3. søndag i advent

3. søndag i advent

Dato: 14. december 2025 kl. 10

Efter Gudstjenesten er der kaffe/ te i Kirkehuset.
Se søndagens salmer nederst i indlægget.

Denne søndags prædikentekst er Lukas 1,67-80. Johannes Døbers far, Zakarias, lovpriser Gud. Sønnen skal gå foran Herren og bane hans veje.

Historien bag nedenstående billede er denne: Da englen fortalte Zakarias, at hans kone Elisabeth skulle føde ham en søn, troede han det ikke, for de var begge højt oppe i årene, så han bad om et tegn. Tegnet var, at han blev slået med stumhed. Talens brug ville han først få igen, når drengen var født. Nedenstående billede viser situationen, hvor Zakarias bliver bedt om at sige barnets navn, men da han er stum, er han nødt til at skrive det. Straks derefter genvinder han evnen til at tale.

Zakarias skriver Johannes’ navn. Spansk-flamsk malerskole sidst i 1400-tallet

Fat håb
En af de nye adventssalmer er Dy Plambecks Hold håbet op fra 2015. Den kom med i Kirkesangbogen i 2017 og Højskolesangbogen i 2019. Det er ikke en salme, der nævner Gud og Jesus direkte, men det er ikke til at misforstå, at det er Gud og Jesus, det handler om. Jesus træder ind i salmen allerede i linje 2: “her er en fremtid, her er liv, han er på vej.” Han ledsages ikke af basunblæsende engle, men dog af storslået musik (linje 3): “Se, snefnug ligner noder i en symfoni”, hvorefter blikket rettes mod himlen, hvor en stjerne viser vej. I vers 2 finder vi ordet ‘adventssang’ og i vers 3 ‘julerose’, som er en “ydmyg blomst”, der kommer til syne ved juletid, men i stedet for at bruge ordet ’tilsynekomst’, bruger Dy Plambeck ordet ’tilstedekomst’. Ordet er ikke hendes egen opfindelse, det står allerede i ordbøgerne, men det virker overraskende stærkt i denne sammenhæng. Jesus er lyset, han er på vej. I salmens adventsforløb starter det med en glød i mørket (vers 3, linje 1), der vokser for hver søndag i advent og bliver til lys af evighed og skjuler det mørke, der allerede i omkvædet er begyndt at skjule sig.

Ord, der kan ramme os i hjertet
Det er Marianne Søgaard, der har skrevet salmens melodi. I et interview i Kristeligt Dagblad d. 5. december 2025 fortæller hun om salmen. Den bidrager med at give et sprog for det, der har med tro og eksistens at gøre, og salmen er så bred og inkluderende, at mange kan være med i hver deres tolkning af håbet. Salmer og visse andre sange bruger ord, der kan ramme os i hjertet, så vi kan føle os genkendt i al vores fejlbarlige og skrøbelige menneskelighed. “Ord der fortæller os, at tilværelsen er en gåde, som vi måske aldrig helt får greb om. Men måske er det netop sange med deres kombination af ord og melodi og det, at vi synger dem sammen, som kan hjælpe os med at komme tættere på det gådefulde og underfulde ved menneskelivet,” siger Marianne Søgaard.

Kærligheden findes
“Gud sendte sin elskede søn til os som vores trøster og forløser. Det er den helt store trøst, når vi føler, at vi ikke kan bære verden selv. Der er én, som bærer med – og bærer os, selv på de mørkeste dage. Og det er en kæmpe trøst midt i al den skrøbelighed, modgang og lidelse, man kan opleve som menneske. For der er et svar til den meningsløshed, der truer os. Og det er, at kærligheden findes. Derfor er det hele så meningsfuldt og værd at leve og kæmpe for.” Således afslutter Marianne Søgaard interviewet.

Og rører vi det himmelblå
Også dette adventssøndagsindlæg skal rumme nogle ord fra Simon Grotrians særlige salmeunivers. De hentes denne gang fra hans salme ‘Da troen er et sennepskorn’ (og tvivleren er vakkelvorn …). Juleassociationen kommer ind i 6. vers, som lyder således:

Og rører vi et himmelblå
af stjernetegn med noder på
går livet med til festen
vi synger som et spurvehvælv
og taber i det åbne skælv
et korn, som redder næsten.

Bemærk musiksymbolikken, som også er med i Plambecks salme. Grotrians digt er fra digtsamlingen Jordens salt og verdens lys fra 2006.

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft

Vi synger følgende salmer:
DDS 74- Vær velkommen
DDS 89 – Vi sidder i mørket
DDS 78 – Blomstre som en rosengård
LU 808 – Gå på lige flisegange
LU 805 – Se min engel
DDS 87 – Det første lys*

* Peter Møllers melodi