Dato: 12. november kl. 10

Kaffe/te efter gudstjenesten. Læs sidste søndags prædiken nederst i dette indlæg.

– Hvorfor sætter I mig på en prøve I hyklere? Vis mig skattens mønt! Hvis billede er det?
– Kejserens.
– Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!

Jesus havde ikke samme forhold til loven som farisæerne. Det har Kaj Munk udtrykt i disse linjer fra digtet Bølgerne ved Tiberias (1934), hvor han lader Gud udtale:

…
for alt, hvad er til, har jeg skrevet min lov,
og alt, som er til, skal den lyde. Og dog –
af kærlighed tør den vel brydes.

Steen Pilgaard Toft

Sidste søndags prædiken (5/11-2023)
Anders Carlsson

Prædikenen er skrevet efter tekstlæsning af Matthæus 9,18-26
Alle helgen og løvfaldstiden er en tid for eftertanken. Og for
taknemmeligheden. Taknemmelighed over, at hver eneste dag
tilflyder der os langt mere end det, vi med selv alle vore evner og al
vores indsats er i stand til at få stablet på benene. Og hver eneste dag
modnes vi selv af kræfter, der ligger uden for os selv, men som virker
i os – kræfter, der nogle gange skal have tid, lang tid for at kunne
vækkes i os og skabe nyt liv og sprede lys – også for andre.
Sådan kan vi opleve det i løvfaldstiden. Og sådan oplever vi det allehelgensaften,
når vi kalder vore kære frem i erindringen: at hver
eneste dag tilflyder der os mere fra de mennesker, vi deler livet med,
end vi kan forestille os – og det gælder måske først og fremmest de
mennesker, som vi i aften sidder her i fællesskab og mindes, fordi vi
har mistet dem siden sidste løvfaldstid. Og tænker vi på dem, så
tænker vi måske også, at hver dag modnes vi gennem den sorg og det
savn, der med kærlighedens kræfter hiver og slider i os.
En modning, der har at gøre med, at minderne og erindringen er
forunderlige størrelser: for minderne og erindringen gør både vores
fortid og vores fremtid bøjelig og åben og uafsluttet. For når vi
mindes de mennesker, vi har mistet, så modnes – måske – den
erkendelse i os, at det mange gange er, som om livet ikke først og
fremmest er, hvordan vi har levet det – men at livet er, som vi
erindrer det – med forskydninger og ændringer – fordi vi også selv
skal kunne være med i det. På den måde bliver fortiden altid
uafsluttet – og vores erindringer kan og skal hele tiden ændres, for at
fremtiden også kan holdes åben for os. Vi vil resten af vores liv blive
klogere på hinanden – og os selv – og dem, vi må tage afsked med. I
en stadig vekslen mellem forundring og afklaring. Og i dén vekslen
har vi brug for at se med troens blik på verden – og blive kærtegnede
og bestøvede af nænsomme billeder fra en verden, vi slet ikke troede
fandtes. Som billederne, der vælder frem i Inger Christensens
digtsonate ”Sommerfugledalen”:

”De stiger op, planetens sommerfugle
som farvestøv fra jordens varme krop,
zinnober, okker, guld og fosforgule,
en sværm af kemisk grundstof løftet op.

Er dette vingeflimmer kun en stime
af lyspartikler i et indbildt syn?
Er det min barndoms drømte sommertime
splintret som itidsforskudte lyn?

Nej, det er lysets engel, som kan male
sig selv som sort Apollo mnemosyne,
som ildfugl, poppelfugl og svalehale.

Jeg ser dem med min slørede fornuft
som lette fjer i varmedisensdyne
i Brajcinodalens middagshede luft.
I Brajcinodalens middagshede luft,
hvor al erindring smuldrer, og det hele
i lysets sammenfald med plantedele
forvandler sig fra duftløshed til duft,

går jeg fra blad til blad tilbage
og sætter dem på barndomslandets nælde,
naturens mest guddommelige fælde,
der fanger hvad derfør fløj væk som dage.

Her sidder admiralen i sit spind,
mens den fra forårsgrøn, forslugen larve
forvandler sig til det vi kalder sind,

så den som andre somres sommerfugle
kan hente livets tætte purpurfarve
op fra den underjordisk bitre hule.”

Siden tidernes morgen har sommerfuglen været et symbol på døden
– et billede fuld af trøst. I dødens stund flakser sjælen bort fra
kroppen som en sommerfugl – let og skrøbelig og farverig – op i lyset,
op mod himlen. Vi står og følger den med blikket – fortryllede af dens
fuldendte flygtighed – sjælen i sommerfuglens billede. Og om natten
kigger vi ud mod mørket – og spørger: ”Var du den natsværmevinge
der slog blødt mod min oplyste rude?”
I ”Sommerfugledalen” vandrer Inger Christensens ”andet jeg” rundt i
Brajcinodalens middagshede luft – og dér ser hun planetens
sommerfugle stige op – sommerfugle uden tal. De virker som et
nænsomt kærtegn af billeder:

”Op fra den underjordisk bitre hule,
hvor kældermørkets første drømmekryb
og al den grusomhed, vi helst vil skjule,
lægger bunden under sindets dyb,

op stiger Morfeus, dødningehoved, alle,
der vender aftensværmersiden ud,
og viser mig, hvor blødt det er at falde
med i det askegrå og ligne gud.

Kålsommerfuglen fra en eng i Vejle,
den hvide sjæl, som har en tegning malet
af altings flygtighed på vingens spejle,

hvad vil den her i denne dystre luft?
Er det den sorg, mit liv har overhalet,
som bjergbuskadset dækker med sin duft?

Som bjergbuskadset dækker med sin duft,
at blomstringen har rod i alt det rådne,
det skyggefulde, filtrede og lodne,
en vild og labyrintisk ufornuft,

Kan sommerfuglen med sin flagren dække,
at den er bundet til insektets krop,
man tror det er en blomst der flyver op,
og ikke denne billedstorm på række,

som når en sværmer, spinder, måler, ugle,
der hvirvler farvens tegnfigur forbi,
tilkaster os en gåde, som skal skjule,

at alt hvad sjælelivet har at håbe
hinsides alt er sorgens symmetri
som blåfugl, admiral og sørgekåbe.”

Sommerfuglene virker som et kærtegn af billeder – ”man tror det er
en blomst, der flyver op – og ikke denne billedstorm på række.” Og
sommerfuglene har et kort glædesforhold til verden:

”Som blåfugl, admiral og sørgekåbe
i farvens periodiske system
ved hjælp af blot den mindste nektardråbe
kan løfte jorden op som diadem,

som de i farvens klare sorgløsheder,
lavendel, purpur, brunkulssorte,
præcist indlejrer sorgens skjulesteder,
skønt deres glædesliv er alt for korte,

kan de med deres sommerfuglesnabel
opsuge verden som en billedfabel,
så let som et kærtegns glideflugt,

til alle glimt af kærlighed er brugt,
kun glimt af skræk og skønhed går i ring,
som påfugleøje flagrer de omkring.”

Digtet – billederne er som talt ud af troens hjerte. Og de ledsager os
som venner – de flyver med os som sommerfugle – og de oplyser os
om sandheder, vi ellers ikke kan se. Bare ét billede – og en hel verden
åbner sig for vore øjne, som når en sommerfugl flakser fra blomst til
blomst for at ”opsuge verden som en billedfabel – så let som et
kærtegns glideflugt.”.
Billeder kærtegner os – de sætter sig på os, og de berører os som
støvet fra en sørgekåbes vinger. Vi bliver berørte – vi bliver
bestøvede – som af erindringsglimt fra en anden verden – en
svunden tid – og som trøsterige billeder af en tid, der skal komme.

Erfaringer af død, opstandelse og evighed er stof for billeder –
øjebliksbilleder, der viser, hvad der sker, når verden vender. ”Det er
døden som med egne øjne ser dig an fra sommerfuglevingen.” Sådan
ser døden os an fra naturen – før verden vender – men døden får
først magt i det øjeblik, Gud ikke ser os an eller vender sit ansigt bort.
Og da hedder det: ”men det er mig, der svøbt i kejserkåbe ser dig an
fra sommerfuglevingen.” Vi ser det for os – vi får i glimt indsigt i en
større virkelighed, der omslutter os alle sammen. Sådan er troens
billeder – også i allehelgens tusmørke.
”Som påfugleøje flagrer de omkring,
jeg tror jeg går i paradisets have,
mens haven synker ned i ingenting,
og ordene, der før var til at stave,

opløser sig i falske øjepletter,
dukatfugl, terningfugl og Harlekin,
hvis gøglerord om kiselhvide nætter
forvandler dagens lys til måneskin.

Her gror de stikkelsbær- og slåenbuske,
som ligegyldigt hvilke ord du spiser
gør livet sommerfuglelet at huske.

Skal jeg måske forpuppe mig og måbe
ved alt, den hvide Harlekin fremviser
og foregøgler universets tåbe.

Og foregøgler universets tåbe
sig selv, at der er andre verdener til,
hvor guderne kan både gø og råbe
og kalde os tilfældigt terningspil,

så mind mig om en sommerdag på Skagen,
da engblåfuglen under parringsflugten
fløj rundt som himmelstumper hele dagen
med ekko af det blå fra Jammerbugten,

mens vi, der bare lå fortabt i sandet,
så talrige som nu kun to kanvære,
fik kroppens elementer sammenblandet

af jord som havs og himmels mellemting,
to mennesker, der overlod hinanden
et liv der ikke dør som ingenting.”

Vi ser igen og igen døden tage vores nærmeste fra os. Men dødens
billeder kalder på modbilleder – sådan som det ene billede, vi ser for
os i dag: ”Min datter er lige død”, kalder på et modbillede med de
larmende fløjtespillere, der ler, da de hører Jesus sige: ”Pigen er ikke
død, hun sover.” Billedet af døden som en søvn trodser dødens
billede af pigen – døden skal ikke vare ved – og vi får forærende et
smukt og bevægende billede på opstandelsen fra de døde – for
”Jesus tog hendes hånd, og pigen rejste sig op.” Opstandelse er at
tage ved hånden – og med ét vælder billederne frem – billedet med
synagoge-forstanderen, som beder om, at hans døde datter må blive
berørt: ”Kom, og læg din hånd på hende” – og kvinden med
blødningerne véd, at en enkelt berøring er nok. ”Bare jeg rører ved
hans kappe, bliver jeg frelst.” Frelse er en berøring, så let som et
kærtegn i glideflugt.
”Og sommersyner af forsvundne døde,
hvidtjørnens sommerfugl, der svæver
som en sky af hvidt med stænk af røde
blomsterspor, som lyset sammenvæver,

min bedstemor i havens tusind favne
af gyldenlak, levkøj og brudeslør,
min far, der lærte mig de første navne
på alt hvad der må krybe, før det dør,

går med mig ind i sommerfugledalen,
hvor alting kun er til på denne side,
hvor selv de døde hører nattergalen,

dens sange har en sært bedrøvet svingen
fra ingen lidelse til det at lide,
mit øre svarer med sin døve ringen.”

Frelse er sommersyner – frelse er en berøring, så let som et kærtegn i
glideflugt. Det flygtige kærtegn sætter dybe spor i kroppen.
Så vi skal lade os berøre af troens billeder – lade dem tage os ved
hånden og føre os op af den underjordisk bitre hule. Hvad skal vi med
troens billeder? Måske vi nærmer os et svar med Inger Christensen,
der et sted siger: ”Jeg har forsøgt at fortælle om en verden, som ikke
findes, for at den skulle findes.”

”Jeg ser dem med min slørede fornuft
som lette fjer i varmedisens dyne
i Brajcinodalens middagshede luft.”

Som nænsomme billeder – som troens billeder, trækker vi alt det
frem, som er godt og smukt ved det menneske, vi har mistet. Det er
det, vi bringer i erindring. Vi tænker ikke på skænderierne, de
sårende ord, vi tænker ikke på vreden eller irritationen. Vi husker tit
alt det, der hører lyset til. Alt det, de lyste på os med.
Men vi glemmer ikke alt det andet, det bare træder i baggrunden.
Det er ikke så vigtigt som det andet. Men vi ved jo godt, at vi ikke
elsker fuldkomne mennesker. Vi elsker, fordi vi elsker. Kærligheden
kan ikke forklares eller forsvares. Den er bare. Den er. Og dem vi
elsker bliver fuldkomne for os, fordi de gør vores liv fuldkomment
med det lys, de lyser på os med – for os.
Og kærligheden er helt ind i døden. Vi holder ikke op med at elske.
Det er kærlighedens magt. For når vi mister, så bliver der taget et liv
fra os – men kærligheden er der aldrig nogen eller noget, der kan
tage fra os.

Vi tror på den betydning, vores døde har haft for vores liv. Vi har brug
for at vedgå, hvor afgørende en betydning vores afdøde slægtninge
og venner har for vores måde at tænke og handle på. På godt og
ondt.
Ved døden tager vi afsked med slægtninge og venner, siger vi. Men vi
ved, at afsked ikke er noget, vi tager én gang for alle. Afsked varer
hele livet.

”Så mind mig om en sommerdag på Skagen,
daengblåfuglen under parringsflugten
fløj rundt som himmelstumper hele dagen
med ekko af det blå fra Jammerbugten,

mens vi, der bare lå fortabt i sandet,
så talrige, som nu kun to kan være,
fik kroppens elementer sammenblandet

af jord som havs og himmels mellemting,
to mennesker der efterlod hinanden
et liv der ikke dør som ingenting.”

Indimellem oplever vi, hvordan vi har vores døde så tæt på, at det er
som de stod lige ved siden af os og sagde, hvad vi skulle gøre. Vi gør,
som de ville have gjort – også når vi har bestemt os for, at det ville vi
aldrig. Vi oplever en far eller en mor i os selv. Vores døde lever i os
som en større del, end vi nogensinde gør os helt klart. Om deres gode
eksempel kan vi sige, at det stille og roligt falder på plads i vores
taknemmeligheds erindring. Om den fortrædelighed, de har voldt os –
og som vi har voldt dem, ja, om alt det må vi som generationerne før
os tro på, at vi lever som genskin af det lys, af den tilgivelse, som Gud
lyser på os med. Vi bliver til glæde for hinanden, vi lyser og varmer i
hinandens liv, men vi bliver også til forvirring og fortvivlelse for
hinanden. Vi beriger hinandens liv, og vi begrænser det. Men vi
genskinner af det lys, som Gud lyser på os med – også her i
tusmørket.

”De stiger op, planetens sommerfugle
i Brajcinodalens middagshede luft,
op fra den underjordisk bitre hule,
som bjergbuskadset dækker med sin duft.

Som blåfugl, admiral og sørgekåbe,
som påfugløje flagrer de omkring
og foregøgler universets tåbe
et liv, der ikke dør som ingenting.

Hvem er det, der fortryller dette møde
med strejf af sjælefred og søde løgne
og sommersyner af forsvundne døde?

Mit øre svarer med sin døve ringen:
Det er døden, som med egne øjne
ser dig an fra sommerfuglevingen.