Gad vide om tro er noget, der kan måles i større og mindre. En stor tro og en lille tro og måske sådan en midt-imellem-tro.

Og hvis det er sådan, at tro er noget, der kan gradbøjes, hvor ligger vi så på en skala fra lille til stor?

I hvad man kunne kalde en uklædelig protestantisk beskedenhed vil de fleste af os sikkert mene, at vi nok ligger sådan lidt midt imellem. Det hører ligesom med til det, vi kalder vores kulturkristendom og det hører også med til det, som etnograferne kalder vores kulturelle masochisme – altså forestillingen om, at en stærk tro var noget, man havde tidligere og andre steder i verden, mens vi er tilfredse med en tro sådan lidt til husbehov.

Men i evangeliet har vi så nu en fortælling om en mand, en officer, der ifølge Jesus har en stor tro. Og så kunne det være oplagt at se nærmere på, hvad sådan en tro er for en. Det kunne være, vi alligevel havde noget at lære.

Hvordan ser en stor tro ud, og især: hvordan måler vi sådan en?

Den tro, vi tror på hinanden med, kan ikke gradbøjes. Enten tror vi på hinanden eller også gør vi det ikke. Vi kan ikke tro lidt på hinanden. Vi tror på den anden, fordi han eller hun er troværdig. Eller også gør vi det ikke. Der er ligesom ikke noget midt imellem. Alt det, der ikke er tro, er mistro.

Og den tro, som vi er tro overfor hinanden med, kan heller ikke gradbøjes. Man kan ikke sige om ægtemanden, at han er mere eller mindre tro imod sin hustru – for enten er han tro eller også er han det ikke.

Og man kan så altså heller ikke trindele den tro, som Jesus og disciplene taler om i søndagens paralleltekst. Der er ikke mere eller mindre af den. Troen er der, eller den er der ikke.

Men den tro, vi tror på Jesus med, kan altså være stor som soldatens i dagens fortælling. ”Så stor en tro” – som officerens, siger Jesus, ”ja så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel.”

 Så stor en tro. Eller i en friere oversættelse (fra Den Nye Aftale): ”så stærk en tro har jeg ikke engang mødt hos en jøde.”

Efter al sandsynlighed er officeren med den store, stærke tro romer – og som de fleste har han sikkert troet på lidt af hvert. Når han bare også troede, at kejseren var Guds søn, ja så kunne han tro, hvad han ville.

Men det er ikke alle hans mere eller mindre himmelske forestillinger, han skal huskes for. Soldatens store tro er ikke det kludetæppe af forestillinger, som han sikkert har strikket sammen. Hans store tro, er hans tro på, at han bare skal gøre, som Jesus siger, så skal det nok ordne sig alt sammen. Det store er at adlyde.

Vores soldat her i evangeliet refererer til den orden, der hersker i militæret. Som han siger det, så er han selv en mand under kommando og han har soldater under sig, – så han ved af erfaring, at man går og kommer og udfører sine befalinger uden videre. Han følger ordre, ligesom hans egne tjenere følger ordre. Når befalingen lyder, er det ikke meningen, at soldaten skal tage det op til overvejelse, om han vil parere ordre eller ej.

Det er dén erfaring fra sit professionelle liv, som soldaten nu overfører på sit forhold til Jesus. Det er hans tro. Han tror, at livet adlyder Jesu befaling. Og det er stort.

Nu er det ikke helt ligetil for sådan en gammel anti-militarist som mig at skulle tage ved lære af militærfolk. Men med dagens sergent-teologi sætter evangeliet umiddelbart lighedstegn mellem den store tro og lydighed. Soldatens store tro er et forbillede forstået som en blinde lydighed. Gør, som der bliver sagt.

Den store tro er at følge en befaling uden selv at gøre indholdet til genstand for nogen form for overvejelse. Og det er så en holdning, der ligger uendelig langt fra ikke bare anti-militarister og militærnægtere – holdningen ligger også langt fra alle vores erfaringer fra dagligdagen – for her erfarer vi troen som noget, der kan diskuteres.

Vi lader os ikke noget sige – og så føler vi oven i dét en næsten hellig forpligtelse til at gøre rede for, hvad vi tror på, og ikke mindst hvad vi ikke tror på. Og set udefra er vores tro er så mange ting.

Set fra psykiatrien tager troen sig ud som det bange menneskes forsøg på beskytte sig imod alt det, der truer livsglæde og mod – og vel i sidste ende som en beskyttelse mod den altid truende død.

Fra antropologens skrivebord tager troen sig ud som en virkelighedsordner, der skal sikre en vis fornuft i et rodet og uoverskueligt univers.

For sociologen er troen en del af vores kultur.

Og vi kan alle genkende alle de nævnte facetter af også vores tro. Lykkeligst er måske netop vores kulturkristendom, der betyder, at vi kan pendle ud og ind af de helliges samfund. Vi kan være væk uden at blive borte. Vores kulturkristendom sikrer os troens bredde og beskytter os mod fanatisme.

En af mine ældre kollegaer fra det Københavnske kirkemiljø fortalte engang den rørende historie om en kvinde, der i en vanskelig tid i sit liv opsøger kirke og præst for at blive en hyppig gæst både det ene og det andet sted – hvorefter hun pludselig forsvinder. Da præsten tilfældigvis møder hende i Netto og spørger om, hvor hun mon er blevet af, ja så forklarer kvinden, at nu går hun jo til tysk litteraturkreds søndag middag!

Vores kristentro er noget, vi kan gå til og fra. Og det er godt på den måde – for lige netop på den måde er troen kulturel, lille, stor og midt imellem. Den er der som klangbund, når vi har brug for at stemmes op. Den er der til trøst, for god ordens skyld (i bogstaveligste forstand), når vores liv er kaotisk – og den er der som en del af vores kultur.

Men der er tider og der er steder, hvor troen ikke kan være andet end blind lydighed – der er tider og der er steder, hvor troen er at adlyde en befaling. Der er tider og omstændigheder, som fuldstændigt vejrer enhver diskussion af, hvad tro er for noget – som fuldstændigt vejrer sådan en diskussion bort.

For det sker, at fortidens fortrædeligheder vælter ind over os som uinviterede og uvelkomne erindringer. Fortidens fortrædeligheder – ikke dem vi har været udsat for – men dem, vi har udsat andre for, ja de fortrædeligheder kan stå os i vejen, så vi ikke kan se os ud af det. Her er troen som forklaring eller kultur så inderligt ligegyldig. Herfra kommer vi kun videre i lydighed  – herfra kommer vi kun videre som soldaten, der ikke overvejer, om det er rigtigt, men som kun fortsætter på evangeliets tilsagn om vores synders nådige forladelse. Når fortidens fortrædeligheder – ikke dem, vi har været udsat for – men dem, vi har forvoldt andre – når de fortrædeligheder ikke længere lader sig fortrænge, så er der ikke andet for, end at tage Jesus på ordet og så se at komme videre med vores liv i troen på, at det sker, som vi tror – nemlig at syndernes forladelse ikke kun gælder naboen men også os.

Løftet er, at det skal ske os, som vi tror. Når vi hører evangeliet som et tilsagn, en tilsigelse eller som dagens officer som en befaling, skal vi i lydighed føle os vidunderligt befriet fra at tage stilling til, om det nu også kan passe. Når vi hører, at vi har vores synders nådige forladelse , ja så er det ikke et udsagn, der er tænkt at skulle tages op til overvejelse. Sådan er det bare.

Det er stort – for det er stort, når vi fortsætter, hvor vi ellers havde alle gode grunde til at holde os selv tilbage i selvbebrejdelse og frygt. Det er den store tro – den tro, der ikke kan andet end tage Jesus på ordet – tillidsfuldt.

Vi kommer ikke bagom ordet, uanset hvor gerne vi end ville. Vi får ingen beviser eller garantier. Vi får ikke engang lejlighed til at diskutere det.

I stedet for får vi lov til at befri os fra alle overvejelser og udelukkende give os Gud i vold.

Alt er ikke sagt om troens væsen i fortællingen om officeren med den store tro.  Men troens størrelse ikke er troens indhold – troens størrelse er troens tillid til, at ”du, som lindrer sorg og nød, al vor synd forlader – lyser op den mørke død, tak, du lysets Fader!”