Dato: 11. oktober 2026 kl. 10

Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.

I skal se himlen åben
Denne søndags prædikentekst er Johannes 1,35-51. Her kaldes en række personer til at følge Jesus. Der er tale om Andreas og en unavngiven. De to henvises til Jesus af Johannes Døberen. Desuden Peter, Filip og Nathanael. Jesus benævnes med forskellige ord: Guds lam, rabbi, Messias, Guds søn og Israels konge. Jesus siger til disse første disciple: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.”

Hærskaren
Ovenstående billede er valgt til at illustrere disse Jesu ord. Maleriets tema hører egentlig til et helt andet sted i kirkeåret, hvor Herrens engel forkynder en stor glæde, som skal være for hele folket. “Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker til Guds velbehag.” Billedet er malet af Christen Dalsgaard (1824-1907) og bærer titlen Hyrdernes julenat. Det er dog beskåret til lejligheden for at vise Dalsgaards blændende beskrivelse af hærskaren af engle, der stiger op og stiger ned. Det fulde omfang af maleriet vil blive vist ved førstkommende, passende lejlighed. Det skal lige nævnes, at maleriet, der normalt hænger i Sorø Klosterkirke, tidligere i år blev udsat for hærværk og fik en dyb flænge ned gennem midten af billedet.

Bagagen fra barndommen
Tro i hverdagen er en bog skrevet af Anne-Cathrine Riebnitzsky i serien Kristendommen ifølge … Af bogen kan man forstå, at hun har haft en traumatiserende barndom, men at hendes kristne tro har hjulpet hende til alligevel at få et godt liv som voksen. I bogen skriver hun om emner som tilgivelse, vrede, skyld og ansvar. Det er et problem for hende, at hun ikke har haft trygheden og visheden om, at hun var værd at elske som en bagage medbragt fra barndommen. Hvad en sådan tryghed betyder, kan man få et indblik i ved fx at læse Dylan Thomas’ digt Fern Hill, hvor den voksne digter mindes sin eventyrlige barndom. At det lige er Dylan Thomas’ digt, der bruges her, skyldes Anders Carlssons omtale af arrangementet Rum til eftertanke d. 28/10 i valgmenighedskirken. Et enkelt vers af digtets seks vers skal gengives her i John Høyers gendigtning (fra bogen Dylan Thomas En proces i hjertets vejr):

Og æret og agtet blandt ræve og fasaner ved det glade hus
under de nyskabte skyer og så lykkelig, som hjertet var langt,
i solen, født igen og igen løb jeg
frimodigt omkring,
mine ønsker jog igennem det hushøje græs,
og det bekymrede mig slet ikke på min himmelblå livsvej, at tiden
i al sin melodiske gang så sjældent tillader den slags morgensange,
før børnene grønne og gyldne
følger ham ud af nåden

(Dylan Thomas 1914-1953)

Sorgløst?
Riebnitzsky tager selv udgangspunkt i sin egne barndom, når hun beskriver pigen Lisas liv i sin roman Forbandede yngel. Umiddelbart kan det se sorgløst ud, når man læser følgende beskrivelse i starten af bogen: “Blodet bankede i min krop og i hesten under mig, når vi jog ud over stubmarkerne, hvor mænd og maskiner, støv, sved og høstudbytte, stadig hang i den augustvarme luft, der bar fornemmelsen af evig sommer frem mod min barnlige erindring om, at vinteren vistnok ville vende tilbage. Så glemte jeg alt, mens endnu et stenhegn forsvandt i et vældigt spring og en gysen.

I sommeraftenernes høststøv hjulede jeg ud ad grusvejene på en gammel lyseblå herrecykel med småstenene springende fra dækkene. Lyden af gummi mod småsten, der slynges væk, punkterede stilheden. Jeg anstrengte mig til det yderste. Fornemmelsen af uendelige kræfter, fornemmelsen af, at ingen andre i hele verden nogensinde havde cyklet så hurtigt, pumpede i min krop. Jeg fik tårer i øjnene af de grønne træer, de modne gule marker og den fine rosa aften, der steg op fra trækronerne.

Hvor havde du været uden mig?
Men allerede nogle få sider længere fremme i bogen er Riebnitzsky sprunget til den voksne Lisa, der fører en samtale med sin storebror om deres fælles barndom:
“Hvor havde du været uden din fantastiske søster?” hvisker jeg. Han ser alvorligt på mig.
“I fængsel. Og hvor havde min dejlige lillesøster været uden mig?” spørger han.
“På den lukkede.”
Han slipper mig.
“Ivan Hesselholm, du er en anerkendt krigshelt i dag. Hvordan var din barndom?” spørger jeg.
“Første verdenskrig. Mange døde, mange sårede, få landvindinger.”
“Og din ungdom?”
“Anden verdenskrig, en lang og sej kamp mod en gal tyran, som ingen turde sætte sig op mod. Kampen mod den tredje alders absolutte verdensherredømme.”
Jeg smiler. Jeg holder af Ivans krigsmetaforer, der hver gang får en lille ny drejning. Den tredje alder. Det tredje rige.
“Og du, lille fugl, hvordan har dit liv været?” spørger han mig.
“Som at vokse op på østsiden af Berlinmuren, se det hele blive revet ned og opdage, at man har levet på en løgn.”

Næste uge
Det er hvad der blev plads til for denne gang. Næste uges indlæg vil handle om, hvad der så faktisk står i Anne-Cathrine Riebnitzskys bog Tro i hverdagen.

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft