Midfaste

Midfaste

Dato: 10. marts kl. 10

Efter gudstjenesten er der kaffe/te i kirkehuset.
Se søndagens salmer nederst på siden.

Det sande brød
I de to evangelietekster til midfasten spiller ordet brød en stor rolle. Ved bespisningen ved Genesaret Sø mætter fem brød og to fisk en skare på 5000. I den anden tekst siger Jesus til sine tilhørere: “Arbejd ikke for den mad, der forgår, men for den, der består af evigt liv, som Menneskesønnen vil give jer.” Senere siger han: “… men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. Guds brød er det. (…) Jeg er livets brød.”

Kaj Munk om altergangen
“Jeg er livets brød” er også ord der kan bruges ved altergangen. I marts 1930 holdt Kaj Munk en prædiken, hvor altergangen er hans tema. Han slutter den af således:
“Og vi andre – hvordan er vi målt med vor nabos alen – fulde af selvindbildskhed og selvfornøjethed eller – usselt selvoptagne og usselt selvforkastende, så alt, hvad vi gør, synes os tomt og fordrejet. Måske ved vi ikke af, at vi er sådan i naboens øjne, måske er vi det endog i vore egne, ligegyldigt – der er i altergangen noget, der kan hæve os over dette, over os selv og ind i os selv – vi føler og kan i en stor, stille altergang opleve en følelse af, at der er andet i os end slagger – især når vi først har følt slaggerne – meget, vi så inderligt gerne ville ikke skulle gå til. Dette er det. Jesus styrker til evigt liv i os ved at give af sig selv. Dem, der føler dette, kommer han i møde med de ord: Jeg er livets brød.”

Indsigter der nærmest er umulige at fastholde
Altergangen er et af de faste holdepunkter i en genkendelig gudstjeneste, og genkendeligheden er noget af det, digteren Søren Ulrik Thomsen sætter pris på ved den almindelige danske gudstjeneste. I Kristeligt Dagblad har han for et par år siden udtalt:
“… at gå til gudstjeneste hver søndag bliver en måde at skandere tilværelsen på i en vanvittigt omskiftelig verden. I en verden, der hele tiden ændrer sig, sker der i kirken hver søndag stort set det samme. Og det er nødvendigt, for mange af kristendommens indsigter er næsten umulige at fastholde. Så man skal gå i kirke for at forny sin taknemmelighed. Og der er én af de ting, gudstjenesten kan bruges til; at holde de erkendelser svævende, som ikke kan fastholdes. (…) To dage efter, man har været i kirke, er man igen i en tilstand, hvor man er utaknemmelig, forkaster sig selv eller nægter at tilgive andre, fordi man igen har glemt, at man selv har behov for tilgivelse. Og så må man i kirke igen næste søndag! (…) Man erkender at være afhængig af Guds nåde, og derfor glider kyrie også direkte over i gloria: ‘Ære være Gud i det højeste!’ Og det er jo igen noget, der ikke kan fastholdes, ikke en tilstand, man kan gå og være i fra morgen til aften, og derfor er den faste liturgi vigtig. For når man synger det i kirken, kan man være i det.”

Der synges følgende salmer:
DDS 743 – Nu rinder solen op af østerlide
DDS 31 – Til himlene rækker din miskundhed, Gud
DDS 28 – De dybeste lag i mit hjerte
DDS 412 – Som vintergrene
DDS 476 – Kornet som dør i jorden
DDS 11 – Nu takker alle Gud