Jeg ved ikke, om vi kan forbinde noget som helst med de billeder, som Jesus bruger, da han en dag er på besøg hos tolderen Levi og får nærende mad og gode drikke. Selv om vi sikkert får rigeligt at drikke – de fleste af os – ja, så er det vel sjældent fra en sæk. Og man skal vist være endnu ældre end mig for at
huske en mor, der sad om aftenen og satte lapper på kronisk hullede bukseknæ. Nu er huller hip. Somme steder i al fald.
Men vi kunne måske oversætte billedsproget til, at der er en sammenhæng mellem form og indhold – måske – selv om dén oversættelse ikke er specielt sanselig eller billedrig. For det kan godt være, at vi siger noget andet, når vi siger det på den måde. Jeg har i andre sammenhænge nævnt, at det er digteren Søren Ulrik Thomsen, som har svaret de læsere, der synes, at hans digte er vanskelige og som spørger, om han ikke kan sige det på en anden måde. Han har så svaret, at det kan han lige netop IKKE, for ”hvis han siger det på en anden måde, så er det også noget andet, han får sagt…”
Der er noget om snakken. Hvorfor skulle så mange af Jesu ord ellers leve i vores sprog, selv om de har mistet forbindelsen til en erfaret virkelighed – altså fra den virkelighed, vi helt konkret erfarer? Vinsække og lapper er fortidslevn. Og alligevel så forbinder vi vores ”nye vin på nye sække” med en erfaring –
nemlig dén, at vores liv former sig efter dét, vi tror – og at troen er en gærende virksomhed, der lige nøjagtigt derfor hele tiden vil give vores liv en ny kontur.
Og se bare: Der skal alt for mange upoetiske ord til at nærme sig det både enkle og svulmende billede af vin og sæk.
Vores kristentro er så langt fra en remse – selv om man godt kan få den mistanke, hvis man hører vores trosbekendelse få lyd og mæle ved en ganske almindelig gudstjeneste her under vores nogen gange leverpostejsfarvede himmelstrøg.
Det går bare ikke at sy en lap af uvasket stof på det gamle tøj. Lappen river bare tøjet i stykker første gang, det bliver vasket.
… Og gamle lædersække revner, hvis man fylder gærende vin i dem. Ny vin skal i nye sække.
Tak til Dennis Knappe for de flotte billeder fra Berlin
Men igen: Vores kristentro er så langt fra en remse. Det er ikke bare gjort med at aflire en remse. Troen er gjort af levende ord – sådan sagde de gamle. Og som Klaus Rifbjerg sagde det:
”Levende ord er ord, der lever – og ikke hakkemad for skoleelever….”
Vores tro er ikke hakkemad – vores tro er uvasket stof – og ung vin. Det vil sige, at uanset, hvad vores tro så er, så er den altid på vej til en stoflighed eller på vej til en karakter, som den ikke har fundet – endnu. Jeg tror, at vi lige nøjagtigt her bevæger os omkring det forhold, som vi adskiller os fra alle andre religioner på. Vores tro lader sig ikke formulere én gang for alle – for efter dét at blive til en lektie eller til et system. I sin sammenhæng, da falder Jesu ord om det uvaskede stof og den unge vin – i sin sammenhæng falder de ord som svar på spørgsmålet om, hvorfor de disciple, som han har samlet sig – hvorfor de ikke ser og følger gode gamle religiøse traditioner.
Og svaret er altså, at den nye tro ikke kan gøre brug af de gamle former. Og her klinger – historisk set – hele urkirkens dilemma med. For et af de store spørgsmål var, om kristne stadigvæk skulle komme i synagogen – eller den anden vej rundt: hvorfor i al verden alle jøder ikke bare kunne tro på Kristus som opfyldelsen af deres drømme og længsler.
Men billedet af troen som uvasket stof og som ung vin – ja, dét billede er evigt og aktuelt – og det er det, fordi det præsenterer os for spørgsmålet, om troen overhovedet kan have en form – eller rettere ”én form” – med tryk på én – altså en bestemt form – eller om vi skal acceptere alle mulige former.
For en eller anden form har troen jo altid antaget. For hvis nu vores tro er et erfaret fællesskab med toldere og syndere om en barmhjertighed ved alt det, Jesus siger og gør – sådan som disciplenes tro er det – ja, så er glæden vel det nærmeste, vi overhovedet kommer en ”form”. Jesus sammenligner selv med
brudesvendenes glæde over brudgommen – og glæden?
Den antager vel alle mulige former? Disciplene – og sidenhen kirken – har befundet sig selv i en klemme imellem et indhold, der bare ikke vil formes – og så behovet for at have noget at have det i – altså en klemme mellem en gærende og boblende glæde, som ikke kan emballeres i nogen enkel eller kendt form
– og så et såre menneskeligt behov for én eller anden form. For i modsætning til dyrene, så er vi ikke bare vores adfærd og instinkter – vi er også så meget andet – blandt andet vores opførsel og vores optræden, som også rummer så meget uforudset og ikke-instinktstyret: indfald, tilbøjeligheder, spontane tilskyndelser…
Sagt med andre ord: Vi kan godt springe højt af glæde – men på et tidspunkt opstår der er behov for en trampolin….
Eller sagt på en anden måde: formløs stræben og formløs tilfredsstillelse er umenneskelig. K. E. Løgstrup siger ligefrem om den form og skikkelse, som vi giver vores tilværelse, at den ”er opfyldelsen af, at der til stadighed forlanges noget af os.”
Det hører med til den menneskelige tilværelse. Form opstår af et forlangende. Den, der har oplevet, at Jesus ikke bare taler om barmhjertighed, men at han eller hun selv er omfattet af den, har ikke kun behov for at give udtryk for sin glæde – men også for at give den en form.
Løgstrup spiddede sin egen tid – eller var det især den næste generations, hans børns tid – og han spiddede den tid med den spidse og syleskarpe formulering om ”formløshedens tyranni”.
Og hans pointe var, at ligesom former kan være tvingende, sådan kan formløsheden også være vingende. Men formen har trods alt det fortrin, at den gør os frie til at gøre op med den!
Udfordringen består så i at acceptere, at glæden kan antage helt andre former end dén, som vi har givet den – og antage stadig nye former. Men med Løgstrups ord, så forlanger indholdet en
form, hvis vi ikke skal udleveres til det rene følelsestyranni.
Eller sagt lidt anderledes: Former beskytter os imod overgreb, så vi ikke bliver udleverede til hinandens stemninger, der så i øvrigt kan være mere eller mindre velbegrundede. Og så skal vi heller ikke være blinde for, at der kan overvintre en viden i formerne – en viden, der pludselig kan blive fuldstændigt
gennemsigtig og åbne sig for en betydning, der har været glemt langt, langt tilbage i tiden. Man kan spørge sig selv, hvordan man gennem et liv kan deltage i den samme gudstjeneste.
For nu må den form da efterhånden have givet al sin indbyggede betydning fra sig. Vi må da have fattet dybden og højden og betydningen. Alt dét må vi da efterhånden have fattet. Men pudsigt nok opfatter vi det slet ikke på den måde.
Tværtimod. For vi oplever, hvordan formen stadigvæk og hele tiden afslører nye sider af det indhold, som formen skal rumme.
Jeg fik et malerisk eksempel på dét af en konservator, der fortalte, at han for nogle år tilbage havde et arbejde i en jysk middelalderkirke – og han fortalte så, at i forbindelse med dét arbejde havde han fået fortalt, at kvinderne nejede ved en hvidkalket væg overfor indgangsdøren – og det gjorde de som
det allerførste, inden gudstjenesten. Og selvfølgelig, så spurgte konservatoren efter meningen med dét. Men svaret var så, at dét havde de altid gjort. Og meningen blev helt bogstaveligt afdækket, da konservatoren – i forbindelse med sit arbejde – fremdrog en middelalderlig Madonna under mange lag af kalk – lige nøjagtigt på dét sted.

Pludselig kan der bagved alt det forkalkede dukke en ny betydning frem – som en afsløring af en indsigt, der for længst er blevet glemt. Vores svar på Jesu forkyndelse finder aldrig sin endelige form – for vores var på Jesu forkyndelse finder hele tiden nye former. Man kunne igen sige det på en anden måde
ved at sige, at kristne har levet som karismatikere og som søjlehelgener – og som os. Efterfølgelsen har altid haft en form – én eller anden form, men altid netop en form – og efterfølgere har altid haft en lyst til at gøre deres egen form til den rigtige eller den sande form.
Med billedet af troen som en uvasket lap og troen som en mousserende vin burde vi være advaret – ikke imod formen, som er nødvendig – nej, med billedet af troen blandt andet som en mousserende vin burde vi være advaret imod forestillingen om, at vi har fundet den endelige.
Formen søger imod sin fornyelse – og ingen form er vel dybest set utænkelig – selv når en livlig fantasi har svært ved at forbinde meget af det, vi oplever, med kristentro. Og mon det så ikke alligevel gælder i det store hele – som det gælder for os selv – at troen trods alt søger imod en enkelthed, der matcher Vor
Herres krav til os om at elske og gennem dét at glemme os selv.
Jeg tror det. Det krav er i hvert fald med til at holde os i form.
For med troen gælder det om at holde sig i form.
AC