Dato: 28. juni 2026 kl. 10
Efter gudstjenesten er der en ‘løs’ kop kaffe/juice i kirken (Kirkehuset er udlejet)..
Se søndagens salmer nederst i indlægget.
I skal være uden forbehold
Denne søndags prædikentekst er fra Bjergprædikenen, Matthæus 5,43-48. Afsnittet handler om fjendekærlighed. “Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer,” siger Jesus til folkeskaren. For hvis de kun elsker deres venner og familie, er de jo ikke anderledes end toldere og hedninge. “Så vær fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen.” Det må siges at være nogle store krav, Jesus her stiller. At elske sine fjender og og at være fulkommen som den himmelske fader. Men her skal blot nævnes, at man skal være barmhjertig, som Gud er barmhjertig. Man skal elske sin næste, og ens fjende kan jo også være ens næste. At elske sin næste er næppe et krav om at elske på et følelsesmæssigt plan. Men at være fuldkommen som Gud – kan man det? I Bibelen på nudansk fra 2020 formuleres det således: “I skal være uden forbehold i alt, hvad I gør, ligesom jeres far i himlen.” Man skal ikke sætte grænser for kærligheden.

Oprør fra hjertet
For nogle år siden var det moderne at skrive samtalebøger. (Genren er dog ikke gået helt af mode endnu.) En skribent kunne invitere to kendte personligheder til at tale sammen over nogle mødegange. Samtalerne blev optaget og efterfølgende redigeret og udskrevet som bog. På denne måde kunne samtalepartnernes udsagn suppleres og uddybes, men metoden kunne undertiden have den ulempe, at en bog, der måske kunne have fyldt 100 sider, kommer til at fylde det dobbelte. Et eksempel på en samtalebog er Oprør fra hjertet – tro, håb og handling. Her er samtalepartnerne Kjeld Holm og Steen Hildebrandt. Da bogen udkom i 2011 var nu afdøde Kjeld Holm biskop over Aarhus Stift og Steen Hildebrandt var professor i organisations- og ledelsesteori på Handelshøjskolen i Aarhus.
Den svage Gud
På et tidspunkt spørger Hildebrandt Kjeld Holm, hvad det er for en Gud, han tror på. Holm svarer, at han tror på den svage Gud, en Gud “… som stiller sig solidarisk med mennesket i dets udsathed og dets svaghed, som er ved dets side, sådan som Jesus var det hele sit liv igennem.” Den svage Gud er for ham i modsætning til den voldelige gud i Det gamle Testamente. Mange troende i forskellige religioner kan ikke acceptere en svag gud, der giver afkald på at bruge magt. De foretrækker en stærk gud, som bestemmer alt. Her bliver ens egen indsats mindre vigtig eller måske ligegyldig, siger Holm, for Gud bestemmer jo i sidste ende. Holm afslutter sit svar således: “Omvendt, tror du, som jeg, på en gud, der ikke bestemmer over din hverdag, så bliver din egen indsats afgørende. Man kan sige, du må hjælpe Gud med at gøre det godt her på jorden. I min kristendomsopfattelse da både skal, tør og må vi handle.”
(Gud kan både staves med stort eller lille. Ovenfor er fulgt den stavemåde, som er anvendt i bogen. Der kan godt argumenteres for, at det kunne være anderledes.)
Det empatiske engagement
Et andet sted i bogen drøfter de to to grundlæggende spørgsmål: ‘Hvorfor er man her i stedet for, at man ikke er her?’ og ‘Er der noget som ikke forandrer sig i en ellers meget foranderlig verden?’ Der bliver naturligvis ikke svaret endegyldigt på disse spørgsmål, men de prøver at indkredse det sidste. Hildebrandt spørger: “Hvad er det, der er dybere end mig selv?” Det kunde være nogle værdier, som hele tiden gør ham optaget af det menneskelige, så han næsten i sit hjerte og sin krop kan mærke, hvor ondt kloden har det. “Jeg bliver ked af det, rent ud sagt, når jeg ser på, hvordan kloden udvikler sig,” siger han. “Det er en form for global empati, i forhold til andre mennesker, i forhold til kloden, som jeg har som basis.” Holm tilslutter sig tanken om, at det måske er det empatiske engagement, som til syvende og sidst er en eller anden form for konstanthed.
Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft
Vi synger følgende salmer:
HS 321 – Lyse nætter
DDS 448 – Fyldt af glæde over livets under
DDS 29 – Spænd over os dit himmelsejl
LU 902 – Vi synger for dig
Løsark – At vågne og finde en morgen*
HS 334 – Lige før timerne mørkner i juni
LU=Salmesamlingen Lysets Utålmodighed
HS=Højskolesangbogen
* Lisbeth Smedegaard Andersens salmesamling Lysets vinge over dig