Dato: 19. oktober 2025 kl. 10

Efter gudstjenesten er der kaffe/ te i kirkehuset.
Se søndagens salmer nederst i indlægget.

Saddukæerne og farisæerne sætter Jesus på prøve
Prædikenteksten er denne søndag Matthæus 22,34-46. Den starter med en oplysning om, at det er mislykkedes for saddukæerne at bringe Jesus på glatis. Saddukæerne var en retning inden for jødedommen, der stod i modsætning til farisæerne. Nu vil farisæerne prøve, om de kunne gøre det bedre en saddukæerne over for Jesus; de vil sætte ham på en prøve. Nogle af jødernes bud blev betragtet som vigtigere end andre, så ville Jesus svare forkert, hvis de spurgte ham om, hvilket bud, der var det vigtigste? Der var nok af bud at holde rede på: 248 påbud og 365 forbud – efter holocaust har nogle jøder formuleret et ekstra bud: Du skal overleve. Jesus vakler dog ikke i sit svar: Det største bud er det dobbelte kærlighedsbud. Efter sit svar, stiller Jesus så farisæerne på prøve med spørgsmålet: “Hvad mener I om den salvede. Hvis søn er han? Farisæerne svarer: “Davids.” Men så spørger Jesus dem om, hvordan David kan kalde sin søn for ‘Herre’, og det kan de ikke svare på, og fra den dag turde de ikke spørge Jesus om noget, siges det til sidst i tekststykket.

Modstandskraft
Der tales i denne tid om, at danskerne skal styrke deres beredskab, hvis der skulle indtræffe uforudsete hændelser. Men det er ikke nok kun at tænke på det materielle i den forbindelse, modstandskraften på det mentale område skal også styrkes. Derfor tales der om begreber som ‘åndelig oprustning’ og ‘kristne værdier’.

Det hedder ikke ‘I’, men ‘Du’
Allerede i 2004 havde præsten Kathrine Lilleør en klumme, hvor hun bragte emnet ‘kristne værdier’ på bane. Den kan læses som én af 50 meninger i hendes bog: ’50 meninger til tiden’. Dengang handlede debatten om, om ordlyden ‘kristne værdier’ skulle skrives ind i EU-traktaten. At gøre det, ville dog være at sælge ud af kirkesølvet, mente Lilleør, “…for ‘kristne værdier’ er det ikke muligt at vedtage i plenum. (…) Det ville være ukristeligt. De kristelige værdier er en personlig sag, for det hedder ikke ‘I skal elske …’, men ‘Du skal elske …’. Kirke betyder fælleskab, fortsætter Lilleør, men om ord der henvender sig til den enkelte. Den kristne forkyndelse er et hjertebudskab. Fra hjerte til hjerte. Om kærlighed, nåde og velsignelse – personlige sager. Man elsker jo ikke i fællesskab. Næstekærlighedsbudskabet er en direkte henvendelse til os fra Gud – til hver enkelt af os.” Er det da ikke en værdi? spørger Lilleør og svarer: “Jo, hvis man synes, det er en værdi at lade sig slå ihjel for kærligheden. Jesus døde af at udleve den kristne grundværdi. Kærligheden som samfundsværdi er et selvmorderisk projekt. En nation af kristne, der vender den anden kind til og kærligt rummer hvem som helst, vil ende med at blive korsfæstet,” slutter Lilleør af.

En sag alle kan kapre
I Kristeligt dagblad har Esben Kjær (forfatter og journalist) i denne måned skrevet et debatindlæg om åndelig oprustning. “Europas 80 års lange systematiske dyrkning af egen svaghed står pludselig pinagtigt frem. Vores vilje til rent faktisk at forsvare os selv er ifølge målinger ringe. Så der er al mulig grund til at opruste åndeligt og finde ud af, hvad vi kæmper for. For det ved vi tydeligvis ikke – vi ved ikke engang , hvad “ånd” er,” skriver Kjær. Men der er fremkommet mange forskellige bud på, hvad åndelig oprustning kan være – bud der stritter i alle retninger, så begrebet lynhurtigt har udviklet sig til et tomt fartøj, alle med en sag kan kapre, konstaterer han.

Din nation hviler også på kristendommen
“Da statsministeren kom med en klar opfordring til kirken om at påtage sig en rolle i den åndelige oprustning, var det sædvanlige grædekor af nejsigere åbenbart den eneste fraktion i kirken, der var hjemme til at tage telefonen den dag – de ville ikke finde sig i at kirken blev “instrumentaliseret” (…) Og da kirkeministeren kom til at sige, at “du går i krig for dit fædreland og for det værdigrundlag, som din nation hviler på – og det er også kristendommen – når vi går i krig, er det for danske værdier, hvilket også er kristendom,” blev det lynhurtigt forvansket til, at han ville i krig for kristendommen – en stråmand alle de sekulære så kunne ride til angreb på,” skriver Kjær.

Affortrylning
Og han fortsætter: “Når den slags flødebolleord ukritisk bliver sat til livs, skyldes det, at de dækker over en underliggende længsel – en intuitiv indre erkendelse af, at vores moderne liv mangler ånd, en erkendelse drevet frem af en stigende ydre utryghed. De af os, der mener, at livet består af mere end et godt tilbud på tre poser Gevalia i Føtex, fornemmer godt, at samfundet med sociologen Max Webers ord er blevet “affortryllet”. Vi har mistet sansen for, at det vigtigste i tilværelsen ikke er målbart og håndgribeligt. Vi har fået flere ting, men mindre mening. Vi har alle kollektivt en følelse af, at det moderne liv er blevet tomt. Vi har organiseret os ud af fællesskabet, rationaliseret os væk fra ritualer og effektiviseret os bort fra eftertanke. Vi er blevet åndløse. Og følgelig er vi blevet værdi-løse. Måske er konklusionen, at vi har brug for at starte med at overgive os til det faktum, at vi åndeligt er helt afvæbnede, før vi kan begynde at opruste åndeligt.”

Skrevet og sammnenstillet af Steen Pilgaard Toft

Vi synger følgende 5 salmer:
DDS 731 – Nu står der skum fra bølgetop
DDS 412 – Som vintergrene
DDS 728 – Du gav mig, o Herre
DDS 368 – Vintræ og grene og frugt hører sammen
DDS 14 -Tænk, at livet koster livet