Dato: 16. marts 2025 kl. 17

Vikar for Anders Carlsson er denne søndag Anders Lundbeck, Kerteminde.
Se søndagens salmer nederst i indlægget.

Denne søndag prædikentekst er Matthæus 15,21-28. En kana’anæisk kvinde kontakter Jesus for at få hans hjælp til sin syge datter. Det er Jesus åbenbart ikke i humør til, for han afviser hende tre gange. Først med tavshed, så med begrundelsen, at hun ikke er jøde og til sidst med de fornærmende ord: “Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.” Måske har det alligevel ikke noget med Jesu humør eller fornærmelse at gøre. Måske vil Jesus blot sætte kvindens tro på en prøve, og Jesus er måske i en fase af sit liv, hvor det først og fremmest handler om jøderne. Den kana’anæiske kvinde kunne have valgt at blive fornærmet. Står man i en situation, hvor man kan vælge at tolke noget positivt eller negativt, vælger nogle helst den negative tolkning. Det kan føre til et liv med mindre glæde end nødvendigt. Omvendt er man lalleglad, hvis man altid vælger den positive tolkning, men hvis der ikke er grund til andet, hvorfor så ikke vælge den positive? Det gør kvinden, hun bliver ikke fornærmet, men tager Jesus på ordet. Hun anerkender billedet med hundene og drejer det til sin egen fordel: “Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, der falder fra deres herres bord.” Vi ved, at Jesus har humor, så måske var hans afvisende holdning blot en spøg. Kvindens ord falder i god jord: “Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.”

Livets Gud har ingen hænder
Bjarne Lenau Henriksen (BLH) er tidligere præst ved bl.a. Maria Kirke og Mariatjenesten. I bogserien ‘Kristendommen ifølge …’ har han skrevet ‘Kristendommens menneskelighed’. “Jeg skal være menneske for andre,” skriver han. “Det gælder i min egen og i min private tilværelse, og det gælder i mit møde med mennesker i nød. Det er den slidsomme, svære undertiden tunge arbejdskrævende del af kristendommen (…) Man kan blive træt, trist og ulykkelig af at være medmenneske. Men man kan i allerhøjeste grad også blive det modsatte.” Her citerer han fra Lars Busk Sørensens salme ‘Menneske, din egen magt’:

Livets Gud har ingen hænder,
derfor er det dig han sender,
når din næste lider nød.

Hvis nogen skulle tænke, at BLH her har citeret forkert, er det ikke så underligt. Godt nok skrev Lars Busk Sørensen sådan i salmen, der er fra 1986, men salmebogen er fra 2003, og salmebogskommissionen har nok tænkt, at der var noget, der skulle ændres, for at salmen kunne blive optaget, så nu lyder salme 370, vers 2, linje 3 således: “Livets Gud har dine hænder.”

Scorekursus
BLH arbejder som ulønnet seniorpræst i Horserød fængsel. Her fortæller han om nogle samtaler, han har med de indsatte mænd. Kærligheden kan have trange kår for en indsat. Der opstår nemt jalousi, når man ikke ved, hvad kæresten foretager sig. “Det tror pokker,” siger BLH til dem. “Hvis jeres kærester har det samme syn på mænd, som I har på piger, så boller de da frisk og frejdigt uden om, alt hvad de kan, mens I henslæber livet herinde.” “Du er alt for gammel,” siger K. “Du har sgu aldrig været 20 og haft en kæreste, der gik alene på diskotek med veninderne.” “Det sidste er rigtigt,” siger BLH, “men jeg har været 20 og havde ikke de helt store problemer med at score.” Fangerne kigger vantro på ham og vil høre mere. Hvordan havde han båret sig ad? “Jo, det havde noget med, at pigerne ikke bare skulle tages på brysterne, men også på ordet.” “Hvad for ord?” ville fangerne vide, men her bryder BLH af og siger, at den snak må vente til næste uge, når han kommer igen. I løbet af ugen breder rygtet sig så, at når præsten kommer, så er der scorekursus.

Boblerne i bækken
Og det er sådan set rigtigt nok. Da de atter er forsamlede, lægger præsten hårdt ud med at læse disse linjer højt:

Hold fastere omkring mig
med dine runde arme;
hold fast, imens dit hjerte
endnu har blod og varme.
Om lidt så er vi skilt ad.
som bærrene på hækken;
om lidt er vi forsvundne,
som boblerne i bækken.

Ordene går lige ind, undtagen hos L: “Det er sgu da ikke andet end angst og angst oveni.” Det må præsten give ham ret i, for digtet, der er skrevet af Emil Aarestrup, har titlen ‘Angst’. “Der er ikke noget så angstprovokerende som kærligheden. For på et tidspunkt forsvinder den.” Fangerne får kopier af digtet med i cellerne, og K får to kopier, så kæresten kan få den ene. Præsten citerer også fra Benny Andersen:

Lille sang til Nina
Jeg ved det ikke varer ved.
Du har en anden kær.
Men du har lært mig kærlighed.
du er mig evigt nær.

Den fanger P, hvis kæreste lige har slået op, straks: “Det, Benny Andersen siger, er det ikke det samme som: Hellere miste en elsket, end at miste det at elske?” Kærligheden er altså livet værd, tænker præsten, mens han låser fangerne ind i hver deres celle igen.

Næste for offerets gerningsmand
“Det er mig, der er næste for det nødstedte offer,” skriver BLH andetsteds i bogen, “og næste for offeret gerningsmand.” Troen kan føre meget med sig – og troen kan forføre. Troen kan fastlåse virkeligheden i et univers af uimodståelig og uigendrivelig sandhed. Kom som du er, og bliv som os andre. Ensporetheden er åbenbar. Fanatismen ligger parat. Den fanatiske tro rummer en latent risiko for totalitær bedreviden. Det findes ikke kun i kristen udgave, men finder vej ind i alle religioner, ideologier og terapeutiske strømninger.

BLH hylder derimod åbenhedens tro – usikkerhedens og uvishedens tro. “Det er måske den tro, der bedst kan bære med på tabet, fortvivlelsen, håbløsheden og meningsløsheden, alt imens den læner sig op ad afmagtens hærdebrede ryg (…) Dens tilgang til sig selv og menneskelivet er undrende, spørgende, undersøgende, videbegærlig, nænsom og ydmyg.” “Giv mig den tro, der ikke søgte læ,” citerer han Halfdan Rasmussen for. Det er fra digtet ‘Mellem skygger’ fra samlingen ‘På knæ for livet’. Linjerne er fra digtets sidste vers, som nok kan fortjene at blive gengivet i sin helhed:

Skænk mig den fred,
som hjertet aldrig kendte.
Giv mig den tro,
som aldrig søgte læ.
Og jeg vil knæle
for hvert bål du tændte
i skyggen mellem
livets lyse knæ.

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft

‘ Fra Iben Krogsdals ‘Som de første forårsdage’, Højskolesangbogen 286.

Vi synger nedenstående salmer:
DDS 754 – Se, nu stiger solen
DDS 410 – Som tørstige hjort monne skrige
DDS 172 – Se, vi går op til Jerusalem
DDS 158 – Kvindelil, din tro er stor
DDS 473 – Dit minde skal, o Jesus
DDS 217 – Min Jesus, lad mit hjerte få