Kristi himmelfartsdag

Kristi himmelfartsdag

Dato: Torsdag d. 9. maj 2024 kl. 10

Se gudstjenestens salmer nederst i dette indlæg.
Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.

Ovenstående tekst er et uddrag af første vers af Lisbeth Smedegaard Andersens salme: ‘Når æbletræets hvide gren’. Første linje i andet vers fortsætter: “Nu er det Kristi Himmelfart.”

Det Nye Testamente om Kristi himmelfart
“Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem, skiltes fra dem og blev båret op til himlen.” (Fra Lukas kap. 4)

“Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd.” (Fra Markus kap. 16)

“Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem. De sagde: “Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op mod himlen.” (Fra Apostlenes gerninger kap. 1)

Quiz
Herunder bringes tre billeder, som alle kunne se ud til at illustrere Kristi himmelfart. De indeholder alle tre et opadstigende tema. Men hvilke af dem drejer sig egentlig om himmelfarten? Betragt det som en lille quiz. Svaret gives sidst i indlægget. De er malet af henholdsvis William Brassey Hole, Rafael og El Greco – og en lille tillægsquiz: Hvad er de to sidstnævntes fornavne?

William Brassey Hole
Rafael
El Greco

Kristi Himmelfart af William Brassey Hole
Jesus bliver optaget i himlen. Guds lys, som han forsvinder ind i, omkranses af lovprisende engle, mens disciplene ser til. Lyset er så skarpt, at nogle ser væk eller skærmer øjnene med hånden. De to mænd i hvide klæder hjælper dem med at forstå underet.

Forklarelsen på bjerget af Rafael
Rafael er fornavnet – eller Raphael, Raffael, Raffaello – og efternavnet, som oftest udelades, er Sanzio. Jesus ses svævende i luften mellem Elias og Moses. I baggrunden det samme klare lys fra Gud som på Hole’s billede. Tre af disciplene har fulgt med Jesus op på bjerget; de har frygtsomt kastet sig ned og skærmer deres øjne fra det skarpe lys. Ejendommeligt nok viser den nederste del af billedet en helt anden historie – om en dreng, Jesus tidligere har helbredt ved at uddrive en dæmon. Der er dog en sammenhæng mellem de to billedhalvdele, idet et par af de mange forsamlede mennesker peger op mod Jesus.

Opstandelsen af El Greco
El Grecos fornavne er Domenicus Theotocopoulus – det er nok derfor han oftest blot kaldes El Greco. Opstandelsen er malet uden den tomme grav, men opstandelsen skildres i maleriet, som sker det med voldsom kraft – en kraft så stor, at man kunne forledes til at frygte en for tidlig himmelfart. Kristus udstråler dog himmelsk ro og myndighed i modsætning til menneskeskikkelserne i den nederste del af billedet – soldater, der skulle bevogte graven. Her er kaos: En vælter bagover, de øvrige kastes nærmest ud til siderne, hvilket forstærker Jesu opadgående bevægelse. I hånden holder Jesus et banner – et symbol på sejren over døden.
Steen Pilgaard Toft

Der synges følgende salmer:
LU 890 – Når æbletræets hvide gren
LU 891 – Du forsvandt ind i skyen
DDS 249 – Hvad er det at møde (vers 1-4)
DDS 249 – Hvad er det at møde (vers 5-9)
Løsark – Nadver*
DDS 725 – Det dufter lysegrønt af græs

* Så gavmildt det lyder (salme af Lisbeth Smedegaard og Povl C. Balslev)
LU=Lysets Utålmodighed