Dato: 19. april 2026 kl. 10

Efter gudstjenesten er der kaffe/ te i Kirkehuset.
Se søndagens salmer nederst i indlægget.

Sig det lige ud
I denne søndags prædikentekst befinder Jesus sig i Salomos Søjlegange i templet. Her omringes han af fjendtlige jøder, der nu vil have et klart svar: “Hvis du er Kristus, så sig det lige ud.” Jesus svarer: “Jeg og Faderen er ét.” Han er dog godt klar over, at de ikke tror ham: “I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får.” For Jesus kender sine får, og ingen skal rive dem ud af hans hånd. I versene umiddelbart efter prædikenteksten er jøderne så rasende på Jesus, at de samler sten op for at stene ham, men de kommer atter engang til kort konfronteret med Jesu argumenter, og Jesus kan gå uskadt derfra.

Ingen skal rive dem ud af min hånd
Det kunne være Jesu/ Guds hånd, som Arne Haugen Sørensen har tænkt på, da han i 1986 malede ovenstående billede Den udvalgte. Det er afbilledet i kapitlet Mennesket som mål i bogen Skønheden og udyret af Ole Lindboe. Billedet er ikke direkte beskrevet i kapitlet, men man kan læse disse linjer: “Hans tro (dvs. Arne Haugen Sørensens) på menneskets overlevelsesevne er stor og slidstærk. Han kan i sine billeder vær skeptikeren og det meget langt hen, fordi han så konsekvent beskriver dæmoniske sider af menneskelivet. Han kan være den, der frygter undergangen. Han ser angsten i øjnene, bl.a. fordi han ikke magter troen. ‘Jeg er en tvivler,’ siger han, men netop derved kommer han paradoksalt nok til at være den, som tænder et lys i mørket. Mennesket er sin egen frelser. Store hænder holder om os. Et element, man ser i flere af kunstnerens billeder.”

Sin egen frelser?
Mennesket som sin egen frelser harmonerer dårligt med Luthers tankegang og den guddommelige hånd på billedet. Men der er givet en flertydighed i billedet, for i kapitlet nævnes Løgstups Den etiske fordring flere gange med henblik på at betone menneskers ansvar for at tage vare på hinanden. Det enkelte menneske holder i større eller mindre grad sit medmenneskes skæbne i sin hånd. Men det betones også med reference til Bibelen, at mennesker gerne vil gøre det gode, men alligevel gør det onde. Måske kommer Arne Haugen Sørensens tvivl deraf. Gælder tvivlen både troen på kristendommens Gud og menneskets humanisme? For humanismen i sig selv kan ikke stå alene.

Mennesket som målestok
På et andet område er han dog ikke i tvivl. Lindboe skriver: “Kunstneren er ikke i tvivl. Mennesket er centrum i verden. Han bruger altid helt bevidst mennesker som målestok for alle tings sammenhæng og fornuft. ‘Mennesket er det størrelsesforhold, jeg altid starter med. Det er derfor, jeg aldrig er blevet non-figurativ i min kunst. Jeg synes, det er et enormt tab, det moderne maleri har påført sig selv ved at gå uden om mennesket,’ forklarer Arne Haugen Sørensen. (…) Ethvert menneske er dybt afhængigt af andre mennesker. Det er det, den danske religionsfilosof K.E. Løgstup kaldte ‘den etiske fordring’. At alt, hvad vi gør, selv den mindste og ubetydeligste handling har en betydning for andre mennesker.”

Synd er ….
Haugen Sørensen undersøger det menneskelige gennem sit maleri. Han kan ikke bare konkludere, at mennesket er godt, for som han siger, kan mennesket være en skrækkelig bandit, som man skal holde i ørerne, for at det ikke skal udvikle sig forfærdeligt og begå forfærdelige ting. “Vi har muligheder i os, der gør os livsfarlige for andre mennesker. Vi kan gøre ting, der er dyriske. Eller mere præcist: Værre end det dyrene gør. Vi har alle muligheder i os – infame eller himmelske. Spændvidden er stor. Jo ældre jeg bliver, jo mere kan jeg godt se, at der er noget, der hedder synd, selv om jeg nødigt vil bruge ordet synd. Men der er altså grundlag for at kalde mennesker for syndere. (…) Synden er de mange gange, vi svigter andre mennesker. Synden er, at vi gør andre fortræd – også når det sker i den bedste mening. Synd er, når vi ikke holder os selv i ørerne. Synd er, når vi lyver for os selv. Synd er, når vi sjusker med livet. Det er også synd, når vi gør, hvad vi ikke vil og undlader det, vi gerne vil.”

Hvor det onde starter
I Haugen Sørensen optik har kunsten en opgave i at fortælle det ubehagelige – ikke at pynte på den rå virkelighed. Man skal ikke bare definere noget som ondt, for så er det for let at sige, at det ikke vedkommer en selv – det er jo bare de andre. “Men i det øjeblik du kan mærke, at det er inden i dig selv, at det hele starter … ja, så begynder en erkendelse, som er vigtig. Så begynder man at være menneske.”

At spejle sig i de kristne motiver
Bogen, der citeres fra, er fra 2002. Er Haugen Sørensen mon blevet mere troende siden da? I en nyere bog, Arne Haugen Sørensen Museum Videbæk 2017, kan man læse: “Han betragter sig ikke som kristen i gængs forstand. Og dog! (…) Der er mange ting i kristendommen og i genopstandelsen især, som han er for moderne til at tro på. Men han elsker historierne, han elsker myterne, fordi han kan spejle sig i dem. Han kan spejle sig i myterne, han kan spejle sig i de kristne historier, og ved at male dem så kommer han længere og længere ind i sig selv. Han opdager en side af sig selv, som han ikke anede eksisterede. Derfor er han også et forandret menneske for hver gang, han har malet et af disse kristne motiver.”

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft

Vi synger følgende salmer:
DDS 724 – Solen stråler over vang
Løsark – Lad morgengryet finde en hverdag genfortalt*
Løsark – Gå med blæsten i dit ansigt**
DDS 248 – Med thomaskravet står vi her
Løsark – Igen berørt***
LU 83 – Det suser af vinger i luften i nat

LU=Salmesamlingen Lysets Utålmodighed
* Fra Lisbeth Smedegaard Andersen salmesamling Lysets vinge over dig
Synges på melodien til Når vinterstormen hærger fra LU
** Fra Lisbeth Smedegaard Andersens salmesamling I tid og evighed
*** Fra Kirkesangbogen og/eller 100 salmer