Dato: 4. maj 2025 kl. 19

Sanger Laura Dam medvirker ved gudstjenesten.

Denne søndags prædikentekst er Johannes 10, 11-16. Jesus siger: “Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig (…) Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.” Igen har vi med en tekst at gøre, der betoner, at det glædelige budskab er et tilbud til alle mennesker, ikke kun jøderne.

Af to præsters beredskabsdigte
I den nedenstående tekst, som ikke indgår gudstjenesten, vil der blive citeret fra digte af de to præster Niels Gottschalck-Hansen (1909-68) og Kaj Munk (1898-1944). Det skal nævnes, at der kun er et minimalt overlap med de digte og digtere, der præsenteres ved valgmenighedens befrielsesarrangement lørdag d. 3. maj, hvor temaet for de valgte digte er et andet.

Nogle har påpeget – muligvis ironisk – at en stor del af modstandskampen under besættelsen foregik pr. vers. Blandt andet de to ovennævnte præster deltog med beredskabsdigte. Niels Gottschalck-Hansen fik i 1945 udgivet den lille digtsamling ‘Fra besættelsens dage’. Digtene kan virke noget bedagede i dag, men nogle få tekstbidder skal her trækkes frem. Et naturligt spørgsmål at stille, når der er krig, er: Hvor er Gud? Og det er da også titlen på samlingens første digt, der begynder således:

Sover du Gud, i din himmelsal
og glemmer al jordens elende?
Verden er stedt i Helvedes kval,
hvornår skal vor pine få ende?

I digtets sidste vers konkluderer Niels Gottschalck-Hansen, at pinen er selvforskyldt, for “verden den sveg sin Gud, var nok i sig selv; / se, derfor må mennesket lide.” Det kunne lede tanken hen på en gammeltestamentlig nidkær Gud, men hvorfor give Gud skylden (selv om det skulle være på grund af menneskers svigt), når mennesker sagtens selv kan klare at igangsætte katastrofale krige og ødelæggelser. Gottschalck-Hansen er dog her på linje med Kaj Munk, der i ‘Bods- og bededagsbøn’ formulerer det således:

Skal vi rase mod din svøbe,
som du strimer vore lænder?
Herre, nej, vi dybt os bøjer,
se, vi får hvad vi fortjener.

Du, som var så god imod os,
du, som gav med runde hænder –
agted vi din gave ringe,
får vi nu hvad vi fortjener.

Også om mange af Kaj Munks digte kan det siges, at de er bedagede – en litterat har sågar kaldt dem ‘trannede’ – men der kan også udvaskes guld af nogle af dem. Fx ‘Lov er liv’: “Tro ikke, at med ubesmittet ånde / dit hjertes nej kan bli’ din læbes ja. / Hvis du vil gå den sorte mand til hånde, / skal du erfare, at det smitter af. / At ville sejr og spare sig for kampen er gift for folkets sjæl og dårespil.”

I digtet ‘Alle fronters Gud’ lader han Gud sige (velsagtens til Hitler og hans kumpaner):
“Hvad du sår – du høste skal det samme. / Grib til dit sværd, og sværdet skal dig ramme.”

Nu tilbage til Niels Gottschalck-Hansen. I digtet ‘Mod’ får tyskernes håndlangere tørt på; det er nemt at være modig, når man går i flok:

Der findes en form for kraft og mod,
som selv den usle kan øve:
Enhver, der knæler for Hitlers fod,
kan stjæle, rane og røve.

Det mod vi fandt i von Schalburghs hær,
i hele den vilde bande;
men kom de enkeltvis hver især,
var ‘helten’ veg som en vante.

Også de af bønderne, der var lidt for begejstrede for at handle med tyskerne, får læst og påskrevet af Gottschalck-Hansen i digtet ‘Den rige bonde’. Alle digtets tre vers slutter med den samme enslydende linje. Den rimer på henholdsvis ‘… den smerte som Satan’ forvolder’ og ‘… den onde jubler og solder’ og ‘… når hele nationen sin kraft udfolder’. Og linjen er: ‘…er bonden tilfreds, blot priserne holder.’

‘Så fik vi fred’ er digtsamlingens sidste digt. Heri findes verset:

Så slutter vi med Gud den pagt,
at vi om landet vil stå vagt,
og kæmpe for vor ret og ro
til frit at tænke, tale, tro.
Det går igennem ben og marv,
at fred og frihed blev vor arv.

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft