3. søndag i fasten

3. søndag i fasten

Dato: 23. marts 2025 kl. 10.

Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.
Se søndagens salmer nederst i indlægget.

Søndagens prædikentekst (Lukas 11,14-28) indeholder flere elementer. Jesus uddriver en dæmon fra en stum, Jesus anklages for at stå i ledtog med den onde fyrste, Jesus fortæller om den stærke, der overmandes af den stærkere, Jesus udtaler: Den, der ikke er med mig, er imod mig, og til sidst taler Jesus om den uddrevne dæmon, der vender tilbage og tager syv af sine venner med.

Angsten for det gode
Johannes Møllehave påpeger et sted i en af sine mange tekster, at Kierkegaard gør opmærksom på, at dæmoner i Det Ny Testamente ofte beskrives som stumme. Det skulle betyde, at det dæmoniske menneske ikke ønsker at få talt ud – at være åben. Det lukker sig inde i sig selv. Det vil ikke tage imod livet som en gave. Det dæmoniske er det sammenhængsøse, det splittede (Satan er det hebræiske ord for splittelse). Det dæmoniske er angsten for det gode. Det dæmoniske er det tomme og indholdsløse. Det kunne lyde som en advarsel til dem, hvis hus er blevet tomt og indholdsløst. Den urene dæmon, der er blevet drevet ud, siger jo netop: “Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er blevet drevet ud af.’ Det er i mellemtiden blevet prydet og fejet, så dæmonen kan sagtens være bekendt at tage syv af sine gode venner med.

Se dæmonen i øjnene
Hvis man vil se sin evt. logerende dæmon i øjnene, kan man prøve at tage en Rorschach-test. Det er en tilfældigt afsat blækklat, der er fremstillet på en sådan måde, at den er symmetrisk. Erik A. Nielsen skriver i bogen ‘Himmelspejlet’ disse linjer om fænomenet: “Måske åbner disse klatter en vej til andre ellers fortrængte kræfter i mennesker. Nogle har ment, at på denne grænse ligger skellet mellem det bevidste og det ubevidste. I al fald har ældre psykologi med såkaldte Rorschach-prøver anvendt teknikken for at kunne studere associationsdannelse og billedtilblivelse i sine forsøgspersoner og patienter (…) De tydninger, forsøgspersonerne læser ind i klatterne, tolkes som billeddannelser, personerne ikke selv har kontrol over. Og hvor kommer de da fra. I blækklatten er rationaliteten truet – eller den er skræmmende, fordi vi ikke kender og ikke kan gennemskue den. Der er et vist mål af bedrageri, pseudovidenskabelig påståelighed i disse såkaldt videnskabelige prøver, fordi de ikke drejer sig om, hvad billedet forestiller, men om hvad den iagttagende forestiller sig, og analytikeren derpå kan prakke sin kliniske tydning på.”

Lad ikke ‘huset’ stå tomt
Læseren af dette indlæg har næppe kunnet undgå at se ovenstående illustration. Hvis vedkommende ligesom undertegnede har kunnet se en dæmon, kan man jo frygte for, hvad Rorschach-testen så konkluderer om en. Personligt er jeg dog ikke bekymret, da mit ‘hus’ ikke er tomt. Jeg har ladet troen på Jesus som Guds søn flytte ind. De, der har ladet pseudovidenskaber eller pseudoreligioner flytte ind, kan måske være mere nervøse. Angående Rorschach-testens validitet skal man nok bide mærke i Erik A. Nielsens specificering: ‘ældre psykologi’. Testen er blevet forfinet gennem mange års udvikling, men det er dog stadig afgørende, at den kun anvendes til lige præcis det, den er udviklet til.

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft

Vi synger følgende salmer:
DDS 28 – De dybeste lag i mit hjerte
DDS 636 – Midt i alt det meningsløse
Løsark – Syng for alverdens urolige hjerter
DDS 637 – Du som mætted tusind munde*
Løsark – At være Guds barn**
HS 286 – Som de første forårsdage

HS=Højskolesangbogen

* Mads Klindt Poulsens melodi – se noden under 1. søndag i fasten 9. marts 2025
** Fra Lisbeth Smedegaard Andersens nye salmesamling ‘Lysets vinge over dig’