Prædiken 2. søndag i fasten (2022)

”I begyndelsen var forholdet!”.

Hvis vi nu siger, at vores liv er et forhold til en eller til flere – før det overhovedet er noget som helst andet – så kan vi springe en masse spekulationer over. For så er det hele jo egentlig lige til. Vi kommer til verden som vores forældres børn – og vi bliver til dem, vi skal være, sammen med dem – og efterhånden sammen med flere – søskende for eksempel. Og det er lige til – men hver for sig er vi overladt til spekulationer, når vi skal finde ud af, hvem vi er. Og spekulation bliver aldrig andet end den spejling, som spekulationen helt bogstaveligt spejler. Så det er os selv, vi spejler, når vi spekulerer. Og når vi spekulerer over vores medmenneske og når vi spekulerer over vores Gud, ja så bliver både Gud og medmennesket til i vores billede – og det skulle ellers gerne være omvendt. Gud skabte mennesket i sit billede som mand og kvinde. Og her ligger trykket på og. Mand og kvinde. Mennesket er skabt til fællesskab . Mennesket er skabt til at blive til ved hinanden. Mand og kvinde – mand og mand – kvinde og kvinde….

I en udlægning af den gammeltestamentlige fortælling om skabelsens sjette dag, siger den gamle højskolemand Knud Hansen om Adam, at Adam fandt tilværelsen underligt tom, mens han endnu var alene blandt planter og dyr. Det var først kvinden, der klemte virkeligheden ind på livet af Adam.

Det er en af de sætninger, man gerne selv ville have haft held til at formulere. Kvinden klemmer virkeligheden ind på livet af manden. Og det gælder selvfølgelig også den anden vej rundt – det kan vi så tilføje.

”Livet er af dobbelt natur, kun helt i den levende vekselvirkning.” Sådan udtrykker Grundtvig det. Jeg selv har i flere sammenhænge sagt det lidt anderledes, nemlig ”at livet først er helt, når det er delt…”. Og den jødiske filosof Martin Buber siger med henvisning til samme skabelsesberetning, at ”I begyndelsen var mødet.” Han kunne også sige, at ”I begyndelsen var forholdet.”

Altså: Vi bliver til i forholdet. Menneskets eksistens er altid en relation. Vi kan alle sammen have en forestilling om at have en kæreste, men det er bedre at have et forhold. Vi kan alle have en forestilling om Gud, men det er bedre at have et forhold.

Så ”i begyndelsen var forholdet!”

Pointen er, at den, der skal komme til sig selv, må have en anden at komme sammen med.

Sådan gælder det i alle de forhold, vi går ind i. Det mærker vi måske især i det nære forhold mellem ægtefæller. For når vi skal give udtryk for den kærlighed, vi så elsker hinanden med, opdager vi for alvor, hvordan ordene er med til at skabe en ny virkelighed. De beskriver ikke bare virkeligheden – de skaber en helt ny. Det har alle ægtefæller opdaget – om ikke før, så i det øjeblik den ene af dem bejlede til den anden – for i det øjeblik skete der noget helt afgørende. Bejlerens ord kunne nemlig enten besvares med en glæde over, at han eller hun endelig fik de ord over sine læber: ”Jeg elsker dig” – eller også svarede den tilbejlede, at hun da var glad for at blive underrettet om bejlerens følelsesliv, selv om hun desværre ikke delte det. Men uanset hvad, så var alting forandret. Ordene skaber en ny virkelighed. Og derfor en enhver vielse en fest for den skabte virkelighed. Af ord er du kommet. Og derfor er enhver vielse her i rummet – i kirkerummet – en fest, der bringer os i tæt kontakt med vores livsgåde, at virkeligheden skabes af de ord, vi bruger. Og derfor er enhver vielse i rummet en fest  for, at vi aldrig helt kan nedskrive vores virkelighed til det, vi kan sige os selv.

Så den, der skal komme til sig selv, må have en nogen at komme sammen med. Det mærker vi for alvor i ægteskabet – men vi mærker det også i alle andre nære forhold, vi indgår i. For kun sammen med det andet menneske oplever vi vores generøsitet, vores rummelighed og vores barmhjertighed. Kun sammen med det andet menneske møder vi vores smålighed, vores intolerance og vores hårdhjertethed. Vi spejler ikke bare vores forestillinger om os selv – vi ser os selv som en del af det forhold, som vores verden er – og vi ser sider af os selv, som vi helst så bort fra.

Vores mellemværender spejler den medmenneskelighed, som vi er skabt til – og som vi også er faldet fra.

Jesus spejler vores Gudsforhold. Hvis Gud var overladt til vores spekulationer, ja så ville Gud være vores gode egenskaber, bare i forherliget udgave. Jesus kom os så i møde for at bøde og rette op på det forhold. For Jesus spejler det forhold, at det er hans medmenneskelighed, der er det guddommelige ved ham. Man kunne også sige, at Jesus er den, der klemmer virkeligheden ind på livet af os. (Han kommer os i møde). Men hvordan kommer han os så i møde. Ja, det får vi at vide i den tekst, som jeg læser op fra alteret efter altergangen. For her hedder det, at Jesus nærmere bestemt kommer os i møde, sådan som Melkisedek kom Abraham i møde. Og hvordan var det så lige, at han kom, Melkisedek? Jo, han kom til Abraham med brød og med vin. Og sådan kommer Jesus os også i møde: han møder os som den opstandne i brød og i vin. For om nogen steder, så er Jesus i mødet. Han er ikke et resultat af vores spekulationer. Han er ikke et spejl. Hvis han er af glas, så er han snarere et vindue.

Jesus Kristus er i det overraskende møde. Han er – i meget omfattende forstand. For han er til i det øjeblik, hvor hans medmenneskelighed viser og åbenbarer Guds rige. Og det er fortællingen til i dag et vidunderligt billede på.

Jesus møder en far, der har en månesyg dreng – en epileptiker. Og efter en spidsfindig diskussion om sygdom og tro, helbreder Jesus drengen. Markus har så indrammet fortællingen om den syge drengs helbredelse i en diskussion mellem Jesus og disciplene.

De kan ikke stille noget op – de kan ikke drive den onde ånd ud, som det hedder – men det kan Jesus – og han forklarer dem, at den slags kun kan drives ud med bøn. Men det, der er hele fortællingens dybeste pointe er det uberegnelige møde – det uforudsete møde – det epokegørende møde.

Og lige efter helbredelsen gentager Markus det omkvæd, der går igen og igen i hans evangelium: nemlig at Jesus drog videre og at han ikke ville, at der var nogen, der skulle vide det. Og begrundelsen for dét er, at Jesus først vil kendes som Menneskesøn – som Messias – i sin lidelse og opstandelse – altså til påske. Og kun på dén måde bliver helbredelsen ikke en historie om ”der var engang”. Jesus forudsagde, at han skulle ”overgives i menneskers hænder, og de skal slå ham ihjel, og når han er slået ihjel skal han opstå tre dage efter.” Og vi forstår så bedre end disciplene, at den helbredelse, som Jesus efter dét kommer os i møde med – vi forstår så, at den helbredelse er hans legeme og blod. Det forstår vi nu – om lidt, når han kommer os i møde i brød og vin.

Og det er så forfatteren til det Hebræerbrev, som jeg altså læser et stykke op fra som afslutning på altergangen – det er så ham, der har det helt geniale blik for mødet. Han har blik for den ellers fuldstændigt ukendte præstekonge af Jerusalem, Melkisedek, der kun er omtalt i otte små vers i Første Mosebog og en enkelt gang i en Davidssalme – og han lader ham så stå model for Jesus. Så den, der vil forstå Jesus kan forstå ham ved hjælp af Melkisedek-skikkelsen. Vi kan på den måde kalde Melkisedek en forud-skikkelse af Jesus. Melkisedek er som Adam – og han er som Moses – og han er som Jonas – og altså også en slags forudskikkelse af Jesus. 

Jesus er den anden Adam, kunne man sige. For ligesom mennesket faldt med Adam, sådan oprejses vi med Jesus. Og ligesom Moses med Loven åbnede indsigten i tilværelsens guddommelige lovmæssighed, sådan gik Jesus også op på bjerget for at prædike nåde og tilgivelse som porten til Gud og medmennesket. Og ligesom Jonas var i havdyrets bug, sådan var Jesus også i jordens skød i tre dage og tre nætter. Og med Hebræerbrevets geniale blik kan vi fortsætte: at ligesom Melkisedek kom til Abraham med brød og vin, sådan møder vi også Kristus i brødet og vinen. Kristus er ”præst for evigt på Melkisedeks vis”

I al korthed fortæller Første Mosebog, at Melkisedek mødte Abraham i Kongedalen efter en krigssejr – og Melkisedek velsignede Abraham i Guds navn, Skaberen af Himmel og Jord. Og Abraham kvitterede så ved at give Melkisedek en tiendedel af sit krigsbytte. Og det møde ville for længst være glemt, hvis ikke forfatteren til Hebræerbrevet havde haft blik for en forståelsesdimension, der ligger langt ud over det historiske. For her – i det møde – ser forfatteren en betydning, der først vil gå op for Jesu disciple, når de selv møder Jesus ”på Melkisedeks vis” og ikke kun som en spejling af deres egne forestillinger.

De hænger måske ikke umiddelbart sammen – fortællingen om verdens skabelse, Hebræerbrevets fortælling om Melkisedek og så fortællingen om helbredelsen af den månesyge dreng – men som perler på den samme perlekæde fortæller de den samme historie om liv. Vores liv bliver til i mødet – i mødet med det andet menneske, hvor vi lærer os selv at kende – og i mødet med Jesus, når han på Melkisedeks vis kommer os i møde i brødet og vinen: hans nærvær under hans fravær.

Og så kan vi altid kvittere, lige som Abraham gjorde det, ved at give noget af det tilbage, som vi har samlet os.

Så den bærende idé er, at vi skal komme til os selv hver for sig, men hvad enten man finder ind i gudsforholdet eller i parforholdet, finder man ud af, at man bliver sig selv ved at have en at blive det sammen med. Som altså: sin Gud. Og i forholdet til Gud er det sådan, at Gud er trygheden, men Gud er også fordringen.

Derfor er dit forhold ikke først og fremmest bestemt af, at Gud elsker dig som du er – og jo: selvfølgelig elsker Gud dig med alt det, du slæber med dig rundt i dit liv – men hvis man tænker nærmere over dét, altså at Gud elsker dig som du er, ja så kan den bemærkning godt komme til at lyde som en slatten karklud, der bliver klasket i ryggen af én.

Nej, i forholdet til Gud gælder det for os alle, at Gud elsker dig og mig, os, som Gud er.

Førhen troede man, at Gud elskede os som den, Gud var. Gud var både nidkær og jaloux og fordringsfuld – men nu interesserer vi os mere for os selv end Gud. Og da det indimellem kan være svært for andre at fatte den samme interesse og kærlighed for os, som den vi selv har, ja så forestiller vi os, at i det mindste Gud elsker os, som vi er.

Men nu om stunder elsker Gud os som vi er. Og det er der noget mærkeligt ulidenskabeligt over. Det er der så også, når det bliver sagt mellem mennesker af alle køn: ”Jeg elsker dig som du er…”
Tjaeh, bom, bom. Altså: du er god nok som du er. Det er sådan set lige meget, hvad du gør. Du er god nok – uanset hvad. Og det er da også smukt sagt – og sætningen rummer noget af kærlighedens væsen. Forholdets væsen. Den ubetingede kærlighed. Men ubetinget er ikke det samme som ”uden krav og uden gode forventninger”.

For kender vi ikke snarere den sande kærlighed, når der bliver stillet krav til os om at stramme os an, så vi kan leve op til den kærlighed, som vi bliver elsket med? Er der ikke mere gnist i løftet til den udkårne, hvis det lyder på, at han eller hun er elsket af mig, som jeg er? Altså som et menneske med kærlige forventninger – og et menneske, for hvem han eller hun ikke er ligegyldig?

Gud er en elsker af den krævende slags. Gud elsker os, som Gud er.

Så altså: i forholdet til Gud er det sådan, at Gud er trygheden, men Gud er også fordringen.

Blandt meget andet fordringen om, at jeg skal kaste mine evner ind i de nærmeste krav. Det kan være i medmenneskets krav på min omsorg eller i kravet om, at jeg forvalter den magt, jeg har i det andet menneskes liv til det andet menneskes bedste, at jeg tager mig af min næste, naturen og af mit liv og behandler det med den respekt og taknemmelighed, man skylder den, man har fået det af.

Så igen: lige som Abraham gjorde det, så kan vi kan altid kvittere ved at give noget af det tilbage, som vi har samlet os.