Dato: 18 august kl. 14

Vikarpræst: Anders Lundbeck
Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.
Se søndagens salmer nederst i indlægget.

I evangelieteksterne til denne søndag helbreder Jesus en døv mand (Markus 7, 31-37) og fortæller om træer, der bærer gode eller dårlige frugter. (Matthæus 12, 31-42)

Jesus tager som altid parti for det gode
Om helbredelsen af den døve gennemgår præsten Preben Thomsen i sin prædiken- og digtsamling ‘Ej i de smalle sunde’ helbredelsen skridt for skridt således:
“Han tager den døve bort fra skaren – stikker fingrene i hans ører – spytter på dem og rører ved hans tunge – ser mod himlen, sukker og siger det forløsende ord ‘Effata’, som betyder: Luk dig op! Og i samme øjeblik kunne manden både høre og tale.” Forinden har Preben Thomsen prædiket, at der i os alle er nogle kræfter, som ikke vil os det godt. Der er altså noget, der hedder ondt og godt. Vi står midt i kampen mellem det onde og det gode. Teksten beretter om en situation, hvor Jesus som altid tager parti for det gode.

En omstændelig fremgangsmåde
Man kan selvfølgelig stille spørgsmål ved, hvorfor Markus beskriver helbredelsesforløbet som om, vi har at gøre med en medicinmand, men det kan have noget at gøre med, at der på den tid var mange andre, der gav sig af med at uddrive onde ånder, så fremgangsmåden har Markus set før, så det har ligget lige for, når Jesu under skulle beskrives.

Menneske først og kristen så
Man kunne også vælge en mindre bogstavelig opfattelse af forløbet. Den helbredte var nu i stand til at høre og opfatte det glædelige budskab. Og hvis der havde været tale om helbredelsen af en blind, ville den helbredte være i stand til at se lyset i Jesus. Her kunne det så være naturligt, at se lidt på Grundtvigs sang: ‘Menneske først og kristen så’. For er der noget mennesket skal opfylde, før det kan blive en sand kristen – for at kunne høre og se?

Fejlagtig udlægning
Leder af Grundtvig-Akademiet, Ingrid Ank, skriver i Kristeligt Dagblad d. 20/7 2024, at sangen ofte fejlagtigt udlægges som et tegn på, at kristendommen ikke var så vigtig for Grundtvig. I sangen skriver Grundtvig, at man skal stræbe efter at blive et ‘sandt menneske’ og så – dermed? dernæst? – kommer kristendommen helt af sig selv, eller i hvert fald får vi den for ‘intet’. Men først skal vi på arbejde: “Kristendom vi for intet få,/ det er den pure lykke,/ som kun times den/ der alt i grunden er Guds ven/ af sandheds ædle stamme!/ Stræbe da hver på denne jord/ sandt menneske at være.”

En trædesten
Sangen blev skrevet i 1837, men først udgivet i 1881 efter hans død og er nu kommet med i den nyeste udgave af Højskolesangbogen. Sanghåndbogen, som har beskrivelser af alle sangene i Højskolesangbogen, udtrykker det samme vedr. misforståelsen. At blive et sandt menneske er en trædesten til målet – at blive kristen, lidt på samme måde som at man skal kunne kravle, før man kan gå.

Man skal åbne sit øre for sandheds ord
Man skal så blot finde ud af, hvad det vil sige, at være et sandt menneske. Giver Grundvig svaret i nogle af de andre vers? Første vers handler om, at man ikke skal tvinge kristendommen ned over hovedet på nogen. Man kaster ikke perler for svin. Det kan lyde lidt hårdt, men han udtrykker det også mere blidt, at man skal ikke tænke på at lægge dyr til hjorden. I vers 2 siger Grundvig, at man jo ikke kunne være kristen, før Kristus kom, men alligevel kunne man godt være Guds gode venner. I vers 3 har Kristus indfundet sig, og alle kristne i Guds rige er lige. Vers 4 er allerede citeret og i sidste vers tilføjes, at man skal åbne sit øre for sandheds ord og ære Gud. Så skal man nok blive kristen, om ikke i dag, så i morgen. Heller ikke nogle ekstra vers, som kan findes på internettet, giver et mere præcist svar på spørgsmålet. Og det er måske også meget godt, at vi ikke får en udførlig definition på, hvad det vil sige at være et sandt menneske.

Et mundheld
Ebbe Kløvedal Reich skriver lidt om sangen i bogen ‘Solskin og lyn – Grundtvig og hans sang til livet’. Reich gør opmærksom på, at linjen ‘Menneske først og kristen så’ er et mundheld, som bl.a. Ludvig Holberg har brugt, og at Grundtvig gjorde det til sit eget. I 1867 brugte han det i en prædiken i Vartov, og det skulle have været medvirkende til, at Indre Missions høvding, Vilhelm Beck, senere foranstaltede bruddet mellem missionen og grundtvigianismen. Og han gjorde det uden at kende sangen. Reich skriver: “Grundtvig benægter ikke, at Skaberen og hans rige kommer før det skabte. Han påstår til gengæld, at mennesket må kunne se Guds vilje i hele skaberværket og i alle afarter af medmennesker, både de fromme og de ufromme, før det kan blive ægte troende.” Hvorfor Grundtvig ikke lod sangen (salmen) trykke, kommer Reich ikke ind på.

Vokse, virke, klares
For at gøre en lang historie endnu længere skal vi afslutningsvist også forbi Anders Pontoppidan Thyssens omtale af sangen i bogen ‘Grundtvig og grundtvigianismen i nyt lys’. Han citerer Grundtvig for at sige, at vi, som vil høre Kristus til, må “overgå alle andre i virksom bestræbelse for al menneskelig oplysning og for alt, hvad der kan tjene til at gøre vore medmennesker og medborgere tilfredse og lykkelige.” En sådan levende tro vil “dermed vinde alle dem, som er af sandhed, hvor forblindede de end kan have været af denne verdens ånd.” Sangen betoner sammenhængen mellem det sandt menneskelige og kristendommen, mellem menneske først og kristen så som ‘Livets orden’, skriver Thyssen. Grundtvig mener, at menneskenaturen skal æres. Den er ganske vist faldet blandt røvere og “trænger højt til badekuren” (= dåben), men i sig selv er den Guds værk, der ikke kan forbedres. Kun “vokse, virke, klares.”

Skrevet af Steen Pilgaard Toft

(Grundtvig-citaterne er tillempet nutidig retskrivning.)

Der synges følgende salmer:
DDS 42 – I underværkers land (mel. 555)
DDS 410 – Som tørstige hjort
DDS 674 – Sov sødt barnlille
DDS 10 – Alt hvad som fuglevinger fik
DDS 396 – Min mund og mit hjerte (mel. Lindemann)
DDS 523 – Min nåde er dig nok (mel. Gud Helligånd! o kom af Winding)