Dato: 3. maj 2026 kl. 10

Efter gudstjenesten er der kaffe/ te i Kirkehuset.
Organist denne søndag: Anne Kirk.
Se søndagens salmer nederst i indlægget.

Virkelig frihed
Jesus siger i denne søndags prædikentekst (Johannes 8,28-36) til de jøder, der er kommet til at tro på ham, at de skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre dem frie. Det forstår jøderne ikke helt, for de har ikke trællet for nogen.

Men Jesus svarer dem, at enhver, som gør synden, er syndens træl. “Hvis altså sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.” Hvis man læser lidt længere frem efter prædikenteksten, kan man undre sig over, at det er de jøder, som er kommet til at tro på Jesus, han taler med, for det udarter sig, og jøderne er igen parat til at stene Jesus, men det hører til en anden prædikentekst, der vil blive omtalt på et senere tidspunkt.

Digterne og kirken
Digterne og kirken hedder en bog fra 1964 skrevet af Johs. Kirkegaard (JK). I bogen gengives Kirkegaards samtaler med 16 danske digtere. Fire af disse – Ole Sarvig, Tove Ditlevsen, Preben Thomsen og Jørgen Gustava Brandt – er i dag repræsenteret i Salmebogen, Kirkesangbogen eller 100 salmer. Digtere har gennem tiden, sammen med arkitekter, billedkunstnere og komponister, bidraget til at gøre gudstjenesten til en helt særlig oplevelse. Ovennævnte bog er dog ikke nogen guldgrube af betragtninger, men hvis den vrides hårdt nok, er det dog muligt at presse nogle guldkorn ud af den. Herunder skal 11 af bogens digtere kort omtales. Ud fra de anførte årstal kan det ses, hvor langt henne i deres karriere de befinder sig på interviewtidspunktet.

Poul Borum (1934-96)
Borum slår et slag for fornyelsen af kirkesangen: “Når man lader moderne arkitekter bygge nye kirker, der udsmykkes af moderne kunstnere, og der – af og til – spilles moderne kirkemusik, kunne der vel også, skulle man tro, blive plads for moderne digtere.” JK citerer et af Borums kortdigte: “Frem for intet, vælger jeg troens fortvivlelse”. Hvad der kunne være en interessant samtale herom, bliver desværre ikke udfoldet. Borum får dog omformuleret et bibelcitat således: “Det gode, som jeg vil skrive, skriver jeg ikke, men det dårlige, jeg ikke vil skrive, skriver jeg.”

Jørgen Gustava Brandt (1929-2006)
Brandt efterlyser et personligt engagement i prædikenen, sproglig intensitet og originalitet. Han insisterer på, at kunsten er antiborgerlig og som regel forud for sin tid. Når han skriver poesi af kristeligt tilsnit, tænker han ikke så meget på kirken som på den almindelige hverdag: “Der er, hvis ikke i os, intet alter,” fremfører han.

Tænk at livet koster livet, 1985/ Hør himmelsus i tredje time, 1986/ Vor Herre tar de små i favn, 1985/ Al vækst er bøn, 1993/ Menneske, min næste, bror, 1985/ Opfyld, stem os, Helligånd, 1994/ Muren er sin egen skrift,1986/ Til overmål har livets Herre kaldt, 1986.

Leif E. Christensen (1940-2000)
Her tilbage i 1964 stiller JK dette stadig aktuelle spørgsmål: “Er der grund til for mennesket at fortvivle, når man ser på verden, som den tager sig ud i dag?” Digteren svarer: “Politikerne må være på vagt over for de gale magtmennesker og i tide give dem ring i næsen.” Om videnskaben siger han, at dens fejl er at lade videnskabens svar gælde andet end det, videnskaben har spurgt om. “Man forsøger at gøre de svar gyldige også for filosofiske problemer som omverdensproblemet og eksistensproblemet, ja, endda at bringe den til anvendelse på menneskelige grundspørgsmål som f.eks. livets hensigt.”

Tove Ditlevsen (1917-1976)
“Har man brug for en gud, så laver man en gud,” siger hun og tænker tilbage på sin far, der ironiserede over salmelinjerne ‘Vil gråden kvæle næsten, så tænk på gyldenhøsten’ (Grundtvigs salme 633 i salmebogen). “Find jer bare i 14 timers arbejdsdag. Lønnen får i hisset.” JK fremdrager nogle linjer fra et par af Ditlevsens digte: “… som man slynges mod hinanden i Vorherres raflebæger” og “Og han der står udenfor kloden og drejer den rundt med sin finger”. Til det første siger hun, at det nærmest er skæbnen, hun mener, og til det andet udbryder hun: “Har jeg virkelig skrevet det?” Det skal forstås som symboler, forklarer hun og tilføjer at man jo gerne vil tro på, at der er en magt bag ved det hele. “Jeg kender godt trangen til at tro. Mennesket vil ikke finde sig i, at livet er meningsløst.”

Nu sænker Gud sit ansigt over jorden, 1939.

Bundgård Povlsen (1918-82)
JK spørger digteren om, hvad det kristne er for ham. “Det menneskelige. Ikke noget med præster og paver. Det, der har betydning, er, hvordan man personligt forholder sig til Jesus (…) Når Jesus nu har været her, kan man ikke være hedning. Jesus opfatter jeg som en god kammerat, og han sagde meget godt om det menneskelige. Kan man så være hedning? Nej.” Bundgård anser Jesus som værende socialist. Socialismen er utænkelig uden Jesus, mener han. JK går videre til emnet kærlighed. Herom siger Bundgård: “Der er kun kærlighedens mulighed i verden. Det ved jo enhver. Den eneste redning for mennesket er kærligheden, men den fremkommer ikke gennem kirken, kun ad privat vej – på den måde, at man møder et menneske og straks er klar over, at det er et menneske. Man behøver ikke kirken. Bundgård mener, at en præst er den mand, der taler om Jesus lige så godt uden for kirken. Skulle man indvende noget mod Bundgård Povlsens synspunkt, kunne det være, hvad der undertiden høres fra prædikestolen, at kristendommen kun er én generation fra at uddø. Der skal være en instans, der sikrer, at evangeliet kontinuerligt bliver forkyndt.

Gerhard Rasmussen (1905-68)
JK spørger digteren, om der er noget om, at prædikener mangler originalitet. Han svarer, at den søgte originalitet altid er forkert. Personlig ægthed må være afgørende, men man skal gøre meget for at finde de rette ord og ikke forfalde til klicheer. Om moderne digtere siger han, at de kan være irriterende at læse, men afvise dem kan man ikke. “Man kan måske sige, at moderne digtere er med til at bringe mennesker derhen, hvor Gud kan komme til.”

Klaus Rifbjerg (1931-2015)
JK spørger denne digter, om han mener, at kirken og kristendommen har et fælles anliggende. “Ja, eftersom de begge vil det samme, nemlig mennesket. Kunsten, i sin heldigste udformning, repræsenterer de samme guddommelige og menneskelige egenskaber, som man finder hos Kristus – ham der elskede livet i al dets rummelighed,” svarer han.

Ole Sarvig (1921-81)
Sarvig er tæt på at tale sort hele interviewet igennem, men han skal nævnes alligevel, da han er repræsenteret med en salme i salmebogen.

Som året går, 1952.

Jørgen Sonne (1925-2015)
Om JK også har oplevet interviewet med Sarvig som mere eller mindre uforståeligt, er nok muligt, for lige efter afsnittet med Sarvig bringer hans Sonnes udsagn om, at kulturdebatten er tidsspilde og hakkelsesmaskineri. JK præsenterer Sonne for disse linjer: “Og den hånd, der holder om stjernerne, ryster mig,” idet han håbefuldt spøger, om ordene er udtryk for en gudserkendelse. Svaret er: “Nej (…) det nævnte digt sammenfører et syn på etik og kosmos – og drejer sig om en akut forladthed, et sammenbrud i følelserne.”

Preben Thomsen (1933-2006)
Her spørger JK om digterens syn på kritikken af den kirkelige sprogbrug. “Der er jo nogle instanser, som må være bundet til overleveret sprogbrug, hvorved de selvfølgelig kommer til at synes reaktionære. Det gælder ikke bare kirken, f.eks. juraen taler jo også med et forældet tungemål. Men brugt i den rette sammenhæng får de forældede ord dog et almengyldigt indhold. Jesus selv bruger ikke altid direkte tale, derimod demonstrerer han, hvad han siger i sin egen person, i sine handlinger – og i sine lignelser,” svarer han. Thomsen er præst og dramatiker og udtaler i den forbindelse: “Teatret arbejder med selverkendelse i forhold til medmennesket, men prædikenen, forkyndelsen i kirken, går et skridt videre, idet den vil selverkendelse i forhold til Guds kærlighed. Kunsten kan nok ikke ende i andet end spørgsmål, men prædikenen ender i et svar, det svar som Jesus én gang har givet i syndernes forladelse.”

I dåben forkyndes, 1972.

Johannes Wulff (1902-80)
Fra kapitlet om Wulff skal dette udsagn gengives: “Gudsbegrebet er et koncentrat af al den godhed, der findes midt i en ond verden. At denne godhed er en magt, kan jeg aldrig tvivle om.” Det må være passende sidste ord i dette indlæg.

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft

Vi synger følgende salmer:
DDS 28 – De dybeste lag i mit hjerte
DDS 588 – Herre, gør mit liv til bøn
DDS 367 – Vi rækker vore hænder frem
DDS 366 – Nogen må våge
Løsark – Så gavmildt det lyder (Nadver)*
Løsark – Du spør mig om håbet*

* Fra Lisbeth Smedegaard Andersens salmesamling Lysets vinge over dig