Dato: 31. december 2024 kl. 15
Efter gudstjenesten er der mulighed for at nyde et glas bobler i Kirkehuset.
Se gudstjenestens salmer nederst i indlægget.

Johannes Sløks juleprædikener
Teologen og professoren Johannes Sløk er et par gange tidligere blevet citeret her på hjemmesiden. En række af hans prædikener er blevet udgivet i en bog, som meget passende bærer titlen ‘Prædikener’. I den nedenstående tekst citeres der fra tre prædikener, han har holdt i juletiden i sidste halvdel af 1940’erne.

Forhåbning contra forventning
Der er forskel på forhåbning og forventning, skriver Johannes Sløk. I forhåbningen ved man nøje, hvad man håber på i modsætning til forventning – her er en anden indblandet, nemlig den der skal indfri forventningen. På Jesu tid havde man en forventning om en frelser, men de kunne ikke være helt sikre på, hvad det helt præcist var, og derfor håbede de i stedet for på noget, de kunne vide, hvad var. “Men da de lavede forventningen om til en forhåbning, da de selv satte sig målet og gav sig til at arbejde på det, gik de glip af det, for det forventede kan man kun nå ved at vente og overlade alt til ham, der har givet løftet. Da derfor det forventede blev opfyldt, forstod de det ikke, men gik glip af det …” Det er ikke fordi, det er negativt at have forhåbninger i sit liv, men når det drejer sig om forholdet til Gud, må det være forventninger, for “Guds er ansvaret og bekymringen; Guds er riget, magten og æren. Mennesket har kun umyndigheden og forventningen tilbage.”
Vi, de retfærdighedserklærede
I en anden prædiken skriver Sløk om det glædelige budskab om retfærdighed, fred og glæde. For det er et budskab, vi trænger til. I os selv har vi ikke megen retfærdighed, fred og glæde. Vi ville næppe blive frikendt for en domstol, der skulle undersøge, hvordan vi havde forvaltet den opgave at være menneske. “I julens budskab bliver vi med ét slag af Gud selv – og det er dog den højest tænkelige dommer – erklæret for retfærdige, ikke fordi vi er det, men fordi han har ladet nåde gå for ret.” Guds kære børn vi blev på ny, siger Sløk med henvisning til julesalmen. Men så problematiserer Sløk det. Vil vi tage imod det, vi har fået helt gratis og ufortjent? Føler vi, at vi har fortjent det mere end andre, som har været større syndere? Vi lever videre “i vores menneskelige uretfærdighed, i bekymringernes og angstens fortabthed og har intet andet tilbage end håbet om at Guds nåde vil være rig nok til at tilgive os alt, også at tilgive os, at vi ikke tog imod hans nåde.”
Et vendepunkt
I en tredje prædiken skriver Sløk, at Jesu fødsel var et vendepunkt. Den gamle verden var forbi, og en ny verden var begyndt. Englene havde proklameret for hyrderne på marken, at der skulle være fred på jorden og i menneskene velbehag. Det med fred var vist kun teori, konstaterer Sløk, men til gengæld gælder det med velbehag fuldt ud. “Jesus blev aldrig træt af at tilgive mennesker deres synder, og da Jesus i kraft af Helligånden stadig er iblandt os, og især gennem dåben tilgiver Jesus de døbte deres synder og lover dem evigt liv.” Vendepunktet betyder, at mørket er ved at fortrænges af lyset. Jesus bragte lyset til verden, men vi lever endnu ikke i dagen, men i daggryet – hvor mørket stadig er, men hvor dagen dog allerede kaster sine stråler, som Sløk udtrykker det. Og måske er ‘fred’ så alligevel ikke udelukkende teori. For Simon (Simeon), som er omtalt i den pågældende gudstjenestes prædikentekst, udbryder disse ord, da han ser det 8 dage gamle Jesusbarn: “Herre, nu lader du din tjener fare med fred efter dit ord, thi mine øjne har set din frelse, som du beredte for alle folkeslags åsyn, et lys til at oplyse hedningerne og en herlighed for dit folk Israel.”
Sammenfattet af Steen Pilgaard Toft
Der synges følgende salmer:
DDS 28 – De dybeste lag i mit hjerte
DDS 720 – Som året går
HS 72 – Du lagde livstid i min krop
HS 65 – Usynlige, som ingen kan beskrive*
LU 826 – Står så ofte og ser mod din himmel
LU 848 – Læg armen fast omkring mig
(LU=Lysets utålmodighed; HS=Højskolesangbogen)
* Tekst i LU 827 – tekst og noder i HS