Dato: 10. maj 2026 kl. 10

Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.
Se søndagens salmer nederst i indlægget.

En bøn til faderen
De to sidste prædikentekster efter påsken i år har en del til fælles. De er begge fra Johannesevangeliet, og Jesus taler til disciplene og andre troende, eller rettere, Jesus beder til Faderen under påhør af de troende. Ord om herliggørelse og Jesu forhold til Faderen og forholdet mellem Sønnen og de troende går igen. Denne søndags prædikentekst er Johannes 17,1-11 og næste søndags tekst er Johannes 17,20-26. Fra disse tekster stammer disse udpluk: “Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet til dem”, “Alt dit er mit, og mit er dit”, “Verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig (…) og jeg har gjort dit navn kendt for dem.”

Det fjerde evangelium
Johannesevangeliet skiller sig ud fra de tre andre evangelier, og kan ikke på samme måde som dem indgå i en synoptisk opstilling, hvor det, der er indbyrdes fælles stof, skrives i kolonner ud for hindanden. Præsten Kasper Bro Larsen skriver om dette fjerde evangelium i bogen Johannesevangeliet, 2025 – en bog i forlaget Eksistensens serie af beskrivelser af Bibelens skrifter. Han forklarer, at lige fra evangeliets start gøres læseren det klart, hvem Jesus er, så læseren ved hele tiden mere end evangeliets bipersoner. Læseren ved, at Jesus er den opstandne Kristus. Den viden skal bipersonerne også indføres i, så han gør meget ud af at forklare: “Jeg og Faderen er ét.” Derfor taler Gud virkelig meget om sig selv, som Bro Larsen udtrykker det.

To attributter
Ovenstående Johannesfigur fra Roskilde Domkirke er forsynet med to attributter: bægeret og ørnen. Bægeret er hans apostelsymbol og stammer fra en legende, hvor han blev udfordret til at drikke forgiftet vin, men da han velsignede vinen, kom giften frem i form af en slange, og han kunne drikke vinen uden at tage skade. Ørnen er hans evangelistsymbol og har oprindelse i Ezekiels vision (4,10) og Johannes’ åbenbaring (4,6-8), men er også blevet forklaret ud fra, at hans evangelium er det mest poetiske, bevingede og højtravende af de fire evangelier. Der henvises til et klarsyn af himmelske sandheder.

Hvilken Johannes?
Hvem har så skrevet Johannesevangeliet? Bro Larsen henviser til Johannes 21,17-25 – de sidste vers i evangeliet. Heraf fremgår det, at forfatteren er den discipel, som Jesus elskede: “Det er den discipel, som vidner om dette, og som har skrevet dette, og vi ved, at hans vidnesbyrd er sandt.” Den discipel, som Jesus elskede, regnes for at være Johannes. Evangeliet er skrevet omkring år 90-100, så teoretisk set kunne han godt have skrevet det, hvis han havde levet længe nok. Dog taler det imod, at Johannes var en jævn fisker, der næppe mestrede det græske sprog, som evangeliet er affattet på, og desuden næppe heller ville have kunnet skrive et mere filosofisk evangelium, end de andre evangelister. En mulighed, som Bro Larsen nævner, er, at en discipel af Johannes kunne have skrevet det, eller at man simpelthen bare har besluttet sig for, at det er Johannes, der har skrevet det, for at give det ekstra autoritet. Endelig kan man sige, at Johannes var et almindeligt navn på det tidspunkt, så det kan sagtens være skrevet af en Johannes. Også i dag er Johannes (betydning: Gud har været nådig) et udbredt navn. Det er navnet Johannes, der går igen i alle disse navne: Jens, Johan, Jan, Hans, John, Johnny, Jean, Sean, Ivan, Juan, Giovanni, Giannis, Johanne, Hanne og Jeanne.

Nazisternes yndlingsevangelium
Fra Bro Larsens bog skal et særligt emne omtales. Et af kapitlerne bærer overskriften Jødehad? Han skriver her, at mange af jøderne i Johannesevangeliet afviser Jesus, så det er her den kristne antijudaisme henter sit kraftigske skyts. Derfor var dette evangelium nazisternes yndlingsevangelium. De arbejdede på at få det oversat på en så antisemitisk måde som muligt. Selvom Johannes kan citeres for ordene: “Frelsen kommer fra jøderne”, så er det også et typisk træk hos ham, at det ikke så meget betones, at Jesu modstandere var ‘farisæere’ eller ‘saddukæere’, men ‘jøderne’ som samlebetegnelse. Særligt et sted lægges der ikke fingre imellem, når Jesus i et skænderi siger, at jøderne har djævlen til fader. Det kan tolkes problematisk, hvis man ikke tager i betragtning, at situationen har to historiske perioder: tiden da Jesus levede – og tiden 60 år efter, hvor teksten blev skrevet. Så teksten kan være formet af begivenheder, der fandt sted, da den blev nedskrevet, snarere end hvad Jesus sagde i situationen. Bro Larsen problematiserer også oversættelsen af ordet ‘jøderne’. Det kan oversættes til at betyde en afgrænset gruppe af jøder og ikke alle jøder. Han hælder mest til, at den uforsonlige tone har sin årsag i, at de jødekristne omkring år 90 var ved at skille sig ud som tilhængere af en ny, selvstændig religion: kristendommen. Man kunne måske sige, at de første kristne havde brug for et negativt bagtæppe for bedre at kunne definere deres egen religion. Det er sådan set også noget Bro Larsen kan se i dag, når han hører jødedommen fremstillet negativt i forhold til kristendommen: “Kristendommen burde kunne stå selv.”

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft

Vi synger følgende salmer:
DDS 722 – Nu blomstertiden kommer
Løsark – Jeg kommer i min dybe nød*
LU 890 – Når æbletræets hvide gren
Løsark – Når en morgen strør sølv**
Løsark – Så gavmildt det lyder (Nadversang)**
DDS 725 – Det dufter lysegrønt af græs

LU=Salmesamlingen Lysets Utålmodighed
* Kirkesangbogen 871
** Lisbeth Smedegaard Andersens salmesamling Lysets vinge over dig