I

Vi tager afsked med det gamle år med en bøn. Og vi går ind i det nye og uprøvede år med en bøn.

Vi kan henvende os til Gud og til hinanden i bøn. Smukkere end ved bønnen kan vi ikke tilskrive Gud og det andet menneske betydning for vores liv. Når vi beder Gud eller den anden om noget, siger vi, at vi ikke kan alting selv. Gud eller den anden kan derimod træde til, hvor vores evner eller kræfter ikke rækker.

Når vi beder Gud eller den anden, vedgår vi en menneskelig begrænsning, som det måske netop er bønnens opgave at holde os fast på. Der er grænser for, hvad vi formår med selv den stærkeste vilje.

Bønnen har den forunderlige virkning, at den giver ro. Bønnen får sat ord på afmagten. Jeg kan ikke alting selv.

En bøn er et udtryk for, at andre – og at Gud – gerne må træde ind, hvor vi ikke selv fylder nok. Med bønnen tilskriver man den, man beder til, en betydning i sit liv.

Så at bede nogen om noget er en kærlighedserklæring.

Vi bliver hinanden skyldige – og vi kommer til at skylde hinanden. Det er det, vi giver udtryk for, når vi beder.

Mon ikke vi kender det fra de allernærmeste forhold? Hvis du for eksempel aldrig beder dine børn om noget, vil de føle sig svigtet og i stedet for begynde at gætte, hvad dine behov mon er. Og man ser det også i det såkaldte parforhold, hvor man er holdt op med at bede hinanden om noget – og parterne prøver så i stedet for at gætte hinandens behov.

Men igen: at bede nogen om noget er en kærlighedserklæring.

Så vi kunne ikke ønske hinanden godt nytår på en smukkere måde end i bønnens perspektiv. Vi kunne også sige det på den måde, at vi ønsker for hinanden, at vores nye år ikke kun bliver, hvad vi selv vil og kan. Vi ønsker for hinanden, at året bliver til meget mere eller meget mindre. Med bønnen til Gud om, at din vilje ske går vi ind i det nye år som nyt. Godt nytår, siger vi. Det kan være trykket ligger på nyt, og at det er det gode. Vi overgiver os til uforudsigeligheden og overraskelsen.

Vi søger tryghed som noget ganske naturligt. Men når vi søger den i kirken, består trygheden ikke i at vide, hvad der skal ske, men i at vide, at Gud er med i det, der sker. Det ved vi godt nok først i bakspejlet. Vi forstår først, hvad der er sket, når vi tænker efter. Bogstaveligt talt når vi efterfølgende gør det, vi har oplevet, til genstand for eftertanke. Men når vi nu tænker efter, ved vi godt, at vi aldrig bar de fulde konsekvenser af det, vi gjorde eller undlod. Gud holdt hånden over os. Velkomst og afsked hører altså således sammen. Vi ønsker hinanden godt nytår og tager samtidig afsked med det gamle år. Eller mere præcist udtrykt ønsker vi hinanden et godt og et nyt år, fordi vi ved afskeden med det gamle husker, hvordan den gode Gud aldrig overlod os til os selv. Det er indholdet i ønsket, som ellers er tomt.

II

Vi forbereder os på at gå ind i det nye år med den bøn, som Vor Herre lærte os – nemlig Fadervor.

Jeg læste Fadervor i den seneste autoriserede oversættelse – og det er en anden version end den, jeg søndag efter søndag beder for alteret – og som i øvrigt også er dén, som jeg beder for mig selv. Og når jeg nævner dét, så er det fordi dét fortæller om bøn, at det er et helt personligt udtryk. Man kan åbenbart ikke sådan uden videre bare skifte ordet ”vorde” ud med ”blive”.

Jeg er altså ”vordist” og bliver sikkert ved med at være det til min sidste bøn.

Og jeg har mere end svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde skulle blive rigtig glad for den seneste oversættelse af Fadervor, som kom med Den Nye Aftale: ”Far i himlen! Lad alle forstå at du er Gud, lad dit rige blive til virkelighed….”

Det kunne lyde, som om man med dén indledning til Fadervor beder for andre og ikke for sig selv. Fadervor er vist for de fleste af os vores bøn i betydningen: vores personlige samtale med Gud.

De fleste af os har lært Fadervor af en mor eller en far, der har bedt den med os, inden vi skulle sove. Vi er faldet til ro med ordene, der stadigvæk – som et mantra – kan stille vores uro og lige netop af dén grund skal lyde, som det altid har lydt, mantraet.

Ud over dét er Fadervor de ord, som det, vi kunne kalde troens yderside og troens inderside, forbinder sig med hinanden med. Vi kunne sige det på den måde, at her har vi et hjerteligt udtryk, der på samme tid er knyttet til gudstjenesten.

Der er mange, der ikke kan forbinde deres personlige tro med de gudstjenestelige udtryksformer.

Vi kan godt lide at gå til gudstjeneste – i det sydlige udland kan vi ikke få nok af katolske og ortodokse gudstjenester, der er så tilpas eksotiske i deres udtryk, at vi ikke drømmer om at identificere os med dem. Vi er ”voyeurs”, vi er tilskuere – og ikke deltagere. Både ude og hjemme. Også højmessens liturgiske skønhed her kan være så overvældende, at vi nøjes med bare at lade os overvælde – hvad der jo heller ikke er dårligt.

Hvis det altså på den måde er svært at forbinde gudstjenesten med vores eget hjertes tilbedelse og bøn til Gud, ja så skænker lige netop Fadervor os en gudstjenestelig hjemlighed. Med bønnen kommer vi med noget, som vi har tillært os og som vi føler, at vi kan bidrage med.

Fadervor er blevet vores særligt personlige samtale med Gud – velsagtens den mest udbredte spiritualitetsform overhovedet.

Vi bliver jo nok nødt til – alligevel – at prøve at indfri det krav, som vi mødes med fra alle sider – kravet om, at vi skal vide, hvad det er, vi gør og siger – også i det nye år.

Fadervor har, hvad vi kan kalde for remsens karakter.  Vi kan den i søvne og vi hæfter os ikke ret meget ved ordene. Men en gang hvert andet år kan vi så på tærskelen til det nye år fejre en gudstjeneste, der har bønnen som tekst – så vi kan overveje og eftertænke, hvad det egentlig er, vi siger, inden vi så igen lader bønnen synke ned i det autonome nervesystem, hvor den hører hjemme.

Som udgangspunkt kunne vi sige, at bønnen omkranser vores liv og tilværelse med et perspektiv, der rækker ud over os selv.  Vi bekender, at vi på trods af vores uhyggelige tiltro til vores egne evner, ikke er vores livs yderste horisont. Der er et sted, hvorfra vi ikke bare får os selv igen – der er et sted, hvorfra vi ikke hører vores eget ekko – der er et sted, som vi ikke bare ser vores eget spejlbillede i. Som indledning i bønnen beder vi om, at Guds rige må komme – og som afslutning i bønne bekender vi os til Gud som magten til at være til i alt det, der er – Guds er ”riget og magten og æren i evighed.”

På den måde bliver fire enkle bønner sat i et perspektiv, der er dybere end vores indsigt. Bønnerne bliver rettet mod en horisont, som ikke har sin grænse, hvor vores indflydelse og magt holder op.

Og i dét uendelige perspektiv beder vi om noget så dagligt som brødet, vi lever af – og vi beder om forladelse, eller tilgivelse, som vi ikke kan leve uden – og vi beder om ikke at blive fristet – og endelig beder vi om at blive fri for det onde.

På den måde minder vi altså dagligt os selv om, at det mest selvfølgelige ikke er en selvfølge – men en gave fra en gavmild giver. Det er ikke først den dag, vi mangler det mest fornødne til at opretholde livet, at vi skal bede om det. Bønnen om det daglige brød skal holde os fast på brødets og mæthedens gaveagtige karakter. Tidligere tjente bordbønnen som ritual det formål at lære os at spise med taknemmelighed.

Og det er selvfølgelig ikke, fordi vi har besluttet at opgive den tradition, at bordbønnen i dag er så sjælden. Men bordbønnen kom efterhånden til at stå i grel disharmoni til den overflod, som vi efterhånden takkede og bad for – og på den måde fik den noget skinhelligt over sig. Man kunne sige, at bønnen svandt ind, efterhånden som måltidet bulnede ud. Og nu findes bønnen så som en slags reminiscens i Fadervor. ”Giv os i dag vort daglige brød….”. Men dér findes den så stadigvæk som en stille påmindelse om det menneskelige grundvilkår, uanset om vi så har meget eller lidt: nemlig det grundvilkår, at vi lever af det, vi får.

Og akkurat lige så lidt vi har krav på det brød, vi mætter os med, kan vi kræve tilgivelse og forladelse for alt det, vi har gjort mod medmennesker.

Tilgivelsen kan kun rækkes af den, som vi har krænket – eller den, der blev offer for vores nederdrægtighed.

Vi beder Vor Herre ”forlad os vor skyld” – eller med oversættelsen i Den Nye Aftale, som egentlig udlægger den del af bønnen meget mundret ”tilgiv os det, vi har gjort forkert, ligesom vi har tilgivet andre…”

Der er en tilgivelse, som ikke bliver rakt os fra de mennesker, der er blevet offer for vores ondskab. Vi kan ikke aftvinge dem tilgivelsen. Og vi kan heller ikke leve med dén skyld. Og derfor rækker vi mod himlen med vores bøn om, at den skyld, som det menneskelige engagement uvægerligt fører ind i, at dén skyld må være os tilgivet af den himmelske fader.

På dét vilkår fik både vi og vores medmenneske vores liv. Og derfor beder vi også om at kunne tilgive de mennesker, som blev vores livs begrænsning eller sorg.

Vi er nede ved selve roden af det menneskelige med de hverdagsord. Bønnen om ”ikke at blive ledt i fristelse” refererer til ur-fristelsen – nemlig Adams og Evas fristelse til at være ligesom Gud.

Og fristelsen kan så kendes på lyden. Den lyder altid som slangen i Paradiset: Mon Gud virkelig har sagt…? Man kan kende fristelser på ordet ”mon”. For fristelsen er at udfordre skabermagten med sin egen magt. Fristelsen er den magt, som indsigten tænkes at berige os med. ”Viden er magt – indsigt er magt…”

Med andre ord så beder vi om, at Gud sætter grænser, når vi er grænseløse i vores magtstræb.

Og endelig beder vi i den mest inderlige del af bønnerne om, at vi ikke bliver ramt af den ondskab i tilværelsen, som vi kender som fuldstændigt blind.

Det hører med til dét at være menneske, at vi skal dele den tilværelse, som Gud har skænket os, med hinanden – og det betyder så også, at vi skal dele den gåde, at solen også i det nye år står op over gode og onde – og at det regner over både udelige og ugudelige, som det hed sig i gamle dage.

Vi skal finde vores liv mellem mennesker, som har en helt anden livsintensitet – en anden livslykke – og en anden skæbne end os. Og vi skal takke den samme Gud for højst forskellige liv.

Vi ved, at sygdom og sult og krig og nød er en del af den virkelighed, den tilværelse, som vi deler. Vi kender ondskaben, men vi aner ikke, hvorfor den rammer nogle og ikke andre. Vi beder afmægtigt om, at den ikke rammer os, ondskaben. Og så alligevel – i en sidste erkendelse – næsten med Vor Herres egne ord fra Getsemane Have før langfredag: ske Guds vilje og ikke min.

Vores tro er en tro på, at Vor Herre er med os i det, der overgår os – i glæden og i sorgen – på glædens vinger og i ondskabens mørke.

Sådan rammer Fadervor livets grundtone. Ellers havde dén bøn aldrig klinget så længe som i totusinde år.

Den virker både udvendig og indvendig – og den forbinder de to sider. Når den slet ikke virker i os eller med os, kan vi bede som Johannes Johansen, om at
”Helligånd, Guds åndedræt, lær du mig at bede ret – bed for mig, som ikke ved, hvad der tjener til min fred.”

På den måde kan vi sige, at bønnen allerede er opfyldt, når den bliver bedt – forstået på den måde, at bønnen holder mig på plads som menneske i forhold til skaberværket og mit medmenneske og Gud.

Det er ikke noget dårligt sted at begynde det nye år fra.

Godt nytår!