Dato: søndag d. 2. november kl. 17.

Sangerinde Thea Boel Gjerum medvirker.
Se søndagens salmer nederst i indlægget.

Salige er de fattige i ånden
Denne søndags prædikentekst er Matthæus 5,1-12, hvor Jesus holder bjergprædikenen. Den indledes med saligprisningerne. Den indledende er: “Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.” De fattige i ånden kunne lyde som nogle, der ikke er særligt begavede, men her skal man læse hele sætningen omhyggeligt, for det er de fattige, der er salige, og de er salige i ånden. Det står da også klart, hvis man går til Lukas 6,20: “Salige er I, som er fattige.”

Salig, glückselig, blessed
Men hvad så med ordet ‘salig’? Hvad er man, når man er salig? Hvis man er tysker, er man ‘glückselig’, og en englænder er ‘blessed’. På dansk kan betydningen nok ikke indfanges i et enkelt ord. Bibelen på nudansk (2020) bruger ordet ‘heldige’: “I virkeligheden er I heldige, hvis I er fattige og har fået Helligånden, for I hører til hos Gud.” Måske vil man få en mere dækkende betydning af ordet ‘salige’, hvis man mixer de tre ord ‘fromme’, ‘heldige’ og ‘lykkelige’, og supplerer med det engelske ‘blessed’ i betydningen at få fred/ at blive frelst suppleret med at få overført kraft fra den åndelige verden (velsignelse).

I bogen ‘Det ny Testamente gengivet af danske Digtere’ fra 1944 har forfatteren Harry Søiberg dette bud på saligprisningen: “Hvilken lykke for de fattige, at de kommer under Guds beskyttelse.” Kaj Munk har denne version: “Hvilken lykke for jer magtesløse, for I har del i Guds Herredømme.”

Fri os fra det onde
Birte Wolf, der skrev bogen ‘Du drømte, at livet var lykke’, da hun var blevet 90 år, er på linje med Kaj Munks brug af ordet magtesløse. Hun skriver: “Problemet er begrebet magt, og den ondskab, der følger med magten, ikke nødvendigvis, men meget ofte. Spørgsmålet er, om man ikke kan neutralisere magten, så den ikke henfalder til ondskab, eller er menneskenaturen fra Skaberens hånd sådan, at den ikke kan undgås?” Her citerer hun så Brorsons salme 688, vers 3: ‘Skal kærlighed sin prøve stå’:

Ja, ser vi til vor egen magt,
da er man let i harnisk bragt
og finder ingen kraft imod
den gamle Adams olme blod.

“I Fadervor,” skriver Birte Wolf videre, “beder vi: “Fri os fra det onde.” Her tænker de fleste vel på den ondskab, som rammer os selv, men vi bør måske i endnu højere grad bede om, at vi bliver fri for ondskaben i os selv. De magtesløse kan ikke være onde, men har man magt, er det meget svært at undgå engang mellem at være ond. (…) Salige er de fattige i ånden, det vil sige dem som ingen magt har, thi de skal arve riget.”

Alle helgens dag og alle sjæles dag
Askov Højskole udgav i en årrække tidsskriftet Dansk Udsyn. I nr. 1 fra 1978, skriver teologen P.G. Lindhardt en artikel om allehelgensdag. Han skriver at dagen er et levn fra en fortid før kristendommens dage. Småfolk knyttede sig i det romerske samfund til patroner, som beskyttede dem til gengæld for deres beundring og stemmer. I den romersk-katolske kirke gik dette videre til et system af helgener m.m., som i det himmelske inden for hvert sit begrænsede område skulle yde tilbederne beskyttelse, men der var ikke dage nok i året til disse mange helgener, så de fik en fælles dag: alle helgens dag. Dagen efter denne dag var allesjælesdag. Her samledes man om mindet om de henfarne, slægten, som havde gjort en til den, man var. “Den 1. november så man op til alle de små helgener, som dog i al beskedenhed havde været lys og salt i verden; den 2. november så man tilbage med tak til dem, der lærte os den kristne tro. På den måde var både fortid og fremtid dækket ind, og livet fik sit rette længdeperspektiv.” Ved reformationen forsvandt alle helgenerne og dermed også indholdet i allehelgensdag. Dog var det på allehelgensaften, at Luther rejste sit oprør, fortæller Lindhardt videre. Så kunne man fejre dagen som reformationens jubilæumsdag, men det blev aldrig helt det samme, for nu fejrede man jo blot sig selv. Dog har allehelgensdag mange steder fået en ny folkelig og folkereligiøs betydning: “Dødefest havde den altid været, og nu blev det skik at samles på kirkegårdene, pynte gravene med lys og blomster, deltage i en særlig allehelgensdagsandagt i kirkegårdskapeller og kirker, der havde en kirkegård omkring sig. Alle, der havde nogen at græde over og savne, kunne ty derhen og samle sig om deres minder, deres sorg og måske deres håb.”

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft

Vi synger følgende salmer:
DDS 731 – Nu står der skum fra bølgetop
HS 481 – Som solskin over mark og hav
DDS 787 – Du, som har tændt millioner af stjerner
LU – 954 – Ser ud over landet med skoven
HS 485 – Skybrud

HS=Højskolesangbogen
LU= Salmesamlingen ‘Lysets utålmodighed’