Dato: 1. december 2024 kl. 10.

Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.
Se søndagens salmer nederst i indlægget.

Dagens prædikentekst er Mattæus 21,1-9: Jesus holder sit indtog i Jerusalem. Denne tekst hører også til påsken, men da advent betyder Herrens komme, er teksten forbundet med både forventningen om Jesu fødsel og hans død og opstandelse. Maleriet er af Duccio di Buoninsegna (død 1319) og viser Jesus på vej mod Jerusalems byport tiljublet af mængden, som blot fem dage senere kræver ham dømt til døden. Jesus rider sagtmodigt på et æsel, som profeteret i Det gamle Testamente. Mattæus nævner de to dyr, som Duccio har malet, mens de andre evangelister kun nævner et dyr. Mattæus har måske tænkt, at man ikke skiller et føl fra moderdyret. Det er også kun Mattæus, der bringer profetiens ordlyd: “Se, din konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et trækdyr og et æsels føl.” Måske har Mattæus lavet en fejllæsning, så der kun er tale om ét og samme dyr: Et dyr, der både er et trækdyr og et æsels føl.” Maleren er dog ikke i tvivl; han har malet to – men dog har han ladet Jesus ride på moderdyret, hvilket virker yderst rimeligt, da føllet ser noget lille ud. Desuden ville det se mærkeligt ud, hvis man skulle tage Mattæus bogstaveligt: “De hentede æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå.” Det har næppe været meningen, at Jesus skulle ride på begge dyr.

Benny Andersensk satire og Kierkegaardsk lidenskab
Hvis man ikke allerede er stået på juleræset, er det på høje tid at komme i gang, hvis man vil have det hele med. Mådeholdenhed kan vente til en anden gang. Fuld blæs på kilometervis af julelyskæder, fed julemad og søde julelækkerier og gaveindkøb, så der skal mere end ét juletræ til for at få plads til alle gaverne. Klimaet må vente. Nej, nu skal jeg ikke forsøge at gøre glæden mindre her i den tilstundende juletid; det vil jeg hellere overlade til Benny Andersen at gøre. Han har skrevet en lille fortælling til en juleantologi, der udkom i slutningen af det sidste årtusinde: ‘Dejlige december – 24 julefortællinger af danske forfattere’. Det er måske ganske utilbørligt at omtale den her på denne hjemmeside, da det er en satire over Gud, og hvorfor han skabte julen, men ved nærmere eftertanke er det nok snarere en satire over menneskenes måde at fejre julen på, hvis det hele går over gevind. Og for at skabe modvægt til Benny Andersens fortælling, vil jeg også omtale en anden tekst fra bogen, nemlig Peter Thielsts lille tekst om Søren Kierkegaards forhold til julen.

Guds Hævn
Dette er titlen på Benny Andersens fortælling. Kort fortalt er Gud sur over, at menneskene har slået Jesus ihjel. Hævnen skal være ekstra udspekuleret: Menneskene skal selv udføre straffen, og de skal samtidig tiljuble og prise Gud pga. straffen. Straffen skulle kunne fortsætte år efter år, og menneskene skulle selv finde på nye straffe efterhånden. Så Gud opfandt julen. Til de nye straffe, menneskene fandt på, hører skikken med at have knastørre juletræer i stuerne med levende lys. Det medførte mange tragedier med nedbrændte hjem. Desuden fandt man på, at sne hørte julen til, men da der som regel ikke er sne i julen, måtte man piske de stakkels, hårdtarbejdende slaver i bomuldsplantagerne endnu hårdere for at producere bomuld nok til fremstilling af alt det vat, der så blev brug for. Senere indførte man et voldsomt gavetyranni – flere og flere – dyrere og dyrere. Desuden mere og mere mad, helst af den sundhedsskadelige slags med overdrevent meget fedt eller overdrevent meget sukker. Efterhånden åd og drak man sig ikke bare fordærvet i juledagene, men gennem hele julemåneden. Og de, der overlevede dette inkl. spritkørslerne hjem fra julefrokosterne, havde (kunne Benny Andersen have tilføjet) stadig muligheden for at sætte prikken over i’et ved at sprænge sig selv og resten af familien i luften ved at købe rigeligt med ulovligt fyrværkeri til nytårsaften. (I parentes bemærket var adventstiden i gamle dage en faste- og bodstid.)

Illustration fra bogen: Pia Thaulov

Den sørens jul
Dette er titlen på Peter Thielsts lille tekst om Søren Kierkegaards forhold til julen. Thielst indleder med et Kierkegaardcitat: “Ak, lykkens dør går ikke indad, så man ved at storme løs på den kan trykke den op, men den går udefter, og man kan derfor intet gøre.” “Julen er hjerternes fest og den glade givers paradis, men også et gigantisk ta’-selv-bord, der skal tvinge lykken frem og iscenesætte en kortvarig glæde. Det ved vi i dag besked med til overflod,” skriver Thielst. “For Kierkegaard var den kristne tro ikke just barnemad, men en streng og paradoksal sag, som krævede den yderste lidenskab og ydmyghed. Det kristne liv måtte være et liv i Jesu fodspor, dvs. afsavn, lydighed og selvfornægtelse. Derfor lignede det ikke noget at højtideligholde Kristus med pjank og barnlig hyggenygge,” fortsætter Thielst. “Med pakker, godter og tusind gøremål er kristendommen blevet til jule-jag – det rene spektakel til overdøvelse af evangeliet.” Nu skal man ikke forledes til at tro, at dette syn på julen har noget med Kierkegaards barnesyn at gøre, for som Thielst gør opmærksom på, så mente Kierkegaard, at barndommens leg og uskyld skulle beskyttes mod den tunge kristendom. “Hver livsalder har sin ukrænkelige kvalitet og opgave, og børns er den nysgerrige, uproblematiske leg, hvor man tror – og har ret til det – at lykkens dør går indad. Dén skal afgjort have sin tid.”

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft

Der synges følgende salmer:
DDS 74 – Vær velkommen
LU 801 – En morgenstund med sne
Løsark – Du spør mig om håbet
HS 233 – Hold håbet op
Løsark – Igen berørt, bevæget af dit ord
DDS 87 – Det første lys er Ordet, talt af Gud

(LU=Lysets utålmodighed)