Dato: 31. december kl. 16
Efter gudstjenesten vil der i kirken blive budt på et glas bobler.
Se salmerne nederst på siden.

“Min opgave er at se efter det bedste i næsten …” Således skriver Elisabeth Gjerulff Nielsen i sin bog Salmen i blodet. Har man ikke fundet sit nytårsforsæt endnu, kunne det måske være til inspiration. Et lidt længere uddrag følger her:
“Min opgave er at se efter det bedste i næsten, se efter det mål af enfoldig visdom, hver sjæl er blevet udstyret med, og som kan findes det sted i sjælen, hvor vi måske kan nå hinanden i et lille øjeblik af dette lange liv. Det sted, vi kan tale til i hinanden, med mennesket som mål og ikke som middel til tilfredsstillelse af egen forretning, grådighed og begær. I møder med medmennesket, som ved Gud kan overraske positivt og skuffe usigeligt.
For ‘Frygt Gud, gør ret og forlad dig ikke på mennesker’ kan ind imellem blive et fristende bud på motto, når man skal opleve endnu engang at føle sig svigtet i sin forladen sig tillidsfuldt på stort eller småt.”
Her remser Elisabeth Gjerulff Nielsen en række eksempler op: “… i mødet med den utro elskede, den tyvagtige skade, løgneren, den svigefulde, den snydende, de nassende, personer man skuffes over, der hvor løfter blev brudt, og pengene/bogen/hjertet ikke blev taget imod eller leveret tilbage som aftalt.
Når håbet brister, når man har haft for store forventninger til alt, alle og dagens nyheder, som igen minder os om historisk gentagende magtmisbrug, hykleri og overgreb. I dag og gennem århundreders verdenskrige, folkemord og forfølgelser af jøder, palæstinensere, yazidier, tutsier, hutuer, serbere, kroater, kristne, troende og ikke troende. Og nye afsløringer af nye forgribelser, pigekor og messedrenge som ofre for betroede hyrders overgreb.”
Denne opremsning gør det ikke nemmere at tage det foreslåede nytårsforsæt til sig. Det er ikke nemt at være menneske. Det har Storm P. også registreret i denne korte dialog:
- Det er svært at være menneske.
- Ja, men prøv alligevel.
Han har også denne variant:
- Men kære, man er da kun et menneske.
- Ja, synes du ikke det er nok?
Leonard Cohen har også registreret menneskenes mange fejl, men har dog en lille opmuntring med disse sanglinjer: There is a crack, a crack in everything. That’s how the light gets in.
Elisabeth Gjerulf Nielsen skal dog have det sidste ord:
“De bibelske fortællinger åbner sig på ny i hver alder og i hvert møde, hvor man opdaterer indholdet med de erfaringer, man, år efter år, har fået lagt oven i dem, man havde. Og hvor man måske efter indtagelse til indvortes brug med erfaringen kan blive lidt bedre til forsøgsvis at anvende den kristne lære mere aktivt, hvis man vil, hvis man kan. Når man via tilliden til Guds kærlighed efterhånden evner at elske sig selv så tilpas tillidsfuldt, ikke for lidt og ikke for meget, til at man, i al fald indtil det modsatte er bevist, kan finde sin næste lige så elskværdig, værd at elske som en selv.
For der findes alle dage indtil verdens ende, som er en evighed, ingen nemme løsninger”
Steen Pilgaard Toft
Der synges følgende salmer:
DDS 717 – I går var hveden moden
Løsark – Du spørger mig om håbet
LU 814 – Gå i mørket med lyset
LU 848 – Læg armen fast omkring mig
HS 233 – Hold håbet op
DDS 712 – Vær velkommen …
(HS=Højskolesangbogen, LU=Lysets utålmodighed)