Dato: 12. maj 2024 kl. 10.

Se søndagens salmer nederst i dette indlæg.
Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.

“De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.” Fra Joh. 15 og 16.

Hadet
Jesus forbereder disciplene på, at de vil blive stræbt efter livet, og deres forfølgere vil påstå, at det er retfærdiggjort af kampen for en større sag. Mennesker, der blindt kæmper for en større sag, handler, kunne man påstå, nærmest ud fra devisen: Du skal hade din næste – hvis din næste ikke er enig i din sag. – Og had bliver gengældt.

“At høre en agitator bruge hadet og appellere til hadet, tale stort og stærkt om hadet, er at lytte til et barnagtigt uvidende menneske,” skriver tidligere biskop over Fyns Stift, Vincent Lind, i den lille bog Træl og fri. Han blev som ung mand taget af tyskerne for sin aktivitet i modstandsbevægelsen og sendt i koncentrationslejr, hvor han var tæt på at dø. “Nogle af de tyskere, der arbejdede i lejrene, prøvede af og til at glatte på hadet, men det kunne vi ikke hjælpe dem med,” skriver han. Han beskriver en lejlighed, hvor en tysk soldat giver ham et afgørende pusterum fra det helbredsnedbrydende tvangsarbejde i minen. “Undervejs mælede ingen af os et ord. Han vidste, at hadet lå imellem os. (…) Men også fra hadet er der en vej ud,” tilføjer Vincent Lind.

Jeg var selv træl – nu er jeg fri
“Den, som hader, taler ikke om det. Hadet er en lidelse og en pine. Fordi det dræber kærligheden. Om du hader ét menneske, kan du ikke elske et andet. – Og fordi hadet hører sammen med afmagt. Du kan ikke røre den, du hader. Derfor hader du. De undertryktes had er en del af de undertryktes lidelse.” Med befrielsen kunne Vincent Lind sige: “Jeg var selv træl. Nu er jeg fri.” Og han kunne nu tilføje: “Det er her, hadet dør. Du står op af døde. Du lever. Du hader ikke mere. Du er ikke fattig og afmægtig nok til det mere.”

Troen sat på prøve
Vincent Lind bliver reddet væk fra koncentrationslejren med de hvide busser. Hjemvendt er det at blive præst, ikke det, der ligger nærmest, for hvad var det for en Gud, der kunne tillade alt dette? Men allerede året efter havde han genvundet troen på Gud. Han må alligevel have følt Guds nærvær i koncentrationslejrens gru. Han bliver således teolog i 1952.

Blev vi klogere?
Et vigtigt spørgsmål efter krigen var, om vi havde lært noget af katastrofen. Digteren Poul Sørensen skrev om det i digtsamlingen ‘Europasange’ fra 1947:

Det gror
Der vil gro græs igen, og vilde blomster,
Der vil gro korn igen til sultne munde,
der vil gro smil igen i unge øjne
og kærlighed i tunge moderbryster –

– Vil der gro had igen i golde hjerter?

At Poul Sørensen ikke er helt sikker på at menneskene er kommet til fornuft, skriver han om i digtet: Menneskemalm:

Menneskemalm
Højovnsflammer
i natten sent.
Ilden æder
metallet rent.

Ild i uger
i ovnens skød.
Krympende masser
i flammeglød.

Sent først slukkes
det sidste skær.
Mestren prøver
metallets værd.

Er det endnu mest
slagger og spild?
– Skal det renses
i mere ild?

Man må formode, at Poul Sørensen her har skelet til Ingemanns salme: Den store mester kommer. Poul Sørensen er ikke ubetinget optimist. I digtet ‘Milepæl’ begynder næsten alle 9 vers med ordene: “Så står vi altså her i dag” – hver gang som indledning til en beskrivelse af alle de nye muligheder menneskeheden har for at opbygge en ny og bedre verden på ruinerne af den gamle – at vi netop nu står ved en milepæl. Men de sidste tre vers lyder således:

Så står vi altså her i dag. Så nær.
På stadig march mod noget nyt og bedre.
I samhør. I forståelse. Som brødre.
I tro på frihed, retfærd, menneskeværd.

Så står vi altså her i dag. Vor fart
var lang og træls; men ånd fik omskabt verden.
Og eventyret er blot i sin vorden:
Alt kan vi nå til. Lykkeligt og snart.

Her står vi så i dag. – Ak nej, her står
vi ikke! Ikke mer. Det var i går.

Håbet
Men disciplene gav jo ikke op. “Hvad har vi nået gennem al hvor kløgt/ om kærlighedens vej blev uforsøgt,” som Halfdan Rasmussen skrev i digtet ‘Menneskekløgt – menneskefrygt’ (Aftenland 1949). Selvom han ikke var troende, fik han ofte udtrykt sig, som om han var det. Mange af hans digte i årene efter verdenskrigen virker tyngede af de onde år. Men håbet opgav han ikke. Hans humanistiske livsindstilling skinner tydeligt igennem. I andet vers i digtet ‘Den glæde vi fandt -‘ (også fra Aftenland), skriver han:

Vi er, hvad vi skænker hinanden.
Vor lykke er det vi formår
at hvælve os over og fylde med kraft
fra de kræfter vi ikke forstår.

Og lad Halfdan Rasmussen få de sidste ord med disse linjer fra ‘Lyt til dit hjerte’ (fra ‘Den der har set september’ 1949):

Lyt til dit hjerte mens det slår.
Du når kun, hvad dit hjerte når.

Steen Pilgard Toft

Der synges følgende salmer:
DDS 754 – Se, nu stiger solen
LU 890 – Når æbletræets hvide gren
Løsark – Når en morgen strør sølv
Løsark – Han gik langs søen
Løsark – Så gavmildt det lyder (Nadver)
LU 894 – Kastanjen stod i går med lys

(LU=Lysets Utålmodighed)