Dato: 13. oktober 2024 kl. 14.

Vikarpræst: Anders Lundbeck.
Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.
Se søndagens salmer nederst i indlægget.

Topbilledet er et udsnit af et blomsterpyntet vinduesparti ved høstfesten efter gudstjenesten
d. 6. oktober.

Litteratur om Christen Dalsgaard
I indlægget til gudstjenesten 15. søndag efter trinitatis skrev jeg om Christen Dalsgaard, maleren der har udført altertavlen i Vejstrup Valgmenighed. Jeg stillede her i udsigt, at en fortsættelse ville følge. Dalsgaard produktion ligger inden for for områder: genrebilleder og religiøse billeder – herunder altertavlerne. Der er ikke skrevet voldsomt meget om Christen Dalsgaard, men han er nævnt sporadisk mange steder i kunsthistoriske bøger. Her skal nævnes nogle bøger, der skriver mere udførligt om ham. Knud Søegaard behandler begge områder i sin bog fra 1902 ‘Christen Dalsgaard og hans kunst’. Søegaard ville dog ikke kalde det en biografi, idet Dalsgaard stadig levede på dette tidspunkt. Om hans religiøse kunst kan nævnes to artikler: ‘Christen Dalsgaards altermalerier’ fra ‘Historisk årbog for Skive og omegn’ fra 1983 af Nina Damsgaard og ‘Christen Dalsgaard som grundtvigsk billedkunstner’ i ‘Grundtvig Studier’ fra 2001 af Nina Hobolth. Genremalerierne behandles i de to bøger ‘Genremaleri og virkelighed’ af Marianne Zenius fra 1976 (omtale af Dalsgaard fylder en tredjedel af bogen) og ‘Christen Dalsgaard 1824-1907’ fra 2001. Sidstnævnte bog er et udstillingskatalog med fem uddybende artikler.

En markant skikkelse
Damsgaard kalder Dalsgaard for en markant skikkelse i forbindelse med nye tendenser i altermaleriet i forhold til, hvad der tidligere var blevet malet i 1800-tallet (1810-60). En bevægelse væk fra at fremstille Kristus som smuk, ung og blid – til tider virkende slap og veg. Væk med hygge og idyl som gennemgående træk og henimod nye temaer. Damsgaard anfører at Dalsgaard har malet i alt 13 altertavler, der geografisk er spredt over hele landet. Dette stemmer ikke overens med tallet 17, som jeg nævnte i mit tidligere indlæg, men der må være tale om en trykfejl, da Damsgaard omtaler 16 forskellige tavler i sin artikel. Et bud på, hvad der så kan være den 17. tavle, gives i næste afsnit..

Altertavlerne
Herunder vil jeg opliste de altertavler, Damsgaard omtaler i sin artikel. Ikke alle tavlerne er tilgængelige i dag eller bliver brugt som altertavler.

1855 – Skive Kirke: Englene som forkynder Hyrderne Christi Fødsel
1861 – Fejø Kirke: Mariae Bebudelse
1864 – Herstedvester Kirke: Den gode Hyrde der går gennem Bjergene for at søge efter det vildfarne Faar.
1864 – Ljørslev kirke: Samme motiv som ovenstående – ikke identisk
1865 – Stenmagle Kirke: Mødet mellem Maria og Elisabeth
1866 – Jørsby Kirke: Jesus med Barnet
1866 – Skanderborg Slotskirke: Christus som Forvalter af Sakramenterne
1868 – Nazaretkirken i Ryslinge: Jesus som Barn i Nazaret
1872 – Ansgarkirken i Øster Jølby: Ansgar og Ødbert døber en ung Moder og hendes Barn
1875 – Hvejsel Kirke: Opstandelsen Påskemorgen
1875 – Gråbrødre Hospitalskirke: Den barmhjertige Samaritan
1875 – Nordrupvester Kirke: En af de kloge Jomfruer
1877 – Hørup Kirke: samme motiv som ovenstående
1877 – Vejstrup Valgmenighed: Jesus hos Martha og Maria i Betania (ophængt i 1878)
1886 – Sdr, Nærå Valgmenighed: Fremstillingen i Templet
1891 – Hundslund Kirke: Jesus og Johannes Døberen ved Jordanfloden

Det er i alt 16 altertavler, så spøgsmåler er, om der mon også er en 17. altertavle. Dalsgaard malede en gentagelse (ikke identisk) af Ansgarbilledet til Vallekilde Højskole, men netop som maleri, og ikke altertavle. Måske er den 17. altertavle den kopi af Vejstrup Valgmenigheds tavle, som blev malet til Brylle Kirke. Ifølge en kilde på Nationalmuseets hjemmeside blev kopien udført af en maler ved navn Chr. Lauritzen. Hvis man sammenligner nedenstående to udsnit fra henholdsvis Brylle (til venstre) og Vejstrup (til højre), er det tydeligt at se, at der ikke er tale om den samme maler. Vejstrup Valgmenigheds altertavle kan ses i sin helhed i indlægget til 15. søndag efter trinitatis.

Vakker dansk præstegårdsdatter med grundtvigiansk anstrøg
For at finde en nærmere omtale af altertavlen i Vejstrup Valgmenighed, skal vi 122 år tilbage i tiden til Søeborgs bog. Vi kan også nøjes med 80 år med bogen ‘Om religiøs malerkunst i Danmark’. Damsgaard citerer fra dem begge, tilsyneladende uden at det er klart, om hun deler deres vurderinger. I udstillingskataloget fra 2001 – der ikke beskæftiger sig med Dalsgaards religiøse værker – gives der udtryk for, at arbejdet med udstillingen har skabt et grundlag for at revurdere Dalsgaards position mellem guldaldermaleri, det nationale figurmaleri og friluftsmaleri, så det er spørgsmålet om de ret negative vurderinger, Damsgaard har citeret i sin artikel, er fuldgyldige i dag. Søeborg gengiver tavlen i sort/hvid og kalder det en anseelig komposition. Han skriver, at interiøret har stor virkning. Maria omtaler han som en meget vakker dansk præstegårdsdatter med grundtvigiansk anstrøg. Marias fremtoning betegnes som et af de små ‘retfærdige’ fund, der kan redde et billede, der ellers er truet af fortabelse’. Søeborg mener, at Kristusskikkelsen er billedets svageste led: “Det er umuligt at vinde dette sløve, blodløse mandfolk, som ligger slængt op ad bænken nogen sympati, endsige så megen interesse, at den friske, unge kvindes begejstring bliver forståelig.” Denne karakteristik uddyber Damsgaard med et citat fra førnævnte ‘Om religiøs kunst i Danmark’ om Jesusskikkelsen: “… en veg, indolent type, som ligger på et divanlignende møbel og betragter Maria med matte øjne.” Damsgaard skriver desuden, at billedet rent illustrativt og dermed udtryksmæssigt er tomt uden ledsagende undertekst. Dette er en formulering, der er genkendelig fra flere vurderinger i Søeborgs bog.

Et genmæle
Til disse vurderinger kan man godt komme med nogle små anfægtelser. At Marie lignes med en vakker dansk præstegårdsdatter med grundtvigiansk anstrøg åbner op for at bruge allehånde luftige argumenter. Der kan dog være den smule sandhed i det, at Dalsgaard i mange af sine billeder benyttede sig af illusionisme eller idealiseret realisme (udstillingskatalogets ordvalg). Dvs. (som Zenius påviser i sin bog) , at Dalsgaard i mange af sine billeder ikke havde problemer med at blande elementer fra forskellige lokaliteter og tider sammen i det samme billede.
Søeborgs karakteristik af Jesusskikkelsen, sløv, blodløs, må også siges at være en kende letbenet – tillige med tilføjelserne ‘veg, indolent, matte øjne’. Øvelsen at afkode et menneskes ansigtsudtryk fører ikke altid til ensartede konklusioner. Men dette er åbenbart resultatet, hvis man søger tilbage i litteraturen. Kunne det ikke tænkes, at en konklusion rettere kunne være, at Jesus sider koncentreret og omsorgsfuldt i dyb samtale med den unge kvinde. For megen patos og ivrighed skulle jo nødigt få beskueren til at tvivle på, om Jesus havde reelle hensigter – i øvrigt er det modsat med den unge kvinde, der gerne må udstråle en behersket erotisk hengivelse til Jesusskikkelsen. Det har dog været en respekteret form for beskrivelse af den åndelige hengivelse.
Og hvad skal man lægge i udsagnet om, at billedet er illustrativt og indholdsmæssigt tomt uden ledsagetekst? Altertavlen er forsynet med teksten: ‘Men et er fornødent’. Menigheden er fortrolig med indholdet, og fortællingen er velkendt som en genkommende prædikentekst.

Grundtvigiansk billedkunstner
Til sidst skal Nina Hobolths artikel om Dalsgaard som grundtvigiansk billedkunstner kort omtales. Dalsgaard udførte en række opgaver for den første generation af Grundtvigs ‘disciple’, som hun skriver, og han indtog en særstilling som pioner for den grundtvigske billedkunst. Her fremhæver hun altertavlen i Ryslinge. Valgmenigheden (Nazaretkirken) var den første i Danmark, og præsten der var en af de grundtvigske vækkelsesbevægelsers betydeligste præster. Hobolth ser træk i maleriet, der matcher det grundtvigske og desuden kan hentyde til Grundtvigs salme ‘I Nazaret, i trange kår’. Desuden fremhæves altertavlen i Morsø Valgmenighed (Ansgarkirken), der også var grundtvigsk. Motivet forener kristendom, folkelighed og dansk historie, og dåben er det centrale i billedet. Et tredje eksempel er bestillingen fra Vallekilde Højskole på en gentagelse af Ansgarmotivet. Valget af ham som maler begrunder bestilleren således over for Dalsgaard: “De er en af de få kunstnere, hvis smag jeg har tillid til, fordi De ikke vil have kunsten til forlystelse, og de er en af de få kunstnere, der har sans for det fremblomstrende folkeliv mellem vor ungdom …” Dertil kom en række andre grundtvigianske bestillingsopgaver.
Dalsgaard mestrede især det psykologiske udtryk i skildringen af menneskers sjæleliv og samvær, om end hans kunst altid har forekommet nogle for fersk, skriver Hobolth. Det grundtvigske fælleskab opfattede ham, som en kunstner, der forstærkede og fornyede motivernes menneskelige indhold.

Skrevet og sammenfattet af Steen Pilgaard Toft

Der synges følgende salmer:
392 – Himlene, Herre, fortælle din ære
Løsark – Fra vest står blæsten ind*)
598 – O Gud, du ved og kender
30 – Op, alle, som på jorden bor
474 – Jesus Krist, du gav mig livet
728 – Du gav mig, o Herre

*) Findes også i 100 salmer og i Højskolesangbogen