Dato: 9. november 2025 kl. 10

Efter gudstjenesten er der medlemsmøde i Vejstrup Forsamlingshus kl. 12.

Denne søndags prædikentekst er Johannes 4,46- 53. En kongelig embedsmand beder Jesus om at følge med ham for at helbrede sønnen, der ligger for døden. Jesus går dog ikke med, men siger: “Gå hjem, din søn lever.” Embedsmanden tror på Jesu ord, og da han kommer hjem, er sønnen blevet rask.

Ventede på nogen, der ventede med at komme
Karl Kristan fortalte om sin opvækst i Hvide Sande og sang og spillede nogle numre fra sin plade ‘Ventede På Nogen, Der Ventede Med At Komme’. Det var på førstedagen af valgmenighedens 150-års jubilæumsfest i september. Det, der fyldte megen for Karl Kristian, var skellet i det lille samfund mellem de stærkt troende og de andre. Mellem kirken og kroen. Var det mon ikke muligt at bygge bro mellem de to grupperinger? Desuden begyndte tvivlen at melde sig.

Bragende som vild energi
Som en første udvej måtte han væk fra byen, og musikken blev en støtte for hans vej ud. “Vores fortid er alt hvad vi har med os/ Samt god plads i vores kuffert til nye dage.” Musikken “…kommer bragende med vild energi/ Som det vi mangler ord for at sige/ kommer bragende som lyd i farver musikkens hær/Toner som spiller som aldrig før lige der.”

Liv og sjæl
I denne sang gør han sig tanker om de andre unge mennesker i byen, som ikke ikke kom i kirken: “Troede de på noget og hvad troede vi det gjorde ved os?/ Var det som om vi ikke ledte efter vejene ud?” “Lad os gå i alle mulige retninger sagde jeg til mit andet jeg.”

Ulven på sletten
Det er svært at bryde med sin baggrund. Det handler denne sang om: “Som ulven på sletten der nok aldrig får forladt sin flok.” Uden for flokken vil den ikke kunne klare sig. Kan Karl Kristian forlade sin flok? Både og: “Trak mig fra stammen men vi står stadig sammen.”

Stille storm
Men han kan tage blæsten fra Hvide Sande med sig; den kan han ikke løbe fra: “Hvis vinden vender rigtigt så flyver vi bare.” “En stille storm er altid i gang inde i mit hoved og der hvor jeg boede.”

Håbet jeg har fået
Tvivl og håb brydes i hans sind i denne sang: “Tænkte på de ting der kunne lysne der kunne åbne/ Op for overvejelser forbudt/ Brød så ud af mængden for at finde lidt til håbet/ Håbet jeg har fået af alt det der var fortrudt.”

Ud af flækken
Her vendes en talemåde på hovedet og tages bogstaveligt. Han må ud af flækken Hvide Sande med de savn og usikkerheder, der bliver konsekvensen. Ingenting er sikkert, bortset fra at han “… nu nok er sikker på at havet også hvæser i morgen/ Hvæser lidt af mig og det nyder jeg i hver eneste nerve.”

Min by. Mit hjerte
Her synger han om opdelingen af dem, der synger i kirken og dem der sidder på kroen. Ser de på ham og tænker, om han stadig frygter at blive dømt – fordømt?

Jeg tror. Jeg ved
Der tages afsked: “Jeg tror jeg rejser nu.” “Ude i verden med en drøm henover bjerge/ Der hvor vinden den må bære af sig selv/ Har jeg fundet ind til noget der kan være/ Uden spørgsmål om at være noget som helst.”

Tvivlen. Den er kommet for at blive
Pladen afsluttes med denne sang. Han bor nu et nyt sted: “Jeg synger ikke salmerne i kirken mere/ Men nynner med i rummets vilde klang/ Og jeg læser hvert et ord de vejer mere end men tror/ En undren der for evigt i mig bor.”

Sangene på pladen er skrevet sammen med Tue West. Citaterne fra sangene i dette indlæg er skrevet, som de står på pladens omslag.

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft