Dato: 19. januar 2025 kl. 10
Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.
Se søndagens salmer nederst i indlægget.
Denne søndags prædikentekst er Johannes 2,1-11. Jesus og hans moder er til bryllup i Kana, men uheldigvis slipper vinen op. Jesus bliver af sin moder bedt om at løse problemet. Tilsyneladende vækker det irritation hos Jesus, idet han i en tone, der kan lyde lidt uvenlig, svarer: “Hvad vil du mig, kvinde. Min time er endnu ikke kommet?” Jesus gør dog, som moderen ønsker, og skaber det vand, som gæsterne skulle rense sig med, om til vin – en vin som oven i købet er af en bedre kvalitet, end den vin, der hidtil er blevet serveret ved brylluppet. Fortællingen findes ikke hos de tre andre evangelister.

Skåret til som med snittejern
Niels Larsen Stevns maleri er omtalt af Mikael Wivel i bogen ‘Lysets tøven’. Han fremhæver Stevns fornemmelse for lyset som formskabende element. Lyset falder ind “fra venstre og svøber sig blødt om hver eneste form i rummet (…) Alt lever og ånder i dette lys.” Tilmed har Stevns forsynet Jesus og hans moder med lysende glorier. Hele fortællingen er med i billedet. Skafferen, der bebrejder brudgommen, at han serverer den gode vin til sidst; de to tjenere, der ved hvorfor og kan smile indforstået; to disciple bag Jesu moder og bryllupsselskabet, som er bænket ved bordene, der kan ses gennem buerne. Wivel betegner Stevns malemåde, som at tingene er formet med fast hånd og skåret til som med snittejern.
Ikke et eksklusivt fællesskab
Indlægget vedr. gudstjenesten d. 12. januar bragte nogle betragtninger fra Iben Krogsdals bog ‘Det utrolige’. Her skal bringes lidt flere betragtninger fra bogen. For Krogsgaard er det vigtigt at gøre opmærksom på, at kristendommen ikke er et eksklusivt fællesskab for meningsfæller, der mener det samme om verden “… og måske endda mener, at de med denne mening fortjener mere fra Gud end andre.” Kristendommen er ikke en klub, man skal gøre sig fortjent til at være medlem af.
Befrielse fra at skulle ville
Det er også en af Krogsgaards gennemgående pointer, at man skal give magten til Gud. At erkende at man ikke selv har magten til at holde alt ondt i verden i ave. Du kan ikke frelse dig selv eller andre. Men man kan spørge: “Hvad kan jeg gøre nu, hvor jeg ikke selv kan holde himlen oppe?” Og i den forbindelse henviser hun til Jesus: Vi skal elske vores næste som os selv. Samtidig understreger hun de to første ord: VI SKAL – DU SKAL er en befrielse fra tilværelsens ulidelige lethed. Det at man skal, betyder ikke , at det er det, man kan, for vi kan ikke det, vi skal. Men vi skal alligevel. Hun sammenfatter det således: “Hver dag skal du noget, du ikke kan, men det ender bedre, end du selv tror, og smukkere, end du aner. At skulle noget befrier én fra at skulle ville alting selv. At man ikke kan, hvad man skal, befrier en fra at være Gud.”
Tro er
Til slut i bogen giver Krogsgaard en lang række forslag til, hvad det vil sige at tro. Her skal gives to eksempler:
Tro er at stå foran et spejl, der ikke viser én, som man er, men som man er elsket.
Tro er, i samme sekund, vi har forstået noget, ikke at have forstået det.
Skrevet og sammenfattet af Steen Pilgaard Toft
Vi synger følgende salmer:
LU 826 – Står så ofte og ser mod din himmel
LU 828 – Du skjuler dig i lyset
DDS 22 – Gådefuld er du vor Gud*
DDS 330 – Du, som ud af intet skabte
Løsark – Igen berørt**
HS 274 – Den nye sne
* Melodi: Kom Gud Faders ånd fuldgod
** Nadverhymne fra 100 salmer
(LU=Lysets utålmodighed, HS=Højskolesangbogen)