Efter gudstjenesten er der kaffe / te i Kirkehuset.

Jesus gennemskuer
Prædikenteksten til denne søndag er Markus 12,38-44. Den består af to dele: Jesu advarsel mod de skriftkloge og Jesu iagttagelser ved tempelblokken. Her skal blot omtales første del, hvor Jesus har gennemskuet de skriftkloge som selvforherligende hyklere, det både når de går i deres ‘lange gevandter og lader sig hilse på torvet’, når de vil ‘sidde øverst i synagogen og til ‘højbords ved fester’, når de ‘æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld’.

At fortære enkernes huse
Nogle af ordene i det ovenstående kan oversættes lidt anderledes, fx at sidde til ‘højbords’ kan oversættes til de ‘første sæder’ og ‘æder enker ud af huset’ kan oversættes til ‘fortærer enkernes huse’ (Aage Pilgaard i Kommentar til Markusevangeliet). Det sidste kan lyde mærkeligt, men det præciserer, at det ikke er de skriftkloges storspiseri, der plager enkerne. De skriftkloge fungerede også som jurister og påtog sig at føre enkernes sag, men tog sig alt for godt betalt herfor.

De lange gevandter var de skriftkloges kendetegn. Reglen var, at de socialt laverestående skulle hilse først. På den måde kunne de skriftkloge sole sig i deres højere sociale rang, når de spankulerede rundt på torvet. De øverste sæder i synagogen var ærespladser, mere behagelige og hævet over de andre. Til højbords var pladserne ved siden af værten. Det sidste anklagepunkt, at de bad længe for et syns skyld, antyder, at de bad for selv at blive æret snarere end for at ære Gud.

Iscenesættelse af godhed
Jesus har adskillige sammenstød med de skriftkloge og farisæerne. Det er to forskellige grupper, men de er ikke mere forskellige, end at den enkelte skriftkloge godt kan være farisæer (hvilket formodentlig har været tilfældet med Paulus). I sin bog Synd for begyndere har præsten Kristian Bøcker et afsnit om farisæerne. For at tydeliggøre Jesu problem med farisæerne, lægger Bøcker ud med en omtale af Finn Søeborgs novelle Fødselsdagen:

“Fru kontorchef Schmidt elskede at være noget for andre.
– Jeg kan ikke leve uden at være noget for andre, sagde hun altid
De fleste andre levede faktisk bedst, hvis hun ikke var noget for dem, men det anede hun ikke.”

Når de fleste foretrak, at fru Schmidt ikke var noget for dem, var det fordi, skriver Bøcker, at hun så åbenlyst er noget for andre for sin egen skyld. Novellens pointe er, at handlinger, der ser ud som om de er foretaget for at gavne medmennesket, i virkeligheden kan være ret så egoistiske. I novellen reduceres fødselaren, familiens farmor, der fylder 100, til statist i fru kontorchef Schmidts iscenesættelse af sin egen ‘godhed’. Denne pointe ser Bøcker som en parallel til Jesu opgør med farisæerne.

Forbud, påbud og forskrifter
Bøcker skriver, at den græske og romerske påvirkning i området på Jesu tid blev forsøgt modarbejdet af farisæerne, der mente, at den var uforenelig med jødedommen. Der skulle være fokus på det centrale i jødedommen, nemlig loven – ikke kun de ti bud, men også alle de andre forbud og påbud, der var i moseloven plus de regler, man løbende udviklede til at dække alle de forskellige situationer, man kunne komme i. Desuden skulle de renhedsforskrifter, der gjaldt præsterne, udbredes til at gælde for alle jøder. Alle de love og regler kunne være vanskelige at navigere i, især hvis man som farisæer også havde et almindeligt arbejde. Så kunne man være nødt til at bøje reglerne lidt for ikke at lide økonomisk tab. Hykleriet stod lige for døren. Ville de måske ikke hjælpe et af deres får op, hvis det var faldet i grøften, selvom det var sabbat? spørger Jesus.

Kritikken fra Jesus er ikke noget farisæerne og de skriftkloge tager let på. Det er et opgør på liv og død. De ønsker at Jesus bliver slået ihjel.

Fortsættelse følger
Det var lidt om skriftkloge og farisæere, men ikke så meget om synd, som titlen på Bøckers bog Synd for begyndere jo egentlig lægger op til. Synd er et ord, som mange mener har haft alt for stor betydning i kristendommen. Og det kan være rigtigt i de tilfælde, hvor synd og skyld er kommet til at ligge som en alt for stor byrde på menneskers skuldre. Men hvis det er den opfattelse, man har af kristendommen, kan der være god grund til at høre lidt mere om Bøckers opfattelse af synd. Det bliver der ikke plads til i dette indlæg, men det bliver der i et af de kommende søndages indlæg.

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft

Indlægget 23. søndag efter trinitatis blev først udgivet på Vejstrup Valgmenighed.

Som altid er der den første onsdag i måneden en times fællessang fra Højskolesangbogen.
André sidder ved flygelet. Sangvært er denne gang Anders Carlsson.

Alle er velkomne – og tag venner og bekendte med. Tilmelding er ikke nødvendig.
Sted: Vejstrup Valgmenighedskirke, Brudagervej 6, 5882 Vejstrup.

Indlægget Novembersang blev først udgivet på Vejstrup Valgmenighed.

Thea Boel Gjerum medvirker med solosang, og sammen med Mads fremføres sange af Joni Mitchell, Leonard Cohen, Hans Dal, Tove Jansson og Erna Tauro.

Vi fejrer Allehelgensdag ved at bringe de mennesker i erindring, vi holdt af, men som ikke er mere. Under Allehelgensgudstjenesten vil navnene blive læst op på alle dem, der i årets løb er døde i menigheden.

Verdens lys
Denne søndags prædikentekst er Matthæus 5,13-16 eller 5,1-12. Teksterne er hentet fra bjergprædikenen. 1-12 er saligprisningerne og i 13-16 siger Jesus til disciplene, at de er jordens salt og “I er verdens lys” og “Således skal jeres lys skinne for menneskene …”

Hvis nogen gik og troede, at det var Jesus, der var verdens lys, er de ikke galt på den, for i Johannes 8,12 siger Jesus: “Jeg er verdens lys. De, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” Man kan også argumentere for at lyset bruges om evangeliet, fx Lukas (8,16) hvor lyset ikke skal gemmes væk, men sættes på en stage. Men disciplene er altså også verdens lys. Deres lys skal spredes, så mørket kan fortrænges, når Jesus ikke færdes blandt dem længere.

Han husker at skinne
Salmedigteren Simon Grotrian gør dog i salmen Han glemmer mig aldrig (Kirkesangbogen 1005) opmærksom på, at Jesu lys stadig fortrænger mørket og endda også kan få andre end disciplene til at lyse:

Han husker at skinne i solen for dig
han rødmer, når dagen får ende
og dermed er lyset i verden på vej
og håbet om også at brænde.-

Mørket lyser op
Selv mørket kan bringes til at lyse. Det skriver Holger Lissner i sin salme Dagen blir så kort ved Allehelgen (100 salmer 837). De tre sidste vers lyder således:

Du kan ikke tage savnet fra os,
men lad vores smerte brænde ud,
så at sorgen lyser gennem glæden.
så at sangen løfter sig til Gud.-

Da er vi i kærlighed forenet,
vi er bænket ved det samme bord,
og i Ånden kan vi synge sammen
i din kirkes Allehelgenskor.-

Håbet liver op ved Allehelgen,
asketræets grene sætter knop,
evighedens morgensange klinger,
Kristus lever, mørket lyser op.

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft

Indlægget Allehelgensdag blev først udgivet på Vejstrup Valgmenighed.

Sted: Vejstrup Valgmenighedskirke

En halv times tid til eftertanke. Refleksioner og inspirationer fra Mads og Anders.
“Musik og poesi / er grundlaget / for at civilisation.” (Citat: Peter Laugesen)
Vinterhalvårets første refleksioner med oplæsning og musikalske inspirationer i kirkerummet lader sig inspirere af Dylan Thomas’ og Peter Laugesens digte med rum til eftertanke og fordybelse.

I snart 60 år har den nu 84-årige Peter Laugesen arbejdet i skriften og udsendt bøger. Hans seneste digtsamling er Morgensange fra 2025. Mottoet for digtsamlingen er et citat, Laugesen har valgt fra Dylan Thomas’ digt Fern Hill, og det lyder: “… that time allows// In all his tunefull turning so few and such morning songs.” (1)

Dylan Thomas’ digt er skrevet som et tilbageblik på barndommens tabte land, hvor alt var frit og enkelt, og hvor “Time held me green and dying // Though I sang in may chains like the sea” som digtet slutter med. (2)

Anders Carlsson

Bonusoplysninger
Det kræver ikke særlige forkundskaber for at møde op til arrangementet. Hvis man ikke er helt sikker på, at man har en tilstrækkelig forståelse af de citerede verselinjer, skal de her bringes i dansk gendigtning af Jon Høyer fra bogen Dylan Thomas – En proces i hjertets vejr. For forståelsens skyld tages lidt af konteksten med:
(1) “… og det bekymrede mig slet ikke på min himmelblå livsvej, at tiden / i al sin melodiske gang så sjældent tillader den slags morgensange, / før børnene grønne og gyldne / følger ham ud af nåden …”
(2) “Åh da jeg var ung og ubekymret under tidens barmhjertighed, / holdt han mig grøn og døende, / selv om jeg sang i mine lænker som havet.”

Dylan Thomas: 1914-1953, walisisk digter og kortprosaist.
Peter Laugesen: 1942-, dansk forfatter, dramatiker og oversætter.

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft

Indlægget Rum til eftertanke – refleksioner og inspirationer blev først udgivet på Vejstrup Valgmenighed.

Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.
Se søndagens salmer og sange nederst i indlægget.

Hug det om
Denne søndags prædikentekst er Lukas 13,1-9. I denne tekst fortæller Jesus om manden, som havde et figentræ, der ikke gav frugt. Derfor ville manden have det hugget om, men gartneren får ham overtalt til at vente, så vil han prøve at pleje træet, så det måske kan give frugt året efter. Tekstafsnittet indledes med en massakre og en alvorlig ulykke. Massakren udøves af Pilatus på nogle pilgrimme, der var ved at foretage ofringer. Den alvorlige ulykke er et tårn i Siloa, der styrter sammen og dræber 18 personer. Jesus kommenterer de to forfærdende hændelser således: Ofrene var ikke større syndere eller mere skyldige end de folk, han stod og talte til, men hvis de ikke omvendte sig, ville det gå dem på samme måde.

Frelse eller fortabelse
Denne prædikentekst hører til dem, der kan (mis)bruges til at tale dunder til menigheden. Det er også tilfældet med sidste søndags prædikentekst og en lang række andre bibelske tekster. Frelsen er en mulighed, men fortabelsen er en overhængende trussel. Eller? Nej, frelsen skal sættes i centrum, mener præsten Kaj Mogensen i sin bog Frelse og fortabelse. Her dykker han ned i en lang række tekster i både Det gamle Testamente og Det nye Testamente og forklarer, hvorfor synsvinklen skal være, at det drejer sig om frelse og ikke fortabelse. Han skriver om søndagens lignelse: “Lignelsen kommer umiddelbart efter en tekst, hvor Jesus afviser, at der er en umiddelbar sammenhæng mellem ulykkelige hændelser og de enkelte menneskers skyld og efterfølges af fortællingen om helbredelsen af den krumbøjede kvinde. I Lukasevangeliet afvises strafundere således tydeligt, og nænsomhed, tålmodighed og overbærenhed fremhæves. Udførelse af strafundere vil være i modsætning til den opfattelse af Jesu magt, som fremgår af hans egen forkyndelse og hans valg af korset.”

Velsignelsens rum
Derefter vender Kaj Mogensen sig mod Paulus, der i nogle tilfælde har udtalt en forbandelse: “Hvis nogen ikke elsker Herren, være han forbandet” eller “Men om vi selv eller en engel fra himlen forkynder jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt for jer, forbandet være han.” Mogensen forklarer indholdet af forbandelserne eller konsekvenserne af dem således: “Livet under loven er en forbandelse. Hvis man tror, at lovopfyldelse er en frelsesbetingelse, så er friheden sat over styr, og det frie kristne liv i tillid til Guds nåde er forvandlet til forbandet ufrit liv i trældom under loven.” Senere skriver Mogensen: “Konklusionen må være, at troen på Kristus befrier mennesker fra forbandelse, og dermed flyttes mennesket fra forbandelsens rum til velsignelsens rum.”

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft

Vi synger følgende salmer og sange:
HS 353 – Æbler lyser rødt
DDS 448 – Fyldt af glæde over livets under
HS 142 – Livstræet
Løsark – Du spør mig om håbet*
DDS 731 – Nu står der skum fra bølgetop

*Fra Lisbeth Smedegaard Andersens salmesamling Lysets vinge over dig

Indlægget 21. søndag efter trinitatis blev først udgivet på Vejstrup Valgmenighed.

Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.
Se søndagens salmer nederst i indlægget.
Vikar for Anders Carlsson: Jesper Hougaard Larsen.
Vikar for Mads Klindt Poulsen: Anne Kirk.

Hvad mener I?
Denne søndags prædikentekst er Matthæus 21,28-44. Jesus fortæller her to lignelser med vingården som ydre ramme. Umiddelbart før prædikenteksten har ypperstepræsterne og nogle af folkets ældste henvendt sig til Jesus, for at få ham til at forklare, hvorfra han har retten til at undervise. I stedet for at svare, stiller han dem et modspørgsmål, som de ikke tør svare på. Derpå fortæller han dem to lignelser. Han starter med ordene: Hvad mener I? Og med deres svar kommer de uafvidende til at dømme sig selv.

Ovenstående billede er Eugene Burnands (1850-1921) illustration til lignelsen om vingårdsejerens søn. Det viser de forpagtende vinbønders fjendtlige indstilling over for vingårdsejerens søn, som de planlægger at slå ihjel, så han ikke kan modtage høsten.

Jeg var ikke værd at elske
Sidste søndags indlæg fik lige introduceret Anne-Cathrine Riebnitzskys bog Tro i hverdagen, men indlægget kom mere til at handle om to andre bøger, så her vil der blive fokuseret på netop denne bog, dog med en indledende afstikker til hendes i høj grad selvbiografiske roman Forbandede yngel, hvor hun beskriver sine forældre således:
– Om moderen: “En af min mors største forbrydelser var, at hun aldrig var glad (…) Men det værste var, at jeg ikke var god nok til, at hun ville leve. Jeg var ikke værd at elske.”
– Om begge forældre: “Min far var en afstumpet sjæl i en hårdtslående krop. Min mor var ikke afstumpet. Hun valgte bare at lukke øjnene. Hun var en kujon. Og det er hun stadig.”

Tilgivelse
For Anne-Cathrine Riebnitzsky var kristendommen en hjælp til at komme helskindet ud af en svær barndom. En vigtig hjælp var kravet om tilgivelse. Hun skriver, at tilgivelse er noget, du gør for din egen skyld, når man ikke vil leve med bitterhed. Hvis du skal vente på, at du holder op med at hade, kommer du formentlig til at hade i en meget stor del af dit liv. Men tilgivelse er ikke det samme som at sige, at det der skete var okay. Tilgivelse er: “Jeg bruger nu ikke flere kræfter på denne sag. Det sætte mig fri til at leve mit liv (…) At nægte at tilgive svarer nogenlunde til at drikke gift og forvente, at din fjende dør af det.” At nægte at tilgive og bære nag er også en insisteren på at klare problemet selv, så Gud ikke kan få lov at komme til, tilføjer hun. Og ligesom man skal kunne tilgive andre, er det også vigtigt at kunne tilgive sig selv.

Vrede
Vrede er godt, pointerer Riebnitzsky. Det er sundt og klogt, at vi kan blive vrede, når der sker noget ondt, eller noget der overskrider vores grænser, men man skal lægge vreden fra sig, når man skal løse problemet. Her citerer hun Paulus: “Bliv blot vred, men synd ikke.” Vrede er en alarmlampe, ikke et værktøj.

Skyld og ansvar
Det kan godt være nogle andres skyld, at noget dårligt er sket, og det kan også være vedkommendes ansvar at gøre det skete godt igen. Men hvad hvis den vedkommende løber fra sit ansvar? Her mener Riebnitzsky, at det er ens eget ansvar at komme videre og ikke gå rundt og være bitter og forpeste sit eget og andres liv med beklagelser. Så må man selv påtage sig ansvaret for at rette op på det skete. “Man kan bede både Gud og mennesker om hjælp. men man må selv gøre sin del af arbejdet.”

Et skridt ad gangen
For Riebnitzsky har hendes tro i hverdagen været en stor hjælp til at komme videre i livet. Som hun skriver i den første del af bogen: “Gud giver os ikke hele planen. Han angiver typisk et skridt ad gangen. Og først når man har taget det første skridt, kan man se det næste.”

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft

Vi synger følgende salmer:
DDS 396 – Min mund og mit hjerte
DDS 522 – Nåden er min dagligdag
DDS 731 – Nu står der skum fra bølgetop
DDS 696 – Kærlighed er lysets kilde
DDS 473 – Dit minde skal, o Jesus, stå
DDS 11 – Nu takker alle Gud

Indlægget 20. søndag efter trinitatis blev først udgivet på Vejstrup Valgmenighed.

Indlægget Nyhedsbrevet oktober 2026 blev først udgivet på Vejstrup Valgmenighed.

Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.
Se søndagens salmer nederst i indlægget.

I skal se himlen åben
Denne søndags prædikentekst er Johannes 1,35-51. Her kaldes en række personer til at følge Jesus. Der er tale om Andreas og en unavngiven. De to henvises til Jesus af Johannes Døberen. Desuden Peter, Filip og Nathanael. Jesus benævnes med forskellige ord: Guds lam, rabbi, Messias, Guds søn og Israels konge. Jesus siger til disse første disciple: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.”

Hærskaren
Ovenstående billede er valgt til at illustrere disse Jesu ord. Maleriets tema hører egentlig til et helt andet sted i kirkeåret, hvor Herrens engel forkynder en stor glæde, som skal være for hele folket. “Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker til Guds velbehag.” Billedet er malet af Christen Dalsgaard (1824-1907) og bærer titlen Hyrdernes julenat. Det er dog beskåret til lejligheden for at vise Dalsgaards blændende beskrivelse af hærskaren af engle, der stiger op og stiger ned. Det fulde omfang af maleriet vil blive vist ved førstkommende, passende lejlighed. Det skal lige nævnes, at maleriet, der normalt hænger i Sorø Klosterkirke, tidligere i år blev udsat for hærværk og fik en dyb flænge ned gennem midten af billedet.

Bagagen fra barndommen
Tro i hverdagen er en bog skrevet af Anne-Cathrine Riebnitzsky i serien Kristendommen ifølge … Af bogen kan man forstå, at hun har haft en traumatiserende barndom, men at hendes kristne tro har hjulpet hende til alligevel at få et godt liv som voksen. I bogen skriver hun om emner som tilgivelse, vrede, skyld og ansvar. Det er et problem for hende, at hun ikke har haft trygheden og visheden om, at hun var værd at elske som en bagage medbragt fra barndommen. Hvad en sådan tryghed betyder, kan man få et indblik i ved fx at læse Dylan Thomas’ digt Fern Hill, hvor den voksne digter mindes sin eventyrlige barndom. At det lige er Dylan Thomas’ digt, der bruges her, skyldes Anders Carlssons omtale af arrangementet Rum til eftertanke d. 28/10 i valgmenighedskirken. Et enkelt vers af digtets seks vers skal gengives her i John Høyers gendigtning (fra bogen Dylan Thomas En proces i hjertets vejr):

Og æret og agtet blandt ræve og fasaner ved det glade hus
under de nyskabte skyer og så lykkelig, som hjertet var langt,
i solen, født igen og igen løb jeg
frimodigt omkring,
mine ønsker jog igennem det hushøje græs,
og det bekymrede mig slet ikke på min himmelblå livsvej, at tiden
i al sin melodiske gang så sjældent tillader den slags morgensange,
før børnene grønne og gyldne
følger ham ud af nåden

(Dylan Thomas 1914-1953)

Sorgløst?
Riebnitzsky tager selv udgangspunkt i sin egne barndom, når hun beskriver pigen Lisas liv i sin roman Forbandede yngel. Umiddelbart kan det se sorgløst ud, når man læser følgende beskrivelse i starten af bogen: “Blodet bankede i min krop og i hesten under mig, når vi jog ud over stubmarkerne, hvor mænd og maskiner, støv, sved og høstudbytte, stadig hang i den augustvarme luft, der bar fornemmelsen af evig sommer frem mod min barnlige erindring om, at vinteren vistnok ville vende tilbage. Så glemte jeg alt, mens endnu et stenhegn forsvandt i et vældigt spring og en gysen.

I sommeraftenernes høststøv hjulede jeg ud ad grusvejene på en gammel lyseblå herrecykel med småstenene springende fra dækkene. Lyden af gummi mod småsten, der slynges væk, punkterede stilheden. Jeg anstrengte mig til det yderste. Fornemmelsen af uendelige kræfter, fornemmelsen af, at ingen andre i hele verden nogensinde havde cyklet så hurtigt, pumpede i min krop. Jeg fik tårer i øjnene af de grønne træer, de modne gule marker og den fine rosa aften, der steg op fra trækronerne.

Hvor havde du været uden mig?
Men allerede nogle få sider længere fremme i bogen er Riebnitzsky sprunget til den voksne Lisa, der fører en samtale med sin storebror om deres fælles barndom:
“Hvor havde du været uden din fantastiske søster?” hvisker jeg. Han ser alvorligt på mig.
“I fængsel. Og hvor havde min dejlige lillesøster været uden mig?” spørger han.
“På den lukkede.”
Han slipper mig.
“Ivan Hesselholm, du er en anerkendt krigshelt i dag. Hvordan var din barndom?” spørger jeg.
“Første verdenskrig. Mange døde, mange sårede, få landvindinger.”
“Og din ungdom?”
“Anden verdenskrig, en lang og sej kamp mod en gal tyran, som ingen turde sætte sig op mod. Kampen mod den tredje alders absolutte verdensherredømme.”
Jeg smiler. Jeg holder af Ivans krigsmetaforer, der hver gang får en lille ny drejning. Den tredje alder. Det tredje rige.
“Og du, lille fugl, hvordan har dit liv været?” spørger han mig.
“Som at vokse op på østsiden af Berlinmuren, se det hele blive revet ned og opdage, at man har levet på en løgn.”

Næste uge
Det er hvad der blev plads til for denne gang. Næste uges indlæg vil handle om, hvad der så faktisk står i Anne-Cathrine Riebnitzskys bog Tro i hverdagen.

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft

Vi synger følgende salmer:
Løsark – Umærkeligt er skiftet* (Mads’ melodi)
DDS 28 – De dybeste lag i mit hjerte
LU 949 – Blandt spurvefjer og blade
LU 908 – Du tar mig, som jeg er
Løsark – Der våger i verden et kærlighedsord**
HS 352 – Det lysner over agres felt

LU=salmesamlingen Lysets Utålmodighed
HS=Højskolesangbogen
*Lisbeth Smedegaard Andersens salmesamling I tid og evighed
**Lisbeth Smedegaard Andersens salmesamling Lysets vinge over dig

Indlægget 19. søndag efter trinitatis blev først udgivet på Vejstrup Valgmenighed.

Som altid er der den første onsdag i måneden en times fællessang fra Højskolesangbogen.
André sidder ved flygelet. Sangvært er denne gang Mette Lisby.

Alle er velkomne – og tag venner og bekendte med. Tilmelding er ikke nødvendig.
Sted: Vejstrup Valgmenighedskirke, Brudagervej 6, 5882 Vejstrup.

Indlægget Oktobersang blev først udgivet på Vejstrup Valgmenighed.

Efter gudstjenesten er der kaffe/te i Kirkehuset.
Se søndagens salmer nederst i indlægget.

Denne søndags prædikentekst er Johannes 15,1-11. Jesus siger til disciplene: “Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har fortalt jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer.”

Undrager sig forståelse
I indlægget til d. 16. søndag efter trinitatis blev Jens Christian Grøndals bog Min svage tro omtalt. Den indeholder dog stof nok til, at det giver mening at omtale den endnu engang. Grøndal kalder kristendommen for et sprog for vores liv med hinanden og for det, vi ikke forstår. Og den er et sprog, hvori vores afmagt på en gang udtrykkes og vendes til noget andet. Kristendommen unddrager sig forståelse, skriver Grøndal: “Man bliver aldrig færdig med ikke at forstå.”

Det springende punkt
Med syndernes forladelse er vi sat fri, men det springende punkt må ifølge Grøndal være, om vi i den frie ansvarlighed anser os selv for at være autonome. Hvis man i Jesus vil se den første humanist, glemmer man, hvad humanismens guddommeliggørelse af mennesket kan udarte til i form af revolutioners blodbade. Bevægelser, der drømmer om et bedre samfund, udarter ofte, når magten opnås, for magten korrumperer og får os til at forråde idealerne. Grøndal er tilbøjelig til at give Paulus ret, når han (altså Paulus) skriver: “For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” De farligste mennesker er stadig dem, der ikke selv synes, at de har behov for tilgivelse, tilføjer Grøndal. Og det kan Paulus minde os om.

Skrevet og sammenstillet af Steen Pilgaard Toft

Vi synger følgende salmer:
Løsark – Fra vest står blæsten ind*
DDS 412 – Som vintergrene i afmagt rækker
DDS 367 – Vi rækker vore hænder frem
Løsark – Du spør mig om håbet**
Løsark – Igen berørt***
Løsark – Umærkeligt er skiftet* (Mads’ melodi)

* Fra Lisbeth Smedegaard Andersens salmesamling I tid og evighed
** Fra Lisbeth Smedegaard Andersen salmesamling Lysets vinge over dig
*** Fra Kirkesangbogen

Indlægget 18. søndag efter trinitatis blev først udgivet på Vejstrup Valgmenighed.