arbejdet.”

Et skridt ad gangen
For Riebnitzsky har hendes tro i hverdagen været en stor hjælp til at komme videre i livet. Som hun skriver i den første del af bogen: “Gud giver os ikke hele planen. Han angiver typisk et skridt ad gangen. Og først når man har taget det første skridt, kan man se det næste.”

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft