Før i tiden sluttede man rundt om i landet julens festligheder ved Helligtrekonger. Det gør man stadigvæk på enkelte øer. Det særlige ved at bo på en ø er blandt andet, at en ø tit ikke er større, end at en af øboernes foretrukne måder at underholde hinanden på er at finde overraskende bekendtskaber på kryds og tværs. Og hvis man ikke lige kender den og den, så kender man naboens datter eller den tidligere ejer af samme hus.                                                                                                                      Foruden Jylland består Danmark af rundt regnet femhundrede øer, holme og skær, og af dem er et halvt hundrede beboede. En af mine nære kollegaer fortalte engang, hvordan det var, da han i firserne var præst på en af de mindste af Danmarks beboede øer. Der boede tohundredeseksoghalvtres på øen Agersø ude i Storebælt, og det vidste han helt præcist, fordi det skete, at Karen ikke kunne falde i søvn, og så lå hun og talte efter. Ved hendes seneste folketælling var det blevet til godt og vel tre hundrede. Karen var født og opvokset på øen og havde, så vidt min kollega vidste, aldrig været fra øen i andet end småærinder på Sjælland.                                                                                                           Nu bliver man ikke øbo af at flytte til en ø, men Karens måde at holde mandtal på var alligevel et smukt udtryk for, at alle på øen talte med. Fødte og tilflyttede. Som et af de få steder i landet havde Agersø stadigvæk en levende helligtrekongertradition. Man afsluttede julen med en udklædningsleg om aftenen den 5. januar. Skikken har sine rødder helt tilbage i katolsk tid.                                                                                                 Vi kender mange traditionelle fester, som har mistet deres betydning. Mange har ikke efterladt sig så meget som et savn. Når man stadig fejrer helligtrekonger på Agersø, så hænger det ifølge min kollega sammen med, at traditionen stadigvæk varetager den vigtige opgave at bringe sindene til ro efter en jul, hvor man har været oppe at køre. Vi ville sige, at traditionen varetager en social-psykologisk opgave. Alle sammen talte med i øens liv, men de var på den anden side heller ikke flere, end at de efter julens mange festligheder kunne blive grundigt trætte af hinanden. Så kunne de slås. Det var bare ikke så praktisk, når man nu også skulle dele dagligdag. Og her var det så, at helligtrekongertraditionen bød sig til som en mulighed for – under udklædningslegen – at få afløb for nogle af de frustrationer, som havde ophobet sig. Klædt ud til ukendelighed kunne man besøge sine uvenner. Sådan ryddede man bogstaveligt talt en forhindring ad vejen for det liv, man skulle leve sammen.                                                                                         Sådan en overvintret tradition blev selvfølgelig genstand for folkemindeforskernes interesse. Der blev skrevet en magisterafhandling om skikken, hvor forfatteren i forordet præciserer, at han nu vil redegøre for forhold, som set med københavnske øjne foregår i bunden af en fjerntliggende blindgyde.                                                                      Men når nu børnene legede på gårdspladsen, cyklen stod ved gavlen og bøgerne på reolen, ja så var det vanskeligt at forbinde sin tilværelse med et liv i bunden af en blindgyde. Min kollega befandt sig i al fald i verdens midte, mens han boede på Agersø. Som han sagde det:  Man var hjemme, hvis ikke man var rejst, og var man rejst, så var det i øvrigt det samme, om man var i Skælskør eller San Fransisco.                                                                                                         Ø-liv er en livsform, som ville være upåagtet af de fleste af os, hvis det ikke var, fordi den har dannet ramme for nogle af vores vigtigste dannelsesromaner. Man kan ligefrem tale om en særlige genre af ø-romaner. Jeg nævner bare tre af de vigtigste, nemlig Harald Kiddes ’Helten’ fra 1900-tallets begyndelse, Martin A. Hansens ’Løgneren’ fra halvtredserne og Vagn Lundbyes ’Tilbage til Anholt’ fra ’78. Ø-romanerne handler i forskellige iscenesættelser om det samme. De handler om, hvordan vi som mennesker kommer til os selv. Det lille og afgrænsede ø-samfund – nogle ville sige det alt for afgrænsede samfund, bliver til overraskelse for fortællingernes hovedpersoner muligheden for at komme til et sandere selv.                                       Mange har sikkert forladt de små lukkede samfund med usigelig lettelse. Ø-romanernes hovedpersoner har heller ikke opsøgt øen, men er mere eller mindre tilfældigt kommet dertil, hvis de ikke er kommet til øen på flugt for et liv, de ikke kunne finde ro i, der hvor de kom fra. Og de dannelsesromaner er fælles om at vise, hvordan mennesker kommer til sig selv og forsoner sig med deres liv ved mødet med mennesker, som de ellers ikke ville have opsøgt.           Man har karakteriseret moderne civilisation som narcissistisk selvspejlende. Vi opsøger i de store bykulturer mennesker, som ligner os selv, mennesker vi kan spejle vores egen måde at være menneske på. Ved særligt højtidelige anledninger kan vi så opløfte vores fælles særlighed til en sandhed af højere orden.

Men særkendet ved livet i det afgrænsede samfund er netop den samlede forskellighed. Her, hvor der bogstaveligt talt må regnes med alle, kommer man til sig selv ved at spejle sig i mennesker, som har en anden livsindstilling, en anden livsintensitet og en anden livslykke end en selv. Her vælger man ikke sit menneskelige fællesskab. Fællesskabet er givet på forhånd.

Det er dét givne fællesskab, som lader ø-romanens hovedpersoner komme sandt til sig selv. Alle tæller med og udgør tilsammen sandheden om det menneskelige. Alle må leve af den samme natur, den samme historie og den skæbne, der overgår det lille samfund. Den mærkeligt glemte forfatter H.C. Branner fandt sig i fyrrene et skriveværksted på netop Agersø. Mellem romanerne, som var blandt tidens mest læste, skrev han breve hjem til sin hustru og søn i københavnsområdet. Branner skriver blandt andet, at ”der jo ikke er større ting at berette herovrefra. Det er netop det velsignede ved denne ø, at der ikke ’sker’ noget”. Branners søn, Jens Branner, udgav for nogle år siden – foruden sin fars breve – også sine egne erindringer. Han husker, hvordan han som barn ikke kunne forstå, hvorfor han ikke skulle bo sammen med sin far på øen. Kan man savne et sted, man ikke har været? Det gjorde Jens Branner, og det gør forfatteren Siri Ranva Hjelm Jacobsen, som netop har fornyet ø-genren med romanen Ø. Forfatteren er tredjegenerationsudvandrer fra Færøerne – og hun beskriver af tredje generation sådan her: ”Den tredje generation stumper, den er helt cool og kulturfri, eller den er halvhjemme, halvdårligsproget, laver sig en identitet i stenens pløjespor, bærer sit blods indrejsetidspunkt som en tatovering i panden, men med kuglepen, selvstemplet, og siger sit navn stolt blandt fremmede, lavt blandt landsmænd”.                                                                                                                                         Det vi savner og det, vi af samme grund opsøger er erfaringen af autenticitet. Det kan godt være, at de øer, vi søger efter, ligger et sted uden for geografien. Men det var måske alligevel værd at forsøge sig med sit liv på et sted, hvor vi ikke kun møder vores egne kloner.

Når man nu ved, at det moderne menneskes foretrukne destination er selvet, kunne man også reklamere for vejen omkring øen som en mulighed for at ankomme til det eftertragtede selv. Det sande selv, som ikke bare er vores spejlbillede, finder vi, når det givne fællesskab i dets samlede forskellighed presser virkeligheden ind på livet af os. Sandheden om det menneskelige er dets forskellighed, som vi oplever den, hvor alle tælles med.

Når vi bare kan gå hver til sit, ja så har vi ikke brug for ritualer eller traditioner, som hjælper os videre – og derfor er traditionerne for at få sluttet julen ordentligt af svundet ind til næsten ingenting eller er endt i bare at ligne en ganske almindelig udmattelse. Dengang vi ikke bare kunne gå hver vores vej, måtte vi have hjælp til at udleve de frustrationer, som julen hobede op i os. For frustrationerne har altid stået i kø efter jul, når forventningspresset er udløst som lidt af en fuser – frustrationerne har altid stået i kø, når det socialpsykologiske eksperiment med at være gode mod hinanden og især mod dem, vi er i familie med, når dét eksperiment igen en gang har vist sig at skuffe de forestillinger, vi har om os selv og vores egen rummelighed. Så ligesom alle andre fester, så har julen det med at efterlade vores sociale relationer i noget, der minder om den tilstand, der er i en trykkoger. Så der må en ventil til, hvis det hele ikke skal eksplodere. Det har man altid vidst – men sikkert endnu klarere dengang mindre og tættere samfund klemte os tættere på hinanden. Og der er så to ventiler til den sociale trykkoger – vi kan enten slås, eller vi kan lege. Men muligheden for at slås er bare ikke så praktisk, hvis vi gerne vil vende tilbage til et liv med hinanden og bygge en dagligdag op i fællesskab. Og derfor har legen – den fælles leg – budt sig til som en mulighed, der er langt bedre og brugbar.

Ved helligtrekonger bar man julen ud, mens man legede – og ligesom fastelavn, var Helligtrekonger en udklædningsfest. Men man legede ikke med sin identitet, sådan som man gjorde ved fastelavn. Man legede i stedet for med sit sociale sindelag eller med sin mangel på samme. Man gik forklædte ind til sine venner og fjender – og med særlig omhu gik man ind til de sidste. Så kunne man bagefter more sig over at have drukket kaffe i et hus, hvor man ellers ikke var særlig velkommen. Hvis man så blev gættet bag sin forklædning og maske, ja så måtte man udstå sin straf: at blive beværtet med julens sidste småkager og konfekt. På den måde bar man julen ud. Og på den måde overskred man helt konkret den grænse, som gemytternes ævlen og kævlen havde trukket – nemlig ugæstfrihedens eller ligefrem fjendskabets grænse. Og sådan fik man bearbejdet sine frustrationer, så man var fri for at finde omveje, for ikke at komme til at krydse hinandens spor og risikere at skulle mødes i hverdagen. Man havde allerede mødt hinanden, selv om man godt nok havde været forklædt.

Og dagen efter kunne man under alle omstændigheder ånde lettet op og få sig et godt grin over sin egen tåbelighed. For det havde vist sig, at det i virkeligheden måske ikke var så svært at forlige sig. Når bare man kunne lege med hinanden – men med tiden har legen fået trange kår. Og hvem ved – det er måske derfor, vi slås så meget desto mere. Nu giver det nok ikke nogen mening, hvis vi næste år klæder os ud til helligtrekonger aften, for at overraske os selv og vores uvenner. Mon ikke at vi højest risikerer at ende hos en forstående terapeut eller psykolog. Men det betyder ikke, at vi så kun har slåskampen tilbage som alternativ, når vi skal bearbejde vores frustrationer. Men hvad er så alternativt til at slås – hvis visdommen i den gamle bearbejdelse af sociale konflikter ved julens afslutning er glemt? Vi er gode til at forberede vores fester – men vi dårlige til at afslutte festerne. Og måske er det i dybere forstand et billede på hele vores liv: vi er gode til begyndelser og vi er dårlige til afslutninger. Og det er ærgerligt. For der var rigtig megen visdom at hente i de gamle traditioner.

Men visdommen, hvor kommer den fra? Hvor bor indsigten? Sådan spørger Jobs bog – og Jobs bog svarer selv, at kun Gud kender visdommen. At frygte Herren, det er visdom, at holde sig fra det onde, det er indsigt. Selvom det måske er i dybe og måske også lidt melankolske tanker, at vi bærer vores visne juletræ hen til genbrugsstationen, så er der vist ikke mange, der er fortrolige med Jobs tanke om, at visdommen findes hos Gud og at traditionen kunne være ledestjernen. Men julen gjorde det menneske klogere, som lod sig oplyse af andet end sin egen iscenesættelse af festlighederne og deres afslutning.

Forestillingen om at visdom er noget, der kommer udefra og ikke fra det, vi kan tænke os til eller det er i stand til at forestille os, ja dén visdom har båret vores fester og de ritualer, der hørte til dem. Og derfor gav man sig festen i vold – man troede på, at man blev klogere. Når Jesus i dagens evangelietekst kalder sig for verdens lys og når han samtidig lover, at den, der følger ham som ledestjerne, aldrig skal vandre i mørke, men have livets lys, så er det ikke en indre oplysning, han lover dem, der følger ham. Han tilbyder ikke en teknik, som man kan komme i forbindelse med sit sande jeg med – og det ville de fleste sikkert også blive slemt skuffede over. Det lys, som Jesus lyser med, ja det skal forstås meget bogstaveligt som et lys, vi kan se ved hjælp af – en oplysning, ikke om menneskelivet, men en oplysning af menneskelivet, så vi kan se, hvordan det er. Eller måske bedre: så vi kan holde ud at se, hvordan det er.

Lyset er julens helt afgørende billede. Ligesom lyset i stager, adventskranse og lysholdere, brænder og på dén måde udsender lys og varme, sådan brændte Jesus også. Jesus brændte som lyset ved at fortære sig selv, brænde op og brænde ud. Men han udsendte så varmt et lys og så god en varme, at vi lige siden har kunnet både se og varme os ved det. Jesus lyser op i vores tilværelse med en varme, der får os til at se. Vi ser ikke noget, som ikke altid har været der, men vi ser – i stedet for at se bort fra – for vi ved, at alt tåler det lys, han lyser med. Det er lige netop den viden, som traditionen har båret frem til os i leg – i Helligtrekongersløb og i udklædningsfest – og lige nøjagtigt her – i legen – blev vi tidligere klogere på vores konflikter. Mens vi legede lærte vi, at det aldrig er nok at have ret. I stedet for gjaldt det om at finde ud af at leve sammen med dem, man havde forurettet, fornærmet, krænket – og dét gjorde man så ved at opgive den billige vellyst ved selv at føle sig forurettet, for i stedet for at lege sig frem til en sandhed om sit eget liv. Når Gud kunne kaste sit nådige lys over vores liv, så kunne vi vel også selv holde det ud i øjenhøjde. Og hvis vi ikke kunne, ja så gav legen os en hjælpende hånd. Og vi blev klogere.

Det kan godt være, at vi ikke rigtig kan lege mere, men så kan vi fortælle historien om lyset, der er kommet til verden – og lur mig, om ikke netop dén historie har de samme kræfter i sig som legen?