At lære en have at kende
Det er tirsdag eftermiddag, tågen ligger som et florlet gardin omkring kirkegården, kun lyset fra bilernes lygter afslører, at der er en verden uden for kirkegården og de nystynede lindetræer. Silhuetter af taks- og tujabuske minder mig om forskellen på at have passet den samme have i mange år og på at lære en have at kende og langsomt gøre den tam.

At få styr på det basale
I tiden siden jeg blev ansat i efteråret har jeg mest haft tankerne på at få styr på kirkegården og fakturering og excel-ark og prikker på skilte, så alle får det, de har betalt for, og det, som vi har lovet. Jeg har brugt tid på at finde ud af, hvem af de besøgende på kirkegården, der hører til hvilke gravsteder, hvem der blot kommer for at lufte hunden, bruge toilettet eller tage en mental pause mellem arbejde og hjemmefronten.

En erkendelse
Jeg havde vel tænkt, at jeg havde styr på det meste, da jeg sad juleaftensdag og lyttede til Anders’ prædiken og Mads’ skønne klaverspil og så mange af jer sidde i det fineste juletøj og sammen skabe den gode stemning, som julen er kendetegnet ved. Nytåret bragte dog erkendelsen med sig: Jeg kommer ikke til at have styr på denne kirkegård før om mindst et år.

Livets have
“Vild med vilje” er der nogle, der siger, mens de frejdigt slår ud med armende og smiler over det lange græs, de skønne mælkebøtter og det vildtvoksende brombærkrat og snerler, der kravler op ad gamle stauder. Det er ikke det, jeg ser. Jeg ser en have, som er vild, en have, der mangler den kærlighed og omsorg, som gør den tam. At gøre et dyr eller en have tam tager tid. Først må man lære haven at kende. Hvad vokser hvor? Hvor skinner solen året igennem? Hvilke skatte gemmer sig under mulden? Hvor er der goldt? Når jeg skriver ‘have’ og ikke ‘kirkegård’, så der det fordi, jeg ser kirkegården som livets have. Et sted vi mindes det liv, som var, og glædes over det liv, som er. Her hviler mennesker, som vi elskede og elsker. Kærligheden dør aldrig. Minderne skal vi holde i live, og dét er mit ydmyge ønske og håb: at jeg kan være med til at skabe en have, I har lyst til at være i, en have der inspirerer, giver ro og rum til fordybelse og hvile samt plads til glæde.

De gemte skatte
Derfor tager jeg ét skridt ad gangen, luger først, styner lindetræerne, beskærer træer og buske og planter på efterkant i år. For først må jeg vide, hvilke skatte kirkegården gemmer på. Hvilke farver, dufte og lyde findes her. Lyden af stæren findes allerede nu. Kom og lyt en aften ved solnedgang. Det er så kønt.

Tak til alle jer, der har fortalt mig jeres historier om gravstederne og dem, der ligger der. Tak for jeres hjælp og tålmodighed.

Maria Junghans, graver