3. søndag i fasten

3. søndag i fasten

Prædiken 3. søndag i fasten (2022)

Hele fastetiden er én lang forberedelse til det mysterium, der udfolder sig til påske. Og alle de tekster, der hører til i fastetiden, ja de fletter sig ud og ind i hinanden – og på hver deres måde forbereder de os på den vilde opstandelse påskemorgen – og det gør teksterne ved at lære os ydmyghed og tillidsfuldhed – og de gør det ved at give os selvindsigt.

I fasten har vi hørt om djævelen og Gud og om uddrivelsen fra paradiset – vi har hørt om fristelser og prøvelser og bøn og faste – og i dag hører vi om løgn og sandhed og om uddrivelsen af dæmoner og onde ånder. Og næste søndag hører vi så i en af teksterne om, hvordan Jesus mætter en sult med noget, der udefra set ser ud til at være mindre end ingenting – alt det hører vi om, inden vi så endelig hører fastens måske mest fantastiske indføring i opstandelsesmysteriet, nemlig Maria Bebudelse. Vi hører om jomfrufødslen for at forberede os på at høre om opstandelsen – for ligesom jomfruer ikke føder, sådan står døde heller ikke op af graven. Og det var så det, der skete, alligevel.

Men i dag hører vi så om løgn og sandhed – og hvis vi gennem hele fasten skal lære selvindsigt – så kunne man passende spørge, hvad vi kan lære af dagens tema? Hvilken viden tager Jesus med sig ind i påskeugen med dens menneskelige drama, der lærer ham selv og alle os andre om alt det, et menneskeliv kan rumme?

Som et foreløbigt svar kunne man sige, at Jesus tager en viden om livet med sig, der indebærer, at de djævelske fristelser, der på den ene eller den anden måde består i at anvende magt – at de djævelske fristelser forsages ved, at man i ydmyghed ikke sætter sig op imod naturens love – for at gøre sten til brød eller kaste sig ud fra tinderne – og han tager en viden om livet med sig, der indebærer, at de djævelske fristelser forsages ved, at man ikke sætter sig op imod den Gud, der er uudgrundelig i sin magt og vælde. Og så tager han en viden med sig om sig selv som en kampplads mellem godt og ondt. Det rene menneske findes ikke som andet end den, der risikerer at blive invaderet af syv-otte dæmoner – eller mange flere.

Engle og dæmoner. Gud og djævel. Det lyder af et billede af verden for så mange år siden, at vi skal næsten helt tilbage til Adam og Eva – som en verden og en virkelighed, der hører en helt anden tid til. Engle og dæmoner – det lyder som forestillinger, vi skal helt tilbage til antikkens kulturer, den mørke middelalder eller langt ind i psykiatriske afdelinger for at finde. Men så findes de forestillinger altså også lige her – og de findes som det, man kunne kalde fastens muntre modbillede til det enstrengede liv vi har det med at traske rundt i i vores mere moderne tider. Enstrenget, forstået på den måde, at vi dybest set har det med at tro, at det kun er det, vi selv kan forestille os, der er en del af verden og virkeligheden.

Og det kan godt være, at engle og dæmoner ikke umiddelbart er en del af de forestillinger, vi så selv nærer, men de fleste af os behøver bare at slukke lyset en mørk aften for at vide, at djævelen lurer på os fra hver eneste krog. Og for nu at foregribe pointen i fastens fortællinger og helt særligt i dagens fortælling: det gør Gud også. Spørgsmålet er så bare, hvem vi afleder vores kunnen fra. Gud og djævel er hinandens alternativer. Og der er ikke kun tale om en et munters verdensbillede og der er heller ikke kun tale om en genkendelig psykologi fra angsten. Der er tale om selve grundlaget for hele vores tilværelse.

Bortset fra enkelte og ligegyldige eksesser med folk, der forskriver deres liv til djævelen, ja så virker alternativet mellem Gud og Djævelen så underligt fjernt for os – vi synger måske med interesse med på Luthers salme om djævlene, der myldrer frem –  men det er så også dét – og så: lige midt i alle de påtrængende etiske og moralske spørgsmål, der hver eneste dag rykker ind på os fra de mest uventede sider, ja lige her midt i alle de dilemmaer, vi hver eneste dag står og går og falder i – ja her afslører der sig alternativer, der i dén grad rækker ud over vores egen tid og ud over vores egne begrænsede forestillinger. Og så viser det sig, at faseteksternes nutidige provokation er, at vi kan vælge, om vi vil tage livet af Guds hånd eller tage det af djævelens. Evangeliet fortæller, at Jesus ved begyndelsen af alt det, han skulle sige og gøre, afviste djævelen ved at modtage sit liv af Guds hånd. Vi kunne med en moderne formulering, nemlig Løgstrups, sige, at Jesus på den måde åbenbarede Gud som magten til at være til i alt det, der er til. Altså som værensmagten. Og vi må da i det mindste indrømme, at Gud og djævel er et mere udfordrende alternativ end den moderne bevidstheds fuldstændigt blodfattige og platte entydighed, der kun kan finde ud af at give os selv æren eller skylden for, at vi lykkes eller mislykkes som mennesker.

Fristelsen i ørkenen består i at manipulere med elementerne og gøre sten til brød. Fristelsen i ørkenen består i at udfordre sin skæbne og kaste sig ud fra tinderne. Fristelsen i ørkenen består i at underlægge sig verdens riger og deres herlighed ved et knæfald for fanden. Men Jesu fristelse i ørkenen er frem for noget at gøre det, bare fordi han kan og får muligheden. Det er det, den egentlige fristelse består i. Vi kan så næste søndag høre om, at Jesus senere ud af så godt som ingenting skaffer brød til femtusinde i ørkenen. Jesus giver også sit liv i Guds hænder, da han mod slutningen af sit liv bliver styrtet fra templets tinde. Og endelig kalder han magten for sin, som det hedder med dåbsbefalingens ord fra den opstandne Jesu mund – mig er givet al magt i himlen og på jorden. Hvis fristelserne bare består i at gøre et brødunder, lægge sit hjemfaldne liv i Guds hænder og i at manifestere sin magt, ja så må man sige, at Jesus ”falder for alle fristelser efter tur”. Så den djævelske fristelse er ikke de handlinger, Jesus udfordres til. Fristelsen er ikke: at gøre det, men fristelsen er: at gøre det, bare fordi han kan. Fristelsen består i at gribe muligheden, bare fordi den byder sig. Og den fristelse modstår han så ved at henvise til Guds uudgrundelige guddommelighed i hans ord og hans vilje. Eller som det hedder: mennesket lever af hvert ord, der udgår af Guds mund, mennesket skal ikke friste Gud, men mennesket skal tilbede og tjene Gud. I en nutidig sammenhæng er udfordringen nøjagtigt lige så aktuel som på Jesu tid, selvom den ikke formulerer sig i en fantasifuld og mytisk iklædning som i evangeliets samtale mellem Jesus og djævelen. Og som jeg allerede har antydet det, så kender vi udfordringen fra de etiske problemer, der er for store til os. I de seneste to generationer er vores viden og kunnen eksploderet, og vi har uden videre etisk omtanke gjort, hvad vi kunne. Vi har flyttet grænser, som vi troede var uoverskridelige. Vi spalter atomer, deler det udelelige, vi kommunikerer med umenneskelig hastighed og voldsomhed, vi manipulerer med arvemasse, vi modificerer fødevarer. Og det er langsomt ved at gå op for os, at udviklingen og væksten – som vi omtaler, som om det var et fjerde led i trosbekendelsen, i sin egen træghed er gået hurtigere end vores etiske overvejelser. Vi har gjort, hvad vi kunne, men vi har ikke nået at stille os det spørgsmål, om vi så også skulle gøre det. I en mytologisk iklædning kunne vi godt tale om, at vi gjorde sten til brød, når vi med pesticider og kunstgødning aftvang naturen mere, end den kunne bære. Vi kan uden videre se os selv i billedet af dem, der udfordrer skæbnen ved at kaste sig ud i projekter, vi ikke kan overskue konsekvenserne af. Og aldrig har vi haft så stor en magt over både den menneskelige natur og den omgivende natur, end vi har nu. Vi har gjort, hvad vi kunne. Men vi har ikke spurgt os selv, om vi skulle. Nogle af de etiske dilemmaer, vores kunnen og magten stiller os i, er så store, at vi kan tvivle på, om vi som mennesker overhovedet er i stand til at tage stilling til dem. På det personlige plan præsenteres vi for den slags spørgsmål, når det daglige brøds indhold af stråforkortningsmidler og pesticider, der skal sikre, at vi kan brødføde en voksende befolkning, ødelægger den menneskelige frugtbarhed – og når vi af læger tilbydes behandling med henblik på at bjerge livet men med umenneskelige lidelser som omkostning, og hver gang vi kan sætte os igennem med militær magt – men også kan afstå fra det. Hvad skal vi stille op? Alene det at spørgsmålene bliver stillet, sætter os af.

Et blik tilbage til sidste søndag kan hurtigt minde os om, at vi er fri fra den usikkerhed, man levede under, så længe det gjaldt om at aflæse naturens tavse tegn og de skjulte magters vrede – og vi er fri fra at skulle læse os til, hvad vi skal, i en religiøs lov, men vi er jo samtidig bundet til den fordring på os, som vi kender fra mødet med det andet menneske og fra mødet med den gudskabte natur. Så vi er fri fra dén usikkerhed – men til gengæld er vi så fanget i den usikkerhed, der har at gøre med alle de konsekvenser, vi aldrig kan overskue – nemlig konsekvenserne som det, der sker, når vi gør, hvad vi kan -uden at spørge, om det så også er det, vi skal.

Den etiske overvejelse adskiller os fra alle andre skabninger. Her er vi ved kernen af det menneskelige. Hvis vi fuldstændigt skrinlægger alle overvejelser over, hvad der er rigtigt og forkert, godt eller ondt, for så bare at gøre det, vi kan, forskriver vi os til djævelen. Men hvad gør vi, når spørgsmålene er større end de svar, vi kan give? Vi insisterer på det menneskelige, og det kan udmærket formulere sig som de svar, Jesus gav, da han var fristet ude i ørkenen: der er forhold, vi må overlade til Gud. Hvis spørgsmålene er for store til, at vi kan svare på dem, er det måske, fordi de ikke skal besvares.

Jeg kunne lidt finurligt formulere det på den måde, at vores virkelighed består af det, vi ved, og det, vi ikke ved. Jo mere vi ved, desto mere ved vi, hvad vi ikke ved. Men virkeligheden består også af det, som vi ved, at vi ikke kan vide noget om. Den dimension ved vi kun noget om, hvis den fortæller om sig selv.

Eller igen: der er forhold i vores liv, som vi må overlade til Gud.

Der er spørgsmål, som i deres uoverskuelighed, sætter os på plads som mennesker. Og vi ved det. Om ikke andet sted fra så fra vores ordsprog. Det er rigtignok ikke alle ordsprog, der rummer lige megen livsklogskab. Men ordsproget om at række fanden sin lillefinger refererer til den erfaring. Når man rækker fanden en lillefinger, tager han hele armen. Det ordsprog trækker samtidig fristelsesberetningens pointe op. Jesus fristes. Men udfordringen bestod så ikke i fristelsernes indhold, men i at insistere på den magt, der altid skal stå bag. Det djævelske ved djævelen er den deroute fra det menneskelige fortrin og adelsmærke, det etiske, som indledes med lillefingeren… Som vores forbillede tager Jesus sit liv af Guds hånd ved at insistere på, at Gud er magten bag alt. Den magt, han selv har, har han fået givet. Mig er givet al magt i himlen og på jorden… Som en erindring om vores menneskelighed beder vi som en refleks af fortællingen om fristelsen i ørkenen i vores daglige bøn: led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Fristelsen er bare at gøre, hvad vi kan, fordi vi kan, og glemme den helt fundamentale overvejelse over, hvem vi i grunden tjener med vores kunnen og magt.

Og det gælder, når vi med videnskabens blik ser på verden og vi bliver fristet af alle dens muligheder. Og det glæder politisk, når vi fristes til med en magthavers blik ser på muligheden for at trumfe egne idealer igennem. Og det gælder i vores daglige liv med hinanden, når vi fristes til at glemme vores medmenneskes livsudfoldelse for at fremme vores egen livsudfoldelse.

Så når det gælder den selvindsigt, som fasten skal give os, så handler det om at have ydmyghed, når det drejer sig om at anvende den magt, vi har, til både naturens og medmenneskets bedste (det hørte vi om i fortællingen om fristelsen i ørkenen) – og det handler om at have en tillid til, at vor Herre kalder den tro stor, som kommer til udtryk i bønnen om barmhjertighed (det hørte vi om i fortællingen om den syge dreng og hans afmægtige far) – og det handler om en indsigt i sit eget væsen som det sted, hvor godt og ondt kæmper mod hinanden, så man ikke bekæmper ondskaben i ens medmenneskes skikkelse – men erkender, at det onde også er en del af en selv.

Med den selvindsigt forbereder fasten os på påskens mysterium, hvor Jesus endegyldigt viste sig som den barmhjertighed i menneskers liv, som der ikke var nogen ondskab eller våben, der kunne kæmpe sig til – en barmhjertighed der har sit udspring i, at han gav afkald på enhver form for magt – og en barmhjertighed, der har sit udspring i, at han aldrig faldt for fristelsen til at lade sit liv styre af erstatninger for det enkle liv ud af Guds hånd.

Og derfor er hans liv dit som en gave – og hvis du gerne vil kvittere for den gave, så tror jeg såmænd, at taknemmelighed slår til.