Prædiken til 2. s. e. helligtrekonger (2023)

Prædiken til 2. s. e. helligtrekonger (2023)

Kan vand blive til vin?

Ja, det kan det da. For det er det, der sker, når druesaften går i gæring.

Først suger druen vand og væde fra vinstokken – så modnes druen – man tramper på druen – og den brister. Saften løber af og forbinder sig med gæren, som sidder på skallen.

Langsomt bliver den ugærede druesaft forvandlet til en stærkere drik.

Vand bliver til vin.

Væsken er – tilsyneladende – den samme, men den har nu fået en ny og overraskende virkning. For druesaften indeholder mulighed for spiritus.

Vand er blevet til vin.

Det er der ikke noget mærkeligt i. Det er helt naturligt.

Så Jesus er også naturlig. Han kan forvandle vand til vin – ligesom vindruen. Jesus er altså en vindrue.

Det lyder fuldstændigt som det rene Erasmus Montanus – altså Erasmus Montanus´ logik for morlille: ”Når hverken stenen eller morlille kan flyve, ja så må morlille ergo være en sten…”.

Men med billedet af Jesus som en vindrue rører vi ved et af traditionens stærkeste billeder – eller ”tegn”, sådan som Johannesevangeliet kalder vin-underet ved brylluppet i Kana.

Jesus er ”Guds lam” – han er fårenes hyrde – han er ”vejen” – han er ”vintræet” og han er ”kvisten” fra Isajs stub. Johannesevangeliet bruger billeder – mange billeder – når det udfolder dén gåde, at Guds skaberord blev kød. ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os – og vi så hans herlighed….” Vi hans herlighed…

Dét skete, som ikke kan ske. Gud blev menneske. Og hvordan skal man forklare det, hvis man ikke tager billeder i brug?

Jesus er en vindrue. Og det er et af kirkens ældste og mest dybsindige meditationsbilleder. For ligesom vindruen bristede under tryk for på den måde at forvandle sig til den langt stærkere drik, ja sådan bristede Jesus også under sine banemænds tryk – men kun for at opstå i en skikkelse, hvis virkning man er akkurat lige så lidt herre over, som man er herre over spiritussens virkning.

Hvis der er fortællinger, vi husker fra vores religionstimer, så er det evangeliernes fortællinger om de naturundere: Jesus går på vandet og Jesus laver vand til vin.

I de historier fik vi så i øvrigt bekræftet vores ret til at være skeptiske med hensyn til religionen. Vi kunne gå med til, at der måske nok var en Gud foroven. Ellers hjalp Ebbe Recih Kløvedal os til den enkle gudstro med sin bekendelse til den ene Gud, som vi er nødt til at tro på, fordi – som han sagde det – ”fordi det er det mindste, vi kan tro på, hvis vi vil være troværdige for os selv.”

Og Jesus var så en god humanist med en lige så radikal som enkel etisk belæring: ”Du skal elske Gud og dit medmenneske og derved glemme dig selv.”

Og Helligånden nåede de færreste af os til, før buddhismen meldte sig som den eneste plausible mulighed for at være åndelig.

Men det er netop de billeder og tegn, som løfter Jesus ud af de alt for begrænsede forestillinger, vi har låst ham fast i. Altså vores forestillinger. Det er med de enkle og dybsindige billeder, at vi bliver opmærksomme på, at med Jesus er der mere på færde end bare en ny etik.

Billedet af Jesus som vindruen har så i øvrigt ikke haft det helt let de seneste par generationer.

I vores bedsteforældres tid skulle kirkeligheden kendes på mådehold og ædruelighed – og så havde man selvfølgelig sine problemer med at blive høj af forestillingen af Jesus, der ved sin død og opstandelse beånder skaberværket og på samme måde som vin-ånden tager bolig i vinkroppen ved gæring.

Og i vores generation har den samme vinånd så til gengæld taget alt for permanent bolig i vores åresystem.

Men hverken mådeholdet eller misbruget yder billedet retfærdighed. Begge dele – både mådehold og misbrug – drukner billedets sanselighed og styrke.

Johannesevangeliet fortæller nu, at Jesus forvandlede vand fra seks vandkar til vin.

Vandkarrene havde deres plads i den traditionelle gudstro. ”De stod der efter jødernes regler for renselse.”

Man rensede sig, inden man forbandt sig med det guddommelige gennem bønner og ritualer.

Men når vand bliver til vin er det ikke længere deltagernes – vores – opgave at forbinde sig med det guddommelige. For det guddommelige eller ånden – spiritussen (som er latin for ånd, både vinånd og hellig ånd) –  ja det guddommelige har forbundet sig på det tætteste med os ved at blive en bestanddel af det, som vi slukker vores tørst med. Sammen med brødet var vinen en fast bestanddel af ethvert måltid.

Når vi først træder ind i det billede, så beruser det som den drik, der fortæller om. Det avler den ene gode idé efter den anden. Det skaber det ene levende billede efter det andet.

Hvis nu bare Jesus var en læremester – måske oven i købet en af de store på linje med Platon og Aristoteles – så havde hans betydning begrænset sig til samtidens akademiske diskussioner – og indimellem havde han måske været emne for en Ph.D-afhandling ved det filosofiske fakultet.

Men det var han ikke. Og billedet af Jesus som vindrue forsøger lige netop at indfange dén erfaring, at hans død ikke afsluttede hans virksomhed – og at hans død ikke begrænsede hans virksomhed, men tværtimod betød, at troen bredte sig ud over alle geografiske og etniske og religiøse grænser.

Han gik i gæring . Og ligesom vinen havde han sin virkning. Gad vide, om vi i vores nypuritanske samtid kan forstå dybden i dét billede? At Jesus gik i gæring og havde en virkning som den berusende vin?

Man kunne sætte grænser for hans jordiske liv – og det gjorde man. Men man kunne ikke sætte grænser for den ånd, som han levede og forkyndte sit rige i.

Han var til stede – og han er til stede ligesom vinånden, spiritussen er til stede i den vin, der bliver drukket omkring bordet – nadverbordet og omkring et hvilket som helst bord, hvor han bliver anledning til, at vi kloger os på vores liv med hinanden.

Så spørgsmålet er altså ikke, ”om det kan lade sig gøre” at vand bliver til vin – nej, spørgsmålet er, ”hvordan man skal forklare den erfaring”, at Guds Ånd virker i os, når vi fortæller om Jesus fra Nazareth.

Og svaret er, at det er fordi Jesus er en vindrue. Bedre kan det ikke siges.

Og det kan heller ikke siges bedre, at hans betydning ikke kan skilles fra dem, der fortæller om den, betydningen. Med ord eller med gerninger.

Det er tankevækkende, at lige netop som man i Europa begynder i en bestemt epoke at destillere vinen for at få den rene vare, vinånd uden krop, ja lige netop da opstår også ønsket om at uddestillere Jesu rene lære. Altså en betydning uden kroppens tyngde.

Den form for åndelighed opstår eller genopstår, at jo mere det lykkes at forsage alt det sanselige og kropslige, desto bedre er det.

Evangeliet bredte sig fra begyndelsen i en græsk (hellenistisk) verden og gik til i en alt for tæt forbindelse med forestillinger om det åndelige som det guddommelige og det kropslige som det jordiske hylster, som det gjaldt om at forlade. Jo før, desto bedre. Og med religionens og filosofiens hjælp lod dét sig gøre allerede i levende live.

Det er et under, at Johannesevangeliets fine fortælling om vin-underet ved brylluppet i Kana har overlevet til i dag – som et oprør imod dén forestilling.

Og hvis vi vil være legitime arvtagere til billedet, så er vi det på den bedste måde ved at vedgå vores liv – og kroppens tyngde – og det brogede liv – som dét sted, hvor det guddommelige har besluttet at tage ophold.

Vi kan så synes, at vi er for stor en bolig til alt det hellige – eller vi kan  i protestantisk beskedenhed mene, at vi er for ringe en bolig.

Pointen er, som hos Grundtvig i den salme, som vi lige straks skal synge, at gudsrigets gåde – altså det, vi aldrig forstår, men må leve med – at dét er ”et Guddoms-ord, som skaber, hvad det nævner…”.

Det ville være ligeså absurd at sige, at vi nok selv skulle bestemme, hvad fortællingen om Jesus betød, som at vi nok selv skulle bestemme, hvordan vin-ånden skulle virke på os, når vi drikker vinen.

Vi kan ikke skille indholdet fra dets virkning.

Og vi kan ikke skille indholdets virkning fra os, som det så virker i.

For det virke, som Jesus kom og forkyndte, virker med naturens kræfter.

Helt præcist med vindruens kræfter.