24. søndag efter trinitatis

24. søndag efter trinitatis

Dato: 15. november 2026 kl. 10.

Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.

Træsnit af Johannes Larsen fra St. St. Blichers Præludium i Trækfuglene (Sig nærmer tiden …)

Et glædeligt budskab
Denne søndags prædikentekst (Johannes 5,17-29) er ikke velegnet til at gøre farisæerne og de skriftkloge mildere stemt over for Jesus: ” … han kaldte også Gud sin Fader og gjorde sig Gud lig.” Til gengæld har teksten et glædeligt budskab til den, der tror: “Den der hører disse ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv …” Ja, og det er allerede sket, for der står ‘har’ evigt liv.

Allehelgensbøn
Ved allehelgensgudstjenesten læste Anders Carlsson en digtlignende bøn op. Af hensyn til dem, der ikke var til stede, og til dem, der gerne vil høre den en gang til, gengives den herunder. Den opmærksomme læser, vil kunne finde referencer til salmebogen.

Sorgløse menneske, hvad stiller du op med den kærlighed,
du selv blev elsket med?
Hvor bliver glæden af, om du fornægter sorgen?
Hvor bliver længslen af, om du ikke tør miste?
Hvor bliver kærligheden af, om du aldrig lader dig hvile i sorgens strøm?
Kærlighedsløst går tiden hen, hvis du ikke vover dens skiften af sorg og glæde.

Så trøst ikke den bittert sørgende, før hun selv vil – for hendes kærlighed er stærk som døden –
men sæt dig hos hende – sæt dig, ræk din hånd frem til tavse kærtegn af dén,
som ingen verdens trøst kan nå.

Og giv mig så jorden en stund endnu, skønt sorgen, hun tvinger så mange.
For hvor der sørges, elskes der,
og ukrænkelig taknemmelighed står og dirrer i tårernes vandspejl til Guds ære.

Derfor vil jeg sprænge mig erindringsspor ned til sorgens hårde klippesten –
ned til det selvforglemmende favntag –
tilgivelsen som rejste mit liv af skyldens gravmørke –
ned til hverdagslivets slid, vasketøjets vingeslag kærtegnet af løvfaldsbrisen –
og den ukrænkelige munterhed,
som barnet spreder med troskyldig dødsforagt
i sin leg mellem vinterkolde ruiner.

Derfor vil jeg i stadig pendulfart mellem sorg og glæde –
mellem hengivelse og modstand –
tage skæbnen på mig og kalde den ved navn.
Slides op som et klæde under mit livs vilkår –
uden at tabe dets mål og bestemmelse af syne:
dét mål at avle en varende glæde ud af angst –
at vinde uldtot ud af sorgens ten –
og klædes i himmerigets stråledragt.
Himlen kan ene af alt dette formå.

Af Anders Carlsson 2026

Skrevet, redigeret og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft