Dato: 18. januar 2026 kl. 10
Efter gudstjenesten er der kaffe/ te i kirkehuset.
Se søndagens salmer nederst i indlægget.

Kvinden ved brønden
Denne søndags prædikentekst er Johannes 4,5-26, hvor Jesus møder den samaritanske kvinde ved brønden. Det er ikke en hvilken som helst brønd. Det er Jakobs Brønd, og det er en pointe, at flere vigtige møder i Det Gamle Testamente mellem mand og kvinde har fundet sted ved en brønd.
Levende vand
Lisbeth Smedegaard Andersen har i sin bog Bibelens Kvinder en beskrivelse af mødet, hvor hun tillader sig at digte lidt med på historien.

Kvinden må forundres over, at en jøde vil drage gennem Samaria. Jøderne følte sig jo finere og mere rettroende end samaritanerne. Forbavset bliver hun også over, at den fremmede tilmed henvender sig til hende om noget at drikke med ord, som hun genkender fra Mosebøgerne. Da hun beder Jesus om en forklaring, forundres hun yderligere over Jesu svar, at hvis hun vidste, hvem han var, ville hun bede ham om vand – levende vand, som ville blive til en kilde, som vælder med vand til evigt liv til enhver, som drak af den. Kvinden mener dog, at vandet i brønden er godt nok, og hvordan skulle han kunne give hende vand, når han ikke selv har en spand med?
Det er mig, der taler til dig
Men som Smedegaard skriver: “Lidt nysgerrig var hun, og da den fremmede sagde, at den, der drak af det levende vand, aldrig mere skulle tørste, gik hun lidt i spøg ind på hans tankegang. “Giv mig lidt af det vand,” sagde hun og tilføjede, at så var hun jo fri for hver dag at skulle gå ud til brønden med vandkrukken. Men nu skiftede han pludselig emne og bad hende om først at hente sin mand, så hun blev helt forvirret og rystede afvisende på hovedet. “Jeg har ingen mand,” sagde hun. Alligevel rødmede hun, da den fremmede svarede, som om han kendte hende: “Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.” Hvor vidste han det fra? Hun kiggede en ekstra gang på ham. Han virkede ikke fordømmende. Det var som om, han var ligeglad med, om hun selv var skyld i sit rodede liv, eller om mændene havde ladet sig skille fra hende, fordi hun ikke fødte dem sønner.”
Nu bliver hun klar over, at den mand, hun står over for, er noget særligt og siger til Jesus, at hun ved, at Messias skal komme, hvortil Jesus svarer hende: “Det er mig, der taler til dig.”
En række af usædvanligheder
Der er nu føjet endnu en usædvanlighed til rækken af usædvanligheder:
– At en jøde går gennem Samaria
– At en jøde vil tiltale en samaritansk kvinde
– At jøden vil omgås en moralsk anløben kvinde
– At en samaritansk kvinde er den første i Johannesevangeliet, over for hvem Jesus åbenbarer, at han er Messias.
Kvinden skynder sig nu hjem for at fortælle sine bysbørn, om den fremmede mand.
Som et brusende kildevæld
Hvordan gik det mon kvinden bagefter? Smedegaard digter videre:
“Og egentlig var det underligt, for hendes bysbørn havde tit fortalt hende alt, hvad hun havde gjort; men de havde gjort det med foragt i stemmen og hånlige øjne, men i hans øjne havde der kun været venlighed, ja, endda en kærlighed, der fik hende til at se sit liv i et andet lys. Ja, det var som om, hun først nu havde fundet frem til sig selv. Det var mærkeligt, skrøbeligt. Nu var hun bange for, at de skulle ødelægge det hele igen.
Men det gjorde de ikke. De lo ikke engang ad hende, men gik med ud og mødte ham, og de undrede sig, og de bad ham komme ind til byen og blive hos dem. Han blev i to dage, og han spiste sammen med dem, og han talte med dem, og de var glade for, at hun havde fortalt dem om ham. Alting var anderledes, da han tog af sted. Alt det, han havde sagt, den samtale de havde haft, blev ved med at fylde hende, blev ved med at give ny mening, ja, det var som levende vand, som et brusende kildevæld i hende, og det sprang til liv og glæde.”
Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft
Vi synger følgende salmer:
LU 827 – Usynlige
DDS 22 – Gådefuld er du, vor Gud!
Løsark – Et lysglimt i universet*
Løsark- Du spør mig om håbet*
DDS 14 – Tænk, at livet koster livet!
LU=Lysets Utålmodighed
* Fra Lysets vinge over dig