Dato: 1. juni 2025 kl. 10
Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.
Vikar for Anders Carlsson er Jesper Hougaard Larsen.
Anne Kirk er organist.
Se søndagens salmer nederst i indlægget.
Denne søndags prædikentekst er Johannes 15,26-16,4. Jesus siger til disciplene: “De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.”
Grundtvig på genlæst på dagen
See, det er Dagens tone, som vi alle veed, og det bør jo ikke forundre os, da Herren siger de skal udelukke eder af Synagogerne, ja, den Tid skal komme, da hvem der slaar eder ihjel skal mene, han giør Gud en Tjeneste dermed, det bør ikke forundre os, men naar vi så klarlig see, at Modstanden, Spotten og Trængselen, som Jesus spaaede sine trofaste Discipler og høirøstede Vidner, ogsaa møder os, da maatte vi nødvendigvis blive modløse og forsagte, dersom vi ikke turde troe, at Trøsten og Kraften, som han lovede sine Disciple, skulle blive vores i samme Grad som Modstanden og Trængselen.
Fra Sjette Søndag efter Paaske 1833.

Martyrerne
Jesus lægger mildest talt ikke skjul på, at disciplene vil blive udsat for store lidelser, når de nu skal ud i verden for at forkynde Jesu evangelium. Bartholomæus var en af de 12 disciple, som Jesus talte til i ovennævnte prædikentekst. Han var desuden vidne til Jesu himmelfart. Bartholomæus bragte kristendommen til Armenien, og det var også her, han døde som martyr. På maleriet kan man se at han bliver pint ved at få huden skrællet af den ene arm for derefter at blive korsfæstet med hovedet nedad. Det er jo længe siden, kan man indvende; dengang kunne man været meget grusomme. Den tankegang er desværre ikke retvisende, for i dag finder der grusomheder sted, som i barbari fuldt ud kan måle sig med de historiske fortællingers. Det kan næsten virke morbidt, at afskrælningen af huden på Bartholomæus’ arm har gjort, at han er blevet skytshelgen for garverhåndværket.
Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft
Vi synger følgende salmer:
DDS 739 – Rind nu op i Jesu navn
DDS 288 – Drag ind ad disse porte
DDS 300 – Kom sandheds Ånd! Og vidne giv
Efter trosbekendelsen: DDS 402, vers 4 fra Den signede dag
DDS 294 – Talsmand som på jorderige
Efter nadver: DDS 752, vers 4 og 5 fra Morgenstund har guld i mund
725 Det dufter lysegrønt af græs