3. søndag i fasten

3. søndag i fasten

Dato: 3. marts kl. 19

Se hvilke salmer, der synges, nederst på siden.

Helbredelsen af den blinde af Walter Habdank

Hovedsagen er det samlede budskab
Også i evangelieteksterne til denne søndag helbreder Jesus de syge, der kommer til ham. Tit drejer det sig om uddrivelse af onde ånder eller dæmoner. Vi kalder det undere. Jesus vil gerne have sig frabedt, at de helbredte spreder vidt og bredt, at han har helbredt dem. Han har gjort det af medlidenhed og omsorg og ikke blot for at bevise, at han er Guds søn. Som Ebbe Kløvedal Reich skriver i et kapitel i bogen ‘Kristendom fra a til å’, så afleder de opmærksomheden fra det egentlige store under: Gudsriget og skaberværket, og des svagere er troen. “Tegnet på gudskraften er, siger Jesus, hans samlede budskab, liv, død og opstandelse. Ikke at han ind imellem gjorde blinde seende og opvakte døde. (…) Hvis troen på den gode Gud er stærk nok, behøver den ikke historier om undere til at afstive sig med. Til gengæld, siger Jesus, kan troen selv udvirke undere, når det virkelig gælder.”

Tomhedens umulighed
Jens Rosendal har skrevet evangeliesangen ‘Tomhedens umulighed’ om uddrivelsen af en dæmon. Når dæmonen er drevet ud, kan den have efterladt sig et tomrum, så der er god plads til, at ny ondskab kan flytte ind. De 3 sidste vers lyder sådan:

Du ønsker dig ofte en bolig,
der står helt ren og tom.
hver eneste gang går det galt igen,
sådan er livets dom.

Lad ordet fra Jesus bygge
en fæstning i dit sind,
så ser du det klart, at tomhedens plads
selv byder det onde ind.

Så lad mig da altid høre
om kærlighedens vej.
Fra nu af, hver dag, driv du mig afsted
med hjertet besat af dig.

Der synges følgende salmer:
DDS 28 – De dybeste lag i mit hjerte
DDS 502 – Jeg har en angst
DDS 636 – Midt i alt det meningsløse
DDS 674 – Sov sødt, barnlille
DDS 634 – Du ved det nok, mit hjerte
Løsark – Igen berørt
HS 128 – Mørkets sang