Dato: 8. november 2026 kl. 10
Efter gudstjenesten er der kaffe / te i Kirkehuset.

Jesus gennemskuer
Prædikenteksten til denne søndag er Markus 12,38-44. Den består af to dele: Jesu advarsel mod de skriftkloge og Jesu iagttagelser ved tempelblokken. Her skal blot omtales første del, hvor Jesus har gennemskuet de skriftkloge som selvforherligende hyklere, det både når de går i deres ‘lange gevandter og lader sig hilse på torvet’, når de vil ‘sidde øverst i synagogen og til ‘højbords ved fester’, når de ‘æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld’.
At fortære enkernes huse
Nogle af ordene i det ovenstående kan oversættes lidt anderledes, fx at sidde til ‘højbords’ kan oversættes til de ‘første sæder’ og ‘æder enker ud af huset’ kan oversættes til ‘fortærer enkernes huse’ (Aage Pilgaard i Kommentar til Markusevangeliet). Det sidste kan lyde mærkeligt, men det præciserer, at det ikke er de skriftkloges storspiseri, der plager enkerne. De skriftkloge fungerede også som jurister og påtog sig at føre enkernes sag, men tog sig alt for godt betalt herfor.
De lange gevandter var de skriftkloges kendetegn. Reglen var, at de socialt laverestående skulle hilse først. På den måde kunne de skriftkloge sole sig i deres højere sociale rang, når de spankulerede rundt på torvet. De øverste sæder i synagogen var ærespladser, mere behagelige og hævet over de andre. Til højbords var pladserne ved siden af værten. Det sidste anklagepunkt, at de bad længe for et syns skyld, antyder, at de bad for selv at blive æret snarere end for at ære Gud.
Iscenesættelse af godhed
Jesus har adskillige sammenstød med de skriftkloge og farisæerne. Det er to forskellige grupper, men de er ikke mere forskellige, end at den enkelte skriftkloge godt kan være farisæer (hvilket formodentlig har været tilfældet med Paulus). I sin bog Synd for begyndere har præsten Kristian Bøcker et afsnit om farisæerne. For at tydeliggøre Jesu problem med farisæerne, lægger Bøcker ud med en omtale af Finn Søeborgs novelle Fødselsdagen:
“Fru kontorchef Schmidt elskede at være noget for andre.
– Jeg kan ikke leve uden at være noget for andre, sagde hun altid
De fleste andre levede faktisk bedst, hvis hun ikke var noget for dem, men det anede hun ikke.”
Når de fleste foretrak, at fru Schmidt ikke var noget for dem, var det fordi, skriver Bøcker, at hun så åbenlyst er noget for andre for sin egen skyld. Novellens pointe er, at handlinger, der ser ud som om de er foretaget for at gavne medmennesket, i virkeligheden kan være ret så egoistiske. I novellen reduceres fødselaren, familiens farmor, der fylder 100, til statist i fru kontorchef Schmidts iscenesættelse af sin egen ‘godhed’. Denne pointe ser Bøcker som en parallel til Jesu opgør med farisæerne.
Forbud, påbud og forskrifter
Bøcker skriver, at den græske og romerske påvirkning i området på Jesu tid blev forsøgt modarbejdet af farisæerne, der mente, at den var uforenelig med jødedommen. Der skulle være fokus på det centrale i jødedommen, nemlig loven – ikke kun de ti bud, men også alle de andre forbud og påbud, der var i moseloven plus de regler, man løbende udviklede til at dække alle de forskellige situationer, man kunne komme i. Desuden skulle de renhedsforskrifter, der gjaldt præsterne, udbredes til at gælde for alle jøder. Alle de love og regler kunne være vanskelige at navigere i, især hvis man som farisæer også havde et almindeligt arbejde. Så kunne man være nødt til at bøje reglerne lidt for ikke at lide økonomisk tab. Hykleriet stod lige for døren. Ville de måske ikke hjælpe et af deres får op, hvis det var faldet i grøften, selvom det var sabbat? spørger Jesus.
Kritikken fra Jesus er ikke noget farisæerne og de skriftkloge tager let på. Det er et opgør på liv og død. De ønsker at Jesus bliver slået ihjel.
Fortsættelse følger
Det var lidt om skriftkloge og farisæere, men ikke så meget om synd, som titlen på Bøckers bog Synd for begyndere jo egentlig lægger op til. Synd er et ord, som mange mener har haft alt for stor betydning i kristendommen. Og det kan være rigtigt i de tilfælde, hvor synd og skyld er kommet til at ligge som en alt for stor byrde på menneskers skuldre. Men hvis det er den opfattelse, man har af kristendommen, kan der være god grund til at høre lidt mere om Bøckers opfattelse af synd. Det bliver der ikke plads til i dette indlæg, men det bliver der i et af de kommende søndages indlæg.
Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft