Dato: 8. august 2024 kl. 19
Se søndagens salmer nederst i indlægget.
Søndagens evangelietekst handler om Jesus hos Maria og Martha (Lukas 10,38-42). Det er her Jesus siger ordene: “Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.”
Ordene ‘Men ét er fornødent’ er netop de ord, der står under alterbilledet i Vejstrup Valgmenighed. Alterbilledet beskriver mødet mellem Jesus og de to kvinder.
Christen Dalsgaard
Billedet er malet af Christen Dalsgaard, og i den anledning skal han her gives lidt ekstra omtale. Maleriet er fra1878, altså ganske få år efter at valgmenighedens kirke blev bygget. Billedets titel er ‘Jesus hos Martha og Maria i Betania’. (Betaniakirken er faktisk kirkens navn, selvom der ikke bliver skiltet så meget med det i dag.) Ifølge gamle optegnelser blev Dalsgaard betalt 1704 kr. for sit arbejde. Beløbet var fremkommet ved en indsamling blandt menighedens medlemmer, der løb op i 2109 kr. og 20 øre, så der blev også råd til en ramme og forsendelsen. Rammen er dog ikke den, der omgiver billedet i dag. Christen Dalsgaard levede fra 1824 til 1907. Han fødtes ved Skive og kom i 1841 til København for at blive uddannet både som maler og kunstmaler. I Fogtdals Kunstleksikon (1989) betegnes han som 1800-tallets mest fremtrædende realistiske maler herhjemme, og hans maleri ‘Snedkeren bringer ligkisten til det døde barn’ betegnes som et hovedværk i 1800-tallets danske realisme.
Altertavlerne
I 1862 flytter Dalsgaard til Sorø, hvor han har fået stillingen som tegnelærer på akademiet – en stilling han har indtil 1992. Og det er i den periode han udfører de fleste sine altertavler – omkring 17 i alt. Her kan nævnes en altertavle til Ryslinge Frimenighed fra 1869: ‘Jesus som barn i Nazareth med Maria og Josef’. Sønder Nærå Vagmenighed 1886: ‘Fremstillingen i templet’. Morsø Frimenighed i Erslev 1872: Ansgarbilledet. Ljørslev Kirke 1864: Hyrdemotiv. Det er dog ikke alle kunsthistorikere og kunstkritikere, der har været Dalsgaard venligt stemt: I Dansk Kunsthistorie (1972) skrives, at “flertallet af billederne fra Sorøtiden er af dårlig kunstnerisk kvalitet.”
De gode anmeldelser
Nævnte kunsthistorie er dog enig i at vedrørende hans maleri ‘Snedkeren bringer ligkisten til det døde barn’ er to af maleriets personer – snedkeren og faderen – er menneskeskildring på det højeste plan i dansk billedkunst. To andre malerier får også fine omtaler: ‘En reconvalescent’: “Kun Kristian Zartmann dyrkede tøjstoffer med lignende glæde ved mønstre og farver med en tilsvarende sans for gengivelsen.” Og ‘Mormoner på besøg hos en tømrer på landet’: “Her spilles på et vidtrækkende register i psykologisk karaktertegning fra afslappet ligegyldighed over frygt til indædt trods.” Og endelig ‘Et tømrerværksted’: Et hovedværk i dansk malerkunst ved det lyriske indhold og den gennemført artistiske behandling af lyset, af de mange detaljer og helheden.”
Det dårlige anmeldelser
Avisen København skrev i 1891 om Dalsgaard: “…det er en mand, der i de sidste tyve år intet har lært, men glemt så meget mere.” Weillbach Dansk Kunstnerleksikon (1994) bringer den “unuancerede dom” fra den samtidige kritiker M. Goldschmidt, at Dalsgaard var lige så mislykket som religiøs og historisk maler som de ældre Constantin Hansen og Jørgen Roed.” I Ny dansk kunsthistorie (1993) kan man læse at “… Dalsgaards senere altertavler og historiemalerier (…) var for utroværdige og rensede for malerisk oplevelse til at begejstre og overleve den epoke, de var tiltænkt.” Det er også dette bogværk, der giver denne lunkne beskrivelse: “Essensen af Dalsgaards bestræbelser: At fortælle en opbyggelig eller bedrøvelig historie så let fatteligt at gode borgere blev løftet af sind eller rørt ved synet. Det var mennesker anrettet som på en scene, oftest indendørs i et plan vendt mod beskueren. Genstande og personer blev malet for deres anskueligheds skyld: sirligt og uden at fiksere på detaljen. Ingen burde være i tvivl om personernes handlinger, eller deres følelser, og hvis der var en bestemt anledning, som dårligt lod sig male, blev den gjort forståelig i billedets ofte omstændelige titel.”
Hvad skal vi da mene?
Hvad kan vi da bruge disse anmelderes og kritikeres domme til? Ja, blandt andet til at huske på, at det er tilladt enten at være enig eller uenig eller delvist uenig, men ens egen vurdering kan selvfølgelig blive nuanceret og perspektiveret af andres synspunkter. Der kan skrives meget om kritikeres fejlvurderinger, som især træder i relief, når tiden har lagt en vis afstand til dem. Eftertiden kan give kunstnerne oprejsning, hvis den da ikke blot fortsætter med ukritisk at fastholde samtidens domme. Dog kan det ikke udelukkes, at kritikeres eventuelle fejldomme undertiden også et sted ude i fremtiden kan få oprejsning. Kunstsyn har det med at ændre sig.
Emnet ‘Christen Dalsgaards altertavler’ vil blive uddybet i et kommende indlæg.
Skrevet af Steen Pilgaard Toft
Der synges følgende salmer
HS 590 – Nu går solen sin vej
Løsark – Fra vest står blæsten ind
HS 593 – Et hav der vugger sig til ro nu
HS 579 – Tunge, mørke natteskyer
Løsark – Igen berørt
HS 582 – Stille hjerte
(HS=Højskolesangbogen)