Gudstjeneste

Gudstjeneste

20. søndag efter trinitatis 22. oktober 19:30

Fra salme 730: …. men tag vort stakkels hjerte, så ringe som det er! Alle gode gaver de kommer ovenned, så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed!

Læs søndagens prædiken her:


Prædiken til aftengudstjenesten d. 22. oktober 2023


Kærlighed og sorg er i alle nære forhold to sider af samme sag. Men
hvad sker der, når to mennesker, der står hinanden inderligt nær,
møder den ultimative modgang?
Hvad sker der, når den onde skæbne slår ned ved en dødelig sygdom
– og slår ned som røvere på en øde vej – og hvad sker der, når den
ene af de to for alvor kommer ned at ligge – ude af stand til at rejse
sig?

Om dét har Linn Ullmann skrevet en lille perle af en roman med den
meget korte og forunderlige titel: ”Nåde”.
Johan Sletten lever i et lykkeligt ægteskab med Mai.
Da de mødtes første gang, hende og Johan, ja, da havde hun, Mai tit
tænkt: ”Er mand og kvinde mon som to aflåste skrin – og rummer
hver skrin i sig nøglen til det andet?”. Og livet mellem hende og Johan
havde selv svaret hende: ”Ja, mand og kvinde er som to aflåste skrin
– og kun kærligheden, kun nåden kan på forunderlig vis åbne
skrinnene indefra.”
Og nåde havde de oplevet. Det havde været som at vandre i en stadig
solopgang. Et barmhjertighedsægteskab, kaldte Mai det.

Og Mai kendte godt sårbarheden – at nøglen til hende fandtes i et
andet menneskes hjerte. I Johans hjerte. Hun vidste, at dét var livets
vilkår. Og Mai kendte sårbarheden og hun kendte sårene – men hun
vidste også, at kærligheden er som en solopgang – er som dagen –
dagen, der gav hende øjne og farver og lys. Så hun kunne se. Og så
hun på Johan, fik hun andet end sig selv igen. Men hun havde endnu
ikke mødt natten, hun havde endnu ikke mødt sorgen.

Kærlighed og sorg – dag og nat.

Men hvad sker der, når mand og kvinde møder modgangen – sorgen
– og kun ser nattemørket, selv ved højlys dag?
Hvordan formår vi at være hinandens medmenneske i den sidste
svære tid, når det er dén, der melder sig? Hvis vi overhovedet formår
det? Hvor meget kan vi bære – hvor meget kan vi holde til? Hvor
længe og hvordan finder nåden og barmhjertigheden sted, når vi står
over for dén afgrund, døden er – og den ene af os snart skal falde ud
over den, afgrunden?

Johan Sletten lever i et lykkeligt ægteskab med Mai. Hun er hans
kone nummer to. Sytten år yngre end Johan. De blev gift et forår (i
foråret 1979), da hun var tredive og han syvogfyrre. Ingen børn.
Johan har arbejdet som journalist på en stor norsk avis. Kulturstoffet
var hans område. Han var såmænd udmærket til sit arbejde, men da
han én gang var gået helt og aldeles i stå med en anmeldelse af en
roman, gjorde han noget, han ellers aldrig havde gjort før. Han fandt
en anmeldelse af samme roman i et tysk litteraturtidsskrift og skrev
den af. Kort og godt. Han skrev den af.
En læser opdagede fuskeriet. Og Johan måtte gå fra sit job i utide.
Han måtte gå på førtidspension.

Det var selvfølgelig et stort slag for Johan – og et nederlag. Men han
holdt til det. Klarede det faktisk helt fint. For Mai var ved hans side –
og hun blev dér. Og hun nærede ingen foragt for Johan.
”Foragter du mig, Mai?”
”Aldrig,” sagde hun og lagde armene om ham – ”aldrig!”.

Mai – hans livs barmhjertige samaritaner. Eller som Johan siger det
og tænker det gang på gang om Mai: ”Du er min nåde. Jeg er
benådet, fordi du vil have mig.”

Hans liv har aldrig været en opvisning i værdighed. Nej, Johan var ikke
en populær mand – ikke en beundret mand. ”Han tvivlede på, at han
ville blive en savnet mand. Men han var en elsket mand. Han tvivlede
ikke på Mais kærlighed”.
”Du er min nåde. Jeg er benådet, fordi du vil have mig!”.

Nu er Johan blevet halvfjers, og det forfærdelige er sket, at Johan er
blevet ramt af en alvorlig og efter al sandsynlighed dødelig cancer.
Helt åbenlyst i det ydre i form af en byld i ansigtet. En grim og
værkende byld – en byld, der af og til væsker.
Som en røver slår canceren ned i Johan.
Mai tager sig af ham. De tager sig af hinanden. Men Johan er bange
for, at den fremadskridende sygdom skal få ham til at miste den
sidste rest af kontrol og værdighed.
På et tidspunkt siger han til Mai: ”Jeg vil selv vælge, hvornår det er
slut… jeg beder dig om, at du vil hjælpe mig, når jeg siger, at jeg vil
dø. Det beder jeg dig om, Mai.”
Mai hører, hvad han siger. Viger tilbage for det. Græder.
En nat, nogen tid efter, tager Mai selv fat på problemet og siger, at
hun skal være helt sikker på, hvad det er, han beder hende om – hvis
og når tiden er inde. Men netop dén nat er det anderledes for Johan,
og han hvisker til Mai: ”Jeg vil hellere have, at du siger til mig, at du
vil være hos mig, når det bliver svært. At du vil holde min hånd…”
Det skifter hele tiden for ham. Han ved ikke, hvad han vil. For han ved
ikke, hvad der venter ham. Og måske ved han inderst ikke, hvad der
bærer ham. Johan ved ikke, hvad der venter ham. Det var – som han
tænker det – det var ”det uvisse, der var det uudholdelige. Det
nådesløse. Det, ikke at vide om man blev set – eller om der blev båret
med på ens liv.” ”Nåde”, tænkte Johan, og igen så han Mais ansigt for
sig. ”Du er min nåde. Jeg er benådet, fordi du vil have mig!”
Johan hviskede: ”Jeg har ikke tro. Jeg har ikke håb. Men jeg har
kærlighed.”

Men hvor længe og hvor meget kan kærligheden holde til?
Det nådesløse melder sig, når den anden viger tilbage – viger
udenom.
Eller som Johan Sletten oplevede det, da han og Mai endnu engang i
en smertefuld og pinagtig stund talte sammen om, at hun skulle
hjælpe ham, når det blev uudholdeligt – og han så lettelse i hendes
ansigt!: ”… nu ventede hun”, tænker han, ”nu ventede hun på, at det
skulle blive uudholdeligt. Men hvornår? Han var ikke klar.”
Nej, fordi for Johan er det hele – nu, hvor kræfterne er små – da er
det hele så uendeligt enkelt. Jo, for: ”Det lysner om morgenen – og
mørkner om aftenen”, og det er nok for ham. Det er nok for ham at
være i det endnu en dag.
”Det lysner om morgenen, og mørkner om aftenen…”. For Johan er
der værdighed i de ord. Men han ser også, at for Mai var det det nu
bare en meningsløs ventetid. ”Dag efter dag efter dag. Det var først
bagefter, efter hans død, at hun igen kunne fylde dagene med
mening. Med gråd og minder og trøst og forsoning. Med liv. Hans død
ville være… en lettelse.” Bare den sidste nat snart ville komme.
Men den lader vente på sig – den sidste nat.

”Det lysner om morgenen, og mørkner om aftenen…”.
Linn Ullmann bliver i et interview om bogen spurgt om hendes
holdning til Johan Slettens ønske om, at Mai skal hjælpe ham ud af
livet, så han kan få en værdig død.
”Jeg tror ikke, at en død kan være værdigere end en anden”, svarer
hun og hun fortsætter: ”Ingen kan dø værdigere end andre. Døden
kan foregå roligt, tappert, nådigt. Det er, som om døden er blevet en
præstation, som skal udføres ud fra æstetiske krav, som samfundet
sætter. I dag er æstetik en overvældende kraft i vores liv på en
skræmmende måde. Og der er så meget, vi ikke ved i spørgsmålet om
liv og død, om »ulidelige smerter – hvad er ulideligt og for hvem og
hvornår? Vi har forskning i smertelindring – det er vigtig forskning.
Det er vigtigere at lindre, end at afskære mennesket fra den sidste
del af livet. Det kan jo være en vigtig del, den sidste del. Det ved vi
ikke.”, siger Linn Ulmann og fortsætter: ”Jeg vil ikke tænke på, at når
jeg dør, hvis så jeg råber, er bange, ikke er modig – er det så også o.k?
Jeg kan ikke garantere, at jeg er tapper.”

Og senere i interviewet siger hun: ”Middelklassens traume i Norden
er ideen om det perfekte menneske. Vi bliver bombarderet med,
hvordan vi skal leve, hvordan vi skal træne, hvordan vi skal spise og
nu også, hvordan vi skal dø. ”
Men samtidig med, at Johan Sletten længes efter at slippe for
lidelsen, hænger han jo også ved livet. Det er et paradoks, der er i
vældig mange døende. Det paradoks betyder også, at det er umuligt
at se, hvornår der er et klart ønske om at dø.
Der er en grænse for, hvad der kan kontrolleres. Virkeligheden
indhenter dig.”
”Det lysner om morgenen, og mørkner om aftenen…”. For Johan
Sletten lå der en værdighed gemt i de ord – når lyset mødte ham igen
og igen hver morgen. Som et lys, han fik skænket udefra. Midt i hans
magtesløshed.

Men som Linn Ullmann nævner det, så vil vi i vores tid have magt
over flere og flere dele af vores liv. Vi har svært ved at håndtere det,
som vi ikke kan kontrollere – vel fordi det jo lige nøjagtigt ikke kan
håndteres. Vi har svært ved magtesløsheden. Og det, som vi oplever
som uværdigt, er, når noget bliver magtesløst – når vi ikke selv kan
styre vores krop – når vi har ondt – når vi ligger i en seng og ikke
længere kan bidrage med noget, der med fællesskabets øjne nytter
og gavner noget.

Men værdighed har intet med nytteværdi at gøre. Værdighed er
heller ikke hele tiden selv at kunne bestemme, hvordan ens liv ser ud.
Værdighed er noget, vi giver til hinanden. Værdighed er noget, der
opstår i mødet med hinanden – og i mødet med naturen og solen,
der står op hver eneste morgen. ”Det lysner om morgenen…..”.
Værdighed opstår, når der er mennesker omkring dig, som holder af
dig og behandler dig med omsorg – når der er mennesker omkring
dig, der viser dig, at du er et menneske med uendelig værdi og
betydning – selv om du ikke umiddelbart kan bidrage med noget som
helst.

Det er det, Jesus forkynder igen og igen – som et modbillede overfor
den tanke, der efterhånden sniger sig mere og mere ind i vores måde
at tænke livet på: nemlig den tanke, at det værdigste af alt – for os
mennesker – skulle være at kunne klare sig selv – og kan du ikke
længere det, og endda slet, slet ikke, så er det liv uværdigt.
Mod dén tanke siger Jesus i dagens lignelse, at værdigheden os
mennesker imellem opstår, når vi hungrer efter, at et menneske
standser på sin vej og viser os nåde – ved at sætte sig hos os og ved
at holde ud sammen med os. Ved at yde os aktiv livshjælp.
Det lysner om morgenen og mørkner om aftenen.
Anders Carlsson