Dato: 7. januar 2024 kl. 10.
Efter gudstjenesten er der kaffe/te i menighedshuset.
Se søndagens salmer nederst på siden.

Man blæste i trompeter,
da borgens port gik op.
De hellige tre konger
kom ind i samlet trop.
Herodes sa’: “Jeg hilser
jer tre, fordi I kom.
Som I er jeg en konge
og li’så god og from.
Skynd jer at finde barnet
I gode vise mænd,
og kom så her og hent mig,
så går jeg med derhen.
Jeg tænker, I har gaver,
som er en masse værd.
Jeg har den bedste gave”,
(han tænkte på sit sværd).
Så lo han meget grusomt
og gav dem middagsmad.
Og alle de var sultne,
men ingen rigtig glad.
For nok stod der en tjener
parat bag hver en plads,
og nok vat alting kostbart
og smukt i hans palads,
og nok var der diamanter
og megen marmorpragt,
men hjerte var der ikke
bag alt, hvad der blev sagt.
Helst var de efter maden
straks gået deres vej.
En slangedanserinde
kom ind og slanged sig,
og der var en der dansed
bag toogtyve slør,
og de fik ægte mokka
og ananaslikør.
Og dagen gik til ende –
og næste dag med den.
Da sa’ de, at nu måtte
de skynde sig derhen.
Fra Johannes Møllehaves Hvordan skal vi når frem til jul?
eller De hellige tre konger gendigtet for børn og voksne.
Om troen på Jesus(barnet) skriver Møllehave andetsteds:
“Ligesom ilden varmer vandet op, så det bliver kogende, og dog bliver ved at være vand,
sådan gør troen levende. Hvilken tro? Den tro, der hører, at menneskesønnen ikke er
kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.
(…)
Det er det samme liv, som du kender, og dog er alting nyt. Nyt fordi det er elsket, nyt fordi
det menneske lever bedst, der ikke er sig selv nærmest.
Det er så enkelt, at det næsten er umuligt at tro: Elsk livet og de mennesker, du fik at leve med
– og i samme øjeblik ved du, hvordan du skal leve.”
Fra Den store Møllehavebog.
Steen Pilgaard Toft
Der synges følgende salmer:
DDS 28 – De dybeste lag i mit hjerte
HS 65 – Usynlige
DDS 69 – Du fødtes på jord
DDS 674 – Sov sødt, barnlille
Løsark – Et lysglimt i universet
LU 826 – Står så ofte og ser mod din himmel
(HS=Højskolesangbogen, LU=Lysets utålmodighed)
