Prædiken til 3. søndag efter påske

Prædiken til 3. søndag efter påske

(Begge evangelietekster til søndagen blev læst op ved gudstjenesten)

En af de mest kendte sange og numre i hele rockmusikkens historie er skrevet af Beatles – og den hedder ”Let it be”. I den sang er der nogle linjer, der frit oversat lyder sådan her: ”Når jeg finder mig selv i problemfyldte tider, så kommer Jomfru Maria til mig, taler sine visdomsord og siger: ”Lad det være”. Og i mine mørkeste stunder står hun der, lige foran mig, og taler sine visdomsord og siger: ”Lad det være”. Sådan lyder omkvædet i ”Let it be” – og det er ikke bare en kendt sang – det er også en klog sang. ”Lad det være”.

Der er noget, disciplene skal have at vide om fremtiden. Der er noget, de skal have at vide om dét at skulle miste hinanden engang, i fremtiden – snart, måske. ”Lad det være – giv slip – lad det være”. Men det er umuligt for dem bare at sige: ”Lad det være.” For de kan ingen verdens ting høre – som de sidder dér og prøver at lukke ørerne for ordene om, at de engang, snart – om lidt – skal miste det menneske, der har givet dem en helt ny forståelse af, hvem de dybest set er. Men der er noget, disciplene skal have at vide om fremtiden. For tiden og stedet er væk. Verden er også væk. Væk, som verden kun kan være væk for den, der har mistet et elsket menneske.

Så er det underligt og sært, at busserne stadigvæk kører og at mennesker går rundt derude på gaden uden at være påvirkede eller berørte af, at ens elskede er væk. Alting virker så overfladisk og ligegyldigt – og tiden, den snegler sig af sted. Ja, tiden er væk – og det er rummet også – og verden. Der er ingenting, der betyder noget ud over savnet af den mistede. Savnet, længselen, smerten, fortvivlelsen. ”Der er ingen andre end dig, der ikke svarer i hele verden.”

Der er noget, disciplene skal have at vide om fremtiden. Men disciplene sidder bare dér og kan næsten ikke høre det – for hvis de snart skal miste ham, de har elsket og fulgt, så har de slet ikke lyst til at have nogen fremtid – og de har heller ikke lyst til at tænke på nogen fremtid.

”I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde – jeres sorg skal blive til glæde”.
Det kræver mod og det kræver udholdenhed at lytte til netop de ord, hvis man ved, at om lidt, om lidt skal man skilles fra hinanden, fordi den ene skal dø – gå bort. Det ved det menneske, der har siddet ved sin elskedes dødsleje. ”En kort tid bliver I efterladt alene – og igen en kort tid efter skal I se mig igen.” Det kræver udholdenhed og mod at lytte til de ord. Ligesom det kræver udholdenhed for kvinden, der er ved at føde og har det svært og måske tror, at hendes time er kommet – og så: når hun har født sit barn, ja så husker hun ikke mere sin smerte og sine trængsler af glæde over, at et barn er kommet til verden. Så hun i det øjeblik er overladt til en befriende glemsel – en glemsel, der gør, at hun ikke kun glemmer den smerte, hun var igennem, men også glemmer sig selv. I en befriende glemsel.

Men disciplene sidder der stadigvæk – og har svært ved at lytte til ordene om at sorgen skal blive til glæde. For alt, hvad de tror på og alt hvad de elsker, skal jo tages fra dem. Og derfor kan de hverken spise eller sove eller holde ud at være til. De er fanget i afmagt og rastløshed – de er fanget i en pine, der bare bliver ved og ved og ved – og kun afbrydes af, at de falder i søvn – virkelig falder i søvn. For derfra, hvor de står, har døden kun vist sig klart i små glimt. Sådan som den kun viser sig i små glimt for os alle i det almindelige liv. Et sted i den stærke Oscarbelønnede danske film Hævnen sidder Christian, en af de to 12-årige drenge i filmen, sammen med sin vens, Elias´ far – de sidder på toppen af en kæmpe-kornsilo. Heroppefra har Christian villet springe ud i døden, for han tror, at Elias er død og kan tror, at han har været årsag til, at Elias døde. Men Elias´ far får reddet ham fra det vanvittige forehavende – og så sidder de déroppe – Christian med alt den indebrændte sorg og vrede, der har ulmet i ham efter moderens alt for tidlige kræft-død, hvor han har set sin mor ligge og tære op – og Elias´ far, der arbejder som læge i den 3. verden og ser død og ødelæggelse og vold og grusomheder næsten hver eneste dag – så sidder de to skæbner deroppe – og på et tidspunkt siger Christian: ”Jeg troede at Elias var død – og jeg kunne ikke se ham for mig. For da min mor døde, så hun ud som en lille pige – som om hun aldrig havde været voksen – som om hun aldrig havde været min mor. Voksne ser ud som små børn, når de dør – som om de aldrig har været voksne. Men hvad så med os børn, når vi dør? Jeg kunne ikke se Elias for mig. Da min mor døde, så hun ud som om hun aldrig havde været voksen – som om hun aldrig havde været min mor.. Jeg savner hende sådan”. Og her bryder det hele sammen for Christian og han får hul ind til alt det indebrændte – til vreden og til sorgen. Og Elias´ far siger så: ”Det er som om der er et slør imellem én selv og døden indimellem. Og det slør bliver trukket fra, når man mister én, som man har elsket eller som har stået én nær. Og så ser man døden helt klart et lille øjeblik. Og så falder sløret for igen. Og så fortsætter man. Så bliver det godt igen.”

Sådan må disciplene også have mødt døden i små, klare glimt. Og så sidder de her og lytter til Jesu ord. Som øjeblikke uden drømme eller mareridtsagtige evigheder og så alligevel ”I skal se mig igen – jeres hjerte skal glæde sig, og da skal ingen tage jeres glæde fra jer.”

Men kan de virkelig tro dét, disciplene? Kan en mor tro, at hun skal se sit døde barn igen? Kan kvinden tro, at hun skal se sin elskede mand igen, den dag hun står ved hans kiste og skal sige farvel? Kan hun tro dét, når alt er tomt og håbløst og smerteligt over al forstand? At de skal ses igen?

Det er det, Jesus fortæller dem – og fortæller os. At vi skal tro det – at det er en kort tid, så skal vi se hinanden igen – og at der ingen hjælp er for smerten – og at der heller ikke er nogen vej udenom at lade håbet slå rod i hjertet, fordi livet jo vil leves.

”Let it be” – lad det være – giv slip på jeres håb om at kunne se jeres kære igen i alt det synlige – det kære menneske, I har mistet – giv slip på det håb, for det er dybest set kun et håb, der vil holde fast i det, der er forbi – og grib i stedet for det håb, der ved, at livet er meget mere end det, der møder øjet i den synlige verden. Et håb, der ved, at virkeligheden også, ud over den synlige verden, er det, der kun kan ses med troens og håbets og kærlighedens øjne. Grib det håb – så kan I gribe ud mod jeres kære og se dem for jer. Nu – og i fremtiden.

Jesus åbner en dør ind til den virkelighed.

I en novelle fortæller Anders Bodelsen om en familie, der bor i en toværelseslejlighed. I et af værelserne står der et stort mahogniskab og ad en væg. En aften finder familien ud af, at nu skal det store skab altså flyttes et andet sted hen. De flytter skabet, og da får de sig en kæmpeoverraskelse. De opdager, at bag ved skabet er der en dør! Det har de aldrig anet noget som helst om. Og hvad værre er – eller hvad bedre er: bag ved døren gemmer der sig endnu et værelse. Familien bor altså i virkeligheden i en tre-værelseslejlighed. Og det har de aldrig vidst. De styrter alle sammen ind i værelset – og så ser de sig omkring, kigger ud af vinduet og opdager, at de kan se gaden dernede og husene på den anden side fra en helt ny synsvinkel. Og det har alt sammen sin virkning på de to værelser, de allerede kender. Det er som om de to gamle værelser bliver helt nye og meget større. Så for dem bliver verden helt ny, da der bliver lukket en dør op. ”Som kvinden kender til smerte og sorg før fødslen, sådan kender I til smerte og sorg”, siger Jesus. ”Men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig og ingen skal tage jeres glæde fra jer.” Med de ord åbner Jesus en dør i vores tilværelse. Den verden, vi tror vi kender så godt, gør han helt ny – og han føjer et nyt rum til den ind til en virkelighed, vi må have modet til at gå ind i – også midt i vores største tab.

I onde dage – i dødens dage hedder kærligheden sorg – og sorgen er den kærlighed, man bare ikke kan komme af med. Og derfor er sorgens tone en rastløshed og en udsigtsløs fortvivlelse over, at livet leves på dødens præmisser. Og så river sorgen i os – men sorgen river jo i os med kærlighedens kræfter.

Sorgen er dobbelt. Den er hjertets modstand mod det uigenkaldelige – og samtidig er den også den nødvendige erkendelse af, at det er uigenkaldeligt. At det er forbi. Disciplene ser ikke Jesus igen. Han kommer ikke tilbage for at kæmpe nye kampe for dem. Han kommer ikke tilbage og gør nye undere. Han giver dem ikke en ny visdom med på vejen. Når han kommer igen – og når de ser ham – så skal det være i en skikkelse, der er som forvandlet. Et tegn – og et navn. Og derfor taler han med dem og holder dem fast på, at der er noget, der er uigenkaldeligt forbi. Og det skal de lade være – de skal ”let it be” – de skal give op og være med i det uigenkaldelige og uafvendelige. For kun hvis de tør give slip, kan de få hænderne fri til at gribe ud efter hjælp – og kun på den måde kan andre hjælpe og bære med. Og livet her – mens vi er på vejen – ja det liv leves mere større dybde, hvis vi kan lade det være – lidt mere – hvis vi kan give slip – lidt mere – og ikke give vores problemer svømmeundervisning og tro at vi skal bære det hele selv, som Mark Twain siger det et sted: ”De fleste mennesker drukner ikke deres problemer”, siger han, ”de giver problemerne svømmeundervisning i stedet for.”

Men meget af alt det, vi kæmper med er ikke problemer, vi kan løse – men byrder, der skal bæres. Og det kan ingen af os bære alene.

En syg ægtefælle – det kan jo ikke løses som en krydsogtværs i et ugeblad. Et tab af en nær ven eller veninden kan jo ikke mildnes ved at spise fem plader chokolade. De fleste sorger på vejen er byrder, der trykker og altid vil gøre det som ar på sindet – ar, der aldrig heles helt – og derfor gælder det om at lade arrene være – og give op – og leve hver ny dag, så godt som vi formår det – i en stadig undren over, at vi er til – på trods af alt det svære og den store smerte, som ikke tager livet helt af os – selv om det føles sådan.

Vi tvinges til at give slip – og lade det være. ”Let it be”.

Men hvordan lægge noget bag sig, som hele tiden kommer imod én? Hvordan det? ”Nu har jeg ikke tænkt på hende i to timer”, tænker datteren, der mistede sin mor. Og så går der ikke et minut efter den tanke, før hun igen kan se frem til 12 timer, hvor hun tænker på sin mor hele tiden. Tankerne går i ring, og som tiden går, sørger datteren ikke kun over sin mor – hun sørger også over, at hun ikke kan slippe sorgen. Lægge sorgen bag sig. Men det er der ingen, der kan – af sig selv.

Det vidste de gamle israelitter. De vidste, at man ikke bare lige kan slippe sorg og angst og lægge det hele bag sig. Heller ikke selv om man gerne vil. De gamle israelitter var beduiner – og en beduin går i ring. Ikke små ringe – men store cirkler, som det tager flere måneder at rejse igennem. Og fordi han går i ring, kan en beduin ikke drømme om at lægge noget bag sig, som han ikke gerne vil møde igen.

Der er en dyb sandhed gemt i dét at gå i ring – og den sandhed har at gøre med, at de sorger, som livet påfører os ikke er til at lægge bag sig. Fordi ens sorger hører med til hele ens liv og hele ens personlighed. Og det er nu engang ikke muligt at slippe ens liv eller ens personlighed og lægge den bag sig.

Når man mister sin allernærmeste, allerkæreste, så er det det samme som at miste selve forståelsen af, hvem man dybest set selv er – og hvad der er det bærende i ens liv: nemlig at skænke den anden opmærksomhed, omsorg og kærlighed – og at turde åbne sig, tage imod og give sig hen. Så når man mister sin allerkæreste, mister man også sig selv.

Og så kan man igen sige, at sorg over det menneske, man mistede, er kærlighedens pris – sådan som vi ved, at hver eneste gang, vi knytter os til hinanden, ja så betyder den kærlighed, at vi engang skal miste hinanden og bære en dyb, dyb sorg. Som det hedder et sted: ”Den, der elsker meget, skal sørge meget….” Så sorgen bliver den eneste måde, vi kan fastholde den kærlighed, der fyldte det hele.

Men hvad så, når sorgen er en mere grumset affære. Hvad så med sorgen over den kærlighed, man ikke fik? Den sorg kan være tung – ja helt ubærlig. Den sorg kan få én til at gå rundt og rundt i det samme spor af skuffede forventninger.

Hvordan kommer beduinen så af med den sorg – sorgen, der er for tung at bære, alene?

Han får nogle andre til at bære sammen med sig. Han åbner sit telt for fremmede og byder dem gæstfrit indenfor – for han ved, at hvis han skal af med noget, så skal han lægge det i rygsækken hos én, der går i nogle andre cirkler end ham selv.

”Let it be”, siger Jesus i dag – ”Lad det være – giv slip – og kom så til mig, alle jer, der bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile…”

Ingen af os kan lægge sorgen bag os af os selv – og ingen af os kan slippe sorgen, for den følger med. Men vi kan lytte til Jesu ord og håbe på jordiske og himmelske håndsrækninger, der kan bære vores mørke sammen med os.

”Let it be – giv slip”, siger Jesus til os i dag. ”Giv slip på dine forventninger om at kunne bære det hele alene – giv slip på den smerte, du tror, du skal bære alene.” Giv slip”, siger han til os alle sammen – mens han rækker hånden ud efter os for at tage imod os, når vi får taget mod til os og slipper alt det, der kun er vores eget – når vi som den fødende kvinde tager mod til os og giver os hen til den nådige glemsel.

Giv slip – for det ender godt, siger han. Jeres sorg skal blive til glæde. Så ”let it be” – lad det være – lad det være sådan…

Og hvad bliver tilbage inden da, kan vi så spørge til allersidst? Her fra vores verden, hvor alting ender med død – og hvor alting ser ud til at være uigenkaldeligt, når vi står og tager afsked med hinanden? Hvad bliver tilbage? Tilbage bliver Åndemusikken. Sådan beskriver Sophus Claussen i et digt dét, der bliver tilbage, når man har mistet et menneske, der for én blev selve forståelsen af livet. Hør hans sidste ord i dét digt:

”Da dine Haandtryk og Spor forgik,

vi saa din Stolthed, som aldrig har sveget.

Der bliver fortvivlende lidt af saa meget:

kun Aandemusik.”