Dato: 22. februar 2026 kl. 11

Se søndagens salmer nederst i indlægget.

Sidste nyt om denne søndags gudstjeneste/ forundringstime:
Som et strejf af en dråbe – en formiddag i håbets tegn.
Kom indenfor og vær med til en smuk stund i håbets tegn. Med udgangspunkt i Søren Ulrik Thomsens digtsamling Det værste og det bedste fejrer vi håbet med gode salmer og smuk musik af bl.a. Lars Jansson, Gasolin og Mads Granum. Vi starter i angsten og slutter i håbet og glæden – som et strejf af en dråbe.

(Juniorkonfirmand-weekenden er udsat til senere på foråret, så derfor er der ikke afslutning på Faste & Fest-forløbet, som ellers har været annonceret.)

Hvem skal regnes for den største?
I denne søndags prædikentekst (Lukas 22, 24-32) kommer apostlene i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Hertil svarer Jesus på forskellig vis, bl.a. med ordene: “Folkenes konger hersker over dem, og de som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være, men den ældste blandt jeg skal være som den yngste, og lederen som den der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.”

En flok sammenspiste toldere og syndere
I versene umiddelbart før prædiketeksten har Lukas skrevet om nadverindstiftelsen, og disciplene og Jesus befinder sig nu omkring bordet og nyder afskedsmåltidet. Det er altså her striden om hvem, der skal regnes for den største, bryder ud mellem disciplene. I bogen Oplysning til borgerne om Fadervor af Marianne Christiansen og Tine Lindhardt (henholdsvis nuværende og tidligere biskop), bliver denne situation behandlet i afsnittet: Fri os fra det onde. Det bemærkelsesværdige i sammenhængen er, skrives der, at den forsamling, der her spiser sammen med Jesus, er et interessant selskab. Det er ikke kun de rene i tøjet, i sindet og i tanken, der er inviteret med, men også de beskidte, de anløbne og de flossede. Måske fordi der ville blive tomt omkring bordet, hvis det udelukkende var de rene, der kunne sidde med.” Tag fx Simon Peter, der om natten når at fornægte Jesus tre gange. Og Thomas, der efter opstandelsen er nødt til at stikke fingeren i Jesu sår for at tro på det. For ikke at tale om Judas, der forråder Jesus med et kys. “Det er sagt med gode kirkeord en flok sammenspiste toldere og syndere, der sidder omkring bordet. Bordet, som i min tolkning og forståelse ikke alene er bordet ved Jesu sidste måltid, men et billede på livet og tilværelsen generelt. Og her sidder altså ondskaben med, fordi vi sidder med,” skriver Tine Lindhardt.

Stemningen bliver spids og skarp
Fra at være jævn og munter, bølgende frem og tilbage, bliver stemningen spids og skarp, næsten ond, fortsætter Tine Lindhardt. “Det er som om Djævelen virkelig sidder med til bords, og måltidet udvikler sig til et sandt drama. En magtkamp mellem disciplene. Hvem af dem er forræderen og hvem af dem er den største? Men Jesus gør det modsatte af, hvad mennesker ofte gør: at gøre sig selv større ved at gøre andre mindre. “Jeg er iblandt jer som den, der tjener,” er hans ord til disciplene.

At sættes fri til også at gøre godt
Tine Lindhardt ønsker at understrege, at den afgørende kamp mod ondskab kan mennesket ud fra en kristen betragtning ikke selv tage. “Men vi kan stå op imod den, hvor vi møder den, og det skal vi. Og vi har rigelig lejlighed til det, for så længe der er mennesker til, er der også ondskab til. Vi kan således ikke blive fri for ondskaben, men vi kan med Fadervor bede Gud om at befri os fra og frelse os fra den ondes magt, så ondskaben ikke får magten over os, så vi sættes fri til også at gøre godt.”

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft

Vi synger følgende salmer:
DDS 502 – Jeg har en angst
Løsark – Syng for alverdens urolige hjerter
DDS 28 – De dybeste lag i mit hjerte
HS 65 – Usynlige
HS 233 – Hold håbet op
Løsark – Du spør mig om håbet
Løsark – Håbet er levende