Dato: 8. december 2024 kl. 10.

Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.
Se søndagens salmer nederst i indlægget.

Denne søndags prædikentekst er Lukas 21,25-36. Den starter i højden med ordene: “… og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner” og fortsætter på jordoverfladen med: “På jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen.” (Alternativ oversættelse: ‘bølgernes vildskab’) Og det sker, fordi Menneskesønnen vil komme i en sky med magt og megen herlighed.

Også jeres modpart er et menneske
Digteren og forfatteren Ole Sarvig skriver i sin bog ‘Evangeliernes billeder belyst af denne tid’, at det kan ske i Lukasevangeliet, at billederne bliver voldsomme. Sarvig lægger disse ord i munden på Jesus: “Lær at tyde tegnene. Vær ikke så blinde! Når der stiger en sky op i vest, siger I straks: Det bliver regn! Men denne tids tegn vil I ikke forstå. I vil ikke se, at verden er ved at dø, og at I skal dø med den, hvis I ikke udvikler jeres eget jeg og lægger ansvaret på jer selv. Hvis I bliver ved med at slæbe jeres modpart for retten og gøre jer afhængige verdens gamle hus’ love, da vil I selv blive dem, som plages af loven, til alt hvad I har, er pint ud af jer. – For det er det, der vil ske, hvis I ikke vil blive menneske og forstå, at også jeres modpart er et menneske, og at han er med jer på menneskets vej – fra fortidens liv, som nu skal dø, til fremtidens, som skal opstå dybt i jer selv.” Egentlig knytter Sarvigs tekst sig til et andet sted i Lukas-evangeliet end dagens prædikentekst, men især sammen med Jens Andersens tilhørende akvarel, kan den også sige os noget her.

Markus og Mattæus maler med samme dunkle farver som Lukas: “Men straks efter trængsler i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne, og stjernerne skal falde ned fra himlen og himmelens kræfter rystes.”

Ganske urimelig mild og ganske urimelig streng
Apropos de voldsomme billeder, der kan forekomme i evangelierne, siger Johannes Sløk i en adventsprædiken, at kristendommen er to ting, der ikke bør forveksles med hinanden eller sammenblandes. Den er ganske urimelig streng og ganske urimelig mild. Der er ingen strenghedes forbehold i mildheden. Jesus tilgav på forhånd alle. Men der er ingens mildhedens forbehold i strengheden. Jesus er uden noget forbehold streng, streng i yderste forstand. Bliver man fx blot i sit stille sind ærgerlig på sin broder, så er man skyldig i evig fordømmelse, som om man havde myrdet ham. Disse to ting blander vi sammen, mener Sløk, så Jesus hverken bliver rigtig mild eller rigtig streng, så hverken mildheden eller strengheden tages alvorligt. Jesus er så streng, at vi ikke kan gøre os håb om at opfylde det.

Den uendelige/grænseløse fordring
Johannes Sløk forklarer, at vores dåb er en bekendelse til Jesu helt urimelige mildhed, og at der for os i vores menneskelige magtesløshed og fortabthed kun er den udvej, at klynge os fortvivlet til Jesu grænseløse mildhed. “Vi skal stadigt på ny vende tilbage til den grænseløse mildhed. Strengheden derimod er Jesu sag; hvis strengheden skal opfyldes af os, da må det være Jesus, der gennem ilddåben, som Johannes døberen kalder det, opfylder den i os gennem os. Den uendelige fordring kan kun Jesus opfylde. Men det er det farlige og risikable ved kristendommen, at når vi i dåben klynger os til mildheden, da har vi udleveret os til Jesus, og så véd vi ikke, hvad der vil ske, for det kunne være, at Jesus ville benytte os til at opfylde den grænseløse fordring.”

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft

Der synges følgende salmer:
DDS 78 – Blomstre som en rosengård
LU 807 – Den første sne
DDS 89 – Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge
LU 808 – Gå på lige flisegange
HS 233 – Hold håbet op
DDS 87 Det første lys er Ordet, talt af Gud

(LU=Lysets utålmodighed)